En domstol i Iran har idømt tidligere nobelprismodtager Narges Mohammadi seks års fængsel.

Det oplyser hendes advokat søndag til nyhedsbureauet AFP.

Den 53-årige iranske menneskerettighedsaktivist, som modtog Nobels fredspris i 2023, er dømt for at have deltaget i en forsamling og for sammensværgelse med henblik på at begå forbrydelser, siger advokaten.

Hun har desuden fået forbud mod at forlade Iran i to år.

Mohammadi har også fået en fængselsstraf på halvandet år for propagandaaktiviteter og er desuden blevet dømt til to års eksil i byen Khosf i det østlige Iran, oplyser advokaten.

I denne omgang har Mohammadi siddet fængslet siden december. Hun blev anholdt i forbindelse med en mindeceremoni for en afdød menneskeretsadvokat.

Mohammadi er også blandt 17 fremtrædende iranere, der har skrevet under på en opfordring til det iranske styre om at holde valg og sikre en gradvis overgang til demokrati.

Det skete i kølvandet på de blodige protester i Iran, der begyndte i december og kulminerede omkring 8. og 9. januar.

I forvejen har Narges Mohammadi tilbragt en stor del af de seneste ti år i fængsel i Iran.

Men i december 2024 blev hun midlertidigt løsladt på grund af hendes dårlige helbred.

Mohammadis advokat, Mostafa Nili, udtrykker håb om, at hun også denne gang kan blive løsladt mod kaution, så hun kan få lægebehandling.

Han understreger, at den dom, der nu er afsagt, ikke er endegyldig, men at der er mulighed for at anke den.

Mohammadi har gennem de seneste mange år blandt andet talt for iranernes ret til at demonstrere, lige som hun har talt imod Irans brug af dødsstraf og imod de regler, der er for kvinders påklædning i det offentlige rum.

Selv i de lange perioder, Mohammadi har opholdt sig i iranske fængsler, har hun ikke været tavs.

Flere gange har hun arrangeret demonstrationer bag fængslernes mure eller er gået i sultestrejke.

Mohammadi blev hædret med Nobels fredspris i 2023 for hendes kampagne imod dødsstraf i Iran. Hendes børn modtog prisen på hendes vegne, idet hun selv sad fængslet i Iran.

Hendes tvillingebørn bor i eksil i Paris. Hun har ikke set dem siden 2015.

/ritzau/