Fire personer, som var blevet dømt som "sabotører" og for at samarbejde med den israelske efterretningstjeneste Mossad, er fredag morgen blevet henrettet i Iran.

Det skriver de iranske domstoles pressetjeneste, Mizan, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Fire medlemmer af et sabotagehold med tråde til det zionistiske regime (Israel, red.), som har gjort sig skyldige i omfattende handlinger imod landets sikkerhed under opsyn af Mossad-officerer, blev i overensstemmelse med loven henrettet her til morgen (fredag, red.), skriver Mizan.

Tidligere i december blev fire andre personer henrettet i Iran.

De blev ifølge en iransk domstol vejledt af Mossad, da de var involveret i blandt andet at ødelægge offentlig og privat ejendom, tyveri og kidnapninger.

Det skal ifølge dommen være sket under instruktion fra en agent fra Mossad med base i Sverige.

Tre andre personer fik desuden fængselsstraffe på mellem fem og ti år for at "begå forbrydelser mod den nationale sikkerhed, være medvirkende til kidnapninger og besiddelse af skydevåben".

I 2022 blev mindst 582 personer henrettet i Iran, ifølge organisationerne Irans Menneskerettigheder (IHR) og Sammen Mod Dødsstraffen (ECPM).

Det er det højeste antal siden 2015, og en del flere end 2021, hvor 333 personer blev henrettet.

I slutningen af november opfordrede FN Teheran til øjeblikkeligt at stoppe med at anvende dødsstraf. Det skete efter FN var blevet bekendt med, at 17-årige Hamidreza Azari, som var anklaget for mord, var blevet henrettet.

Hamidreza Azari var det første barn, der blev offer for dødsstraf i 2023, sagde talsperson for FN Elizabeth Throssel i en udtalelse ifølge The Guardian.

Ifølge Throssel er Iran blandt de lande, hvor flest får tildelt dødsstraf, særligt for narkotikarelaterede lovovertrædelser. Ifølge talspersonen bliver minoritetspersoner desuden i uforholdsmæssig grad dømt til døden.

/ritzau/