Iran: Det er op til USA at forhindre krig
Iran nægter at acceptere USA's "urimelige krav". Landet er dog klar til at åbne Hormuz, hvis egne krav mødes.

Iran nægter at acceptere USA's "urimelige krav". Landet er dog klar til at åbne Hormuz, hvis egne krav mødes.

Det er op til USA at forhindre yderligere krig i Mellemøsten.
Det siger Irans chefforhandler, Mohammad Bagher Ghalibaf, ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Regionens lande bør vide, at Den Islamiske Republik Iran ikke blot står klar til at trykke på aftrækkeren, men også har givet den amerikanske side et kraftfuldt og rationelt svar.
- Det er nu op til USA at forhindre krig, lyder det.
En unavngiven iransk embedsmand siger desuden til Reuters, at der endnu er lang vej til en aftale mellem USA og Iran.
Ifølge ham nægter Iran at gå med til de "urimelige krav", som er blevet fremsat af den amerikanske side.
Det understreges dog, at Iran er klar til at åbne Hormuzstrædet inden for to dage, hvis USA accepterer kravene fra Iran.
Det lød mandag fra den amerikanske præsident, Donald Trump, at en aftale med Iran "kunne blive en realitet".
- Iran ønsker en løsning så hurtigt som muligt, skrev han på sit sociale medie, Truth Social.
Den amerikanske vicepræsident, J.D. Vance, var også optimistisk omkring en forestående aftale.
- Vi har helt sikkert gjort fremskridt. Vi må se, om vi kan gøre noget mere.
Udtalelserne kommer, mens Qatar agerer mægler i indirekte forhandlinger mellem de to lande i håbet om at undgå en ny aktiv konflikt.
Det forlyder dog samtidig i amerikanske medier, at USA tirsdag har indledt begrænsede angreb på den iranske ø Qeshm, som ligger i Hormuzstrædet, skriver AFP.
Unavngivne amerikanske embedsmænd beskriver angrebene som defensive.
Den amerikanske avis The Wall Street Journal, som var først til at skrive om angrebene, skriver dog, at det blot var det seneste i en række uofficielle angreb.
Meldingerne kommer kort tid inden det amerikanske midtvejsvalg, som går i gang tirsdag.
RITZAU