Iran bekymret over israelsk succesangreb

JERUSALEM Israel blændede syriske radarer under et mystisk luftangreb i Syrien i september. Ny teknologi gør det muligt at invadere og manipulere fjendens kommunikations-netværk, lyder det i ny rapport. Iran har samme forsvarssystem som Syrien og er foruroliget over radar-svigt.

Et israelsk missil-angreb på Syrien i september er nu blevet bekræftet af begge parter.

Men et spørgsmål er stadig ubesvaret: Hvordan penetrerede israelske krigsfly syrisk luftrum uden at blive opdaget? Amerikanske militær-eksperter siger nu, at Israel brugte en amerikansk teknologi, som lader brugeren invadere og manipulere fjendens kommunikations-netværk.

Megen mystik har hidtil omgivet det angreb, som Israel udførte i det nordlige Syrien den sjette september. Angrebet fandt enten sted for at destruere atomvåben-faciliteter eller for at bombe våbenforsyninger til militsen Hizbollah i Libanon. Israel indrømmede første i denne uge, at angrebet har fundet sted.

Men amerikanske forsvars-eksperter føjer nu nye vigtige detaljer til angrebet. Ifølge en ny rapport var Israel i stand til at blænde Syriens-radarsystemer og gøre dem ineffektive under angrebet. Det fremgår af en artikel, der i denne uge blev publiceret på magasinet Aviation Week & Space Technology’s hjemmeside.

Oplysningerne har ifølge artiklen vakt stor uro i Iran, der har indgået kontrakt om at erhverve den samme type radar-systemer, som de, der svigtede Syrien under Israels luftangreb.

En kuwaitisk avis har ifølge hjemmesiden afsløret, at »russiske eksperter er ved at undersøge, hvorfor to russiske state-of-the-art radar-systemer i Syrien ikke opdagede, at de israelske fly trængte ind i syrisk luftrum. Iran har stillet samme spørgsmål, idet de er i færd med at købe de samme systemer og måske allerede har betalt for dem.« Handlen menes at have en værdi af 750 millioner dollar.

Den grænseoverskridende nye teknologi, som ifølge amerikanerne var installeret på de israelske fly, muliggør, at man kan trænge ind i fjendens kommunikations-systemer og »se hvad fjendens sensorer ser. Og endda overtage som system-administrator, så sensorer kan manipuleres til positioner, således at fly, der nærmer sig ikke kan ses,« siger eksperterne i artiklen. Det forsvars-missilsystem, der beror på radarerne, bliver således neutraliseret.