Iran afviser amerikansk samarbejde mod IS

Iran vil ikke samarbejde direkte med USA om at bekæmpe Islamisk Stat. Det siger Irans udenrigsminister på et pressemøde med Martin Lidegaard.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Iran vil ikke stå skulder ved skulder med USA i kampen mod Islamisk Stat (IS), som truer freden i Irak og Syrien.

Det siger den iranske udenrigsminister, Mohammad Javad Zarif, søndag på et pressemøde i forbindelse med et besøg fra den danske udenrigsminister, Martin Lidegaard (R), i Iran.

For nylig skrev flere internationale medier ellers, at Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, havde sagt, at Iran og USA ville stå sammen i kampen mod IS.

»Det passer ifølge den iranske udenrigsminister ikke. Han siger, at Khamenei er blevet fejlciteret,« siger Berlingskes udenrigskorrespondent Ole Damkjær.

Afvisningen af det iransk-amerikanske samarbejde betyder dog ikke, at Iran holder sig fra at gå imod IS.

»Det korte og det lange er, at Iran bekæmper Islamisk Stat i Irak og samarbejder med kurderne i nord og Iraks regering. Så der er en fælles kamp mellem den koalition, som også Danmark er gået ind i sammen med USA, Storbritannien, og så Iran,« siger Ole Damkjær.

Og dermed er Iran også kommet lidt mere ud af den skygge, som landet har stået i set fra Vestens synspunkt.

»Martin Lidegaard og den iranske udenrigsminister står sammen skulder ved skulder og anerkender, at de står sammen i den her kamp. De har fået en fælles fjende. Det, der er historisk, er, at Iran har været ude i kulden set med Vestens briller i flere årtier, men nu har de fået en fælles fjende, og det sætter nogle nye spilleregler,« siger Ole Damkjær.