Iraks sult drukner i bomber

Næsten hvert tredje barn er fejlernæret, syv ud af ti irakere mangler adgang til rent drikkevand og mange må gå sultne i seng fire år efter invasionen, der fjernede Saddam Hussein.

Otte millioner irakere har brug for akut nødhjælp, 70 procent har problemer med at få adgang til rent drikkevand, og 15 procent af befolkningen må jævnligt gå sultne i seng, fordi der ganske enkelt ikke er mad eller penge nok til at sætte et måltid på bordet. Det fastslår den britiske sammenslutning af nødhjælpsorganisationer, Oxfam, i en ny rapport. Foto: Jaime Razuri/AFP Fold sammen
Læs mere

LONDON: Det er de færreste internationale nødhjælpsorganisationer, der har mod på overhovedet at sætte foden inden for Irak. Det er ganske enkelt for farligt for medarbejderne at være i landet for at forsøge at lindre den store mangel på næsten alt, der gennemsyrer dagligdagen for mange irakere.

Det er den situation, der nu har fået den britiske sammenslutning af nødhjælpsorganisationer Oxfam til at slå alarm. Oxfam har med hjælp fra irakiske hjælpeorganisationer stykket en rapport sammen, der viser, at den menige iraker ikke har meget at glæde sig over på hjemmefronten efter Saddam Husseins fald i marts 2003, da amerikanerne invaderede Irak.

Volden, der hærger Irak med næsten daglige selvmordsbomber og dødsfald, slører en barsk virkelighed , der er præget af sult og fattigdom for mange irakere. Siden krigen er omkring to millioner irakere blevet internt fordrevet fra deres hjem, og det er især denne gruppe, der er hårdest ramt af den fattigdom, der er fulgt i kølvandet på volden.

Yderligere to millioner er flygtet til nabolande som Syrien og Jordan i håbet om at finde lidt bedre levevilkår, men situationen er tæt på at være desperat for irakere både uden for og inden for i landet, advarer Oxfams direktør, Jeremy Hobbs:

»Den frygtelige vold har været med til at maskere en humanitær katastrofe.«

Humanitær katastrofe
Oxfam anslår, at omkring otte millioner irakere har brug for akut nødhjælp her og nu. Halvfjerds procent har problemer med at få adgang til rent drikkevand, og 15 procent af befolkningen må jævnligt gå sultne i seng, fordi der ganske enkelt ikke er mad eller penge nok til at sætte et måltid på bordet.

Ifølge Oxfams opgørelse har mange af den mere end 26 millioner store irakiske befolkning fået det materielt værre, end de havde under Saddam Hussein. Hvor mange er svært at sætte tal på. Dels fordi de færreste organisationer kan arbejde inden for Iraks grænser efter FN-udsendingen Sergio Viera de Mello blev offer for et bombeangreb i 2003, dels fordi der ikke findes pålidelige tal fra de seneste år i Irak inden invasionen. Mens Saddam Husseins regime var ved magten, omkom mange børn af mangel på mad og medicin. Et faktum den irakiske diktator dengang anklagede FNs restriktioner mod Irak og »Olie-for-mad-programmet« for at være skyld i.

Svigtet økonomisk
Rapporten fra Oxfam viser også, at mens mange vestlige lande kort efter invasionen var parat med penge og hjælp til den irakiske befolkning, er der sket et drastisk fald i den økonomiske velvilje i de seneste par år:

»Der er grænser for, hvad vi som nødhjælpsorganisationer kan gøre uden for landet, men penge vil være til hjælp,« understreger Jeremy Hobbs.

En rapport til den amerikanske kongres viste i går, at korruption og dårlig brug af penge er en af de største forhindringer for Iraks genopbygning.

Kongressens udpegede revisor havde undersøgt 95 individuelle projekter og fundet så store problemer med adskillige af dem, at det nu har medført 57 igangværende straffesager.