Iraks regeringschef drøfter sikkerhed med Iran

Den irakiske premierminister, Nuri al-Maliki, i Iran for at drøfte stabilisering af Irak.

Iraks premierminister, Nuri al-Maliki, ankom onsdag til Iran, hvor han vil forsøge at vinde Teherans støtte i kampen for stabilisering af Bagdad og andre dele af sit krigshærgede land.

Den shiamuslimske premierminister, som også er en stærk fortaler for en forstærket dialog mellem USA og Iran, besøger Iran over tre dage på et tidspunkt, hvor hans regering er kastet ud i dyb krise.

Det ventes, at han skal have møder med Irans øverste ledere, blandt andre præsident Mahmoud Ahmadinejad.

Mens Iraks shiamuslimer øjensynligt har gode relationer til Teheran, så beskylder USA Iran for at stå bag meget af volden i Irak, som har forhindret overgangen til demokrati efter fjernelsen af Saddam Husseins regime i 2003.

/ritzau/