Et uventet højt antal irakere har tirsdag været i stemmeboksen for at stemme ved parlamentsvalget i Irak.

Valgdeltagelsen nåede mere end 55 procent, oplyser den irakiske valgkommission tirsdag aften ifølge nyhedsbureauet AFP.

Forventningen var ifølge Reuters, at valgdeltagelsen ville dykke under de rekordlave 41 procent ved parlamentsvalget i 2021.

21 millioner irakere var stemmeberettigede ved parlamentsvalget.

Ifølge valgkommissionen valgte mere end 12 millioner af dem at sætte deres kryds.

Det skete til trods for, at den indflydelsesrige irakiske shiamuslimske imam Moqtada al-Sadr ifølge AFP havde opfordret sine tilhængere til at boykotte valget.

Et foreløbigt valgresultat ventes offentliggjort senest onsdag aften.

Iraks siddende premierminister, Mohammed Shia' al-Sudani, forsøger at fortsætte på posten, men det er tvivlsomt på grund af dyb splittelse i den shiapolitiske koalition, der i sin tid valgte ham.

Det irakiske valg er præget af en tvivl blandt mange vælgere om, hvorvidt valget kan føre reelle forandringer med sig. De er skeptiske og har mistet tilliden til systemet.

Landets politik bliver betegnet som stillestående.

De samme magtfulde grupper har kontrolleret staten og dens olierigdom siden Saddam Husseins fald i 2003.

Imens klager almindelige irakere over udbredt korruption, dårlige offentlige ydelser og arbejdsløshed.

Politisk analytiker Hamzeh Hadad kalder den øgede valgdeltagelse et positivt skridt for Irak. Ifølge ham viser det, at al-Sadr kun har indflydelse over sine egne tilhængere.

- Det betyder, at ingen politisk leder kan forhindre demokratiske valg i Irak, siger Hadad til AFP.

Imamen modtog ved valget i 2021 den største andel af stemmerne, inden han senere trak sig ud af politik efter striden med de øvrige shiamuslimske partier.

Han har fortsat en tilhængerskare på millioner blandt Iraks shiamuslimske flertal.

/ritzau/