Irakiske oprørere sætter kurs mod Bagdad

Bagdad er næste mål på vejen for den militante gruppe ISIL, som i øjeblikket hærger i Irak. Landets regering har angiveligt bedt amerikanerne om hjælp til at tackle de voldelige kræfter.

Militante sunnimuslimske oprørere har stormet byen Mosul i det nordlige Irak. Politi og soldater er flygtet. Nu har de militante kig på andre byer, heriblandt Bagdad. Fold sammen
Læs mere
Foto: STRINGER/IRAQ
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De sidder allerede tungt på de irakiske byer Mosul og Tikrit, og nu har de oprørere, der i de seneste dage har spredt skræk og rædsel i Irak, også besluttet sig for at rette en bølge af angreb mod hovedstaden Bagdad. Det skriver Sky News.

I en udtalelse fra Abu Mohammed al Adnani, som står i spidsen for gruppen ISIL, forsikrer han om, at kamphandlinger vil rase i Bagdad og byen Karbala længere sydpå.

»Kampen raser endnu ikke, men det kommer den til. Lad jer ikke formilde af fjenden,« siger han blandt andet.

Udtalelsen falder samtidig med, at den irakiske regering ifølge New York Times har anmodet USA om at indlede en række luftangreb - blandt andet med droner. Det sker efter, at ISIL, også kendt som Den Islamiske Stat Irak og Levanten, der er tæt knyttet til terrorgruppen al-Qaeda, har skabt kaotiske tilstande i særligt det nordlige Irak.

Såfremt ISIL angriber Bagdad vil det være et stort nederlag for den shiamuslimske regering, der selv har sæde i hovedstaden, og som i længere tid har bekæmpet de militante sunnimuslimske kræfter.

De militante oprørere har blandt andet befriet omkring 1.000 fanger fra et fængsel i nærheden af Mosul samt flere hundrede fanger i et fængsel i Tikrit, den tidligere diktator Saddam Husseins fødeby. Begge byer kontrolleres i øvrigt af oprørerne.

Endnu har Irak ikke officielt anmodet amerikanerne om at skride ind i konflikten, men regeringen i Washington overvejer ifølge AFP at sende flere våben til det uroplagede land i Mellemøsten.

Jen Psaki, der er talskvinde for den amerikanske udenrigsminister, siger, at USA støtter »en samlet modstand mod ISILs fortsatte aggressioner,« og hun tilføjer, at USA længe har advaret mod gruppen.

ISILs mål er at etablere et kalifat på grænsen mellem Irak og det borgerkrigshærgede naboland Syrien. Gruppens hårde fremfærd i Mosul har sendt omkring 500.000 indbyggere på flugt fra millionbyen, der er Iraks andenstørste. Samtidig har den irakiske premierminister, Nouri al-Maliki, har erklæret landet i national undtagelsestilstand.