Irakiske børn udsat for tortur for påstået IS-relation

Børn er blevet slået og har fået elektriske stød og er blevet tvunget til at sige, at de var med i IS.

De irakiske myndigheder er begyndt at retsforfølge børn, som er mistænkt for at have forbindelse til Islamisk Stat. Det sker i en proces, der er præget af fejl og usandheder, og hvor der anvendes vidneudsagn, som er blevet fremtvunget ved brug af tortur.

Det udtaler menneskerettighedsgruppen Human Rights Watch (HRW) i en ny rapport baseret på interviews med 29 irakiske børn, deres pårørende, fængselsvagter og kilder i det irakiske retssystem.

Irak erklærede sidst i 2017, at Islamisk Stat var besejret i landet, men et retsopgør mod mænd, kvinder og børn - både fra Irak og udlandet - er fortsat i gang.

»Men den efterforskning, som fører til, at børn bliver mistænkt for være IS-tilhængere, er behæftet med fejl og fører ofte til vilkårlige fængslinger og uretfærdige retssager,« skriver HRW.

Menneskerettighedsgruppen siger, at mange drenge er blevet anholdt i lejre eller ved vejspærringer på baggrund af meget spinkle beviser.

De anholdte børn er blevet slået og har fået elektriske stød, mens de har haft forbud mod at tage kontakt til deres familier eller til advokater. Ofte er de blevet tvunget til at sige, at de har været med i Islamisk Stat.

»De slog mig over hele kroppen med plastikrør. De sagde, at jeg skulle sige, at jeg var med IS, så det gjorde jeg,« siger en 14-årig, som holdes tilbage af KRGs Asayish politiet.

Islamisk Stat rekrutterede og indoktrinerede i stor stil børn, hvoraf nogle blev sat til at henrettet fanger. De fleste af de børn, som HRW har talt med, siger, at de aldrig har været sammen med IS.

Der bliver ført sag mod børnene uden at de har forsvarsadvokater og ved høringer, som bliver gennemført på under ti minutter. Sagerne gennemføres på kurdisk - et sprog de arabisk-talende børn ikke kender. De straffe, der afsiges, er på mellem seks og ni måneder.

Men ved føderale domstole er børn blevet idømt op til 15 års fængsel - ofte i overfyldte fængsler side om side med voksne, hvilket er i strid med folkeretten.

»Hver dag var tortur. Vi blev slået hver dag - alle sammen, siger en 17-årig, som har siddet ni måneder i et føderalt fængsel.«

/ritzau/AFP