Irakisk guvernør bombedræbt

Guvernøren og politichefen i Iraks sydlige Diwaniya-provins dræbt af vejsidebombe.

En vejsidebombe dræbte lørdag guvernøren og politichefen i den sydlige provins Diwaniya, der tidligere hed Qadisiya.

Det sagde politiet.

De to mænd var på vej tilbage til provinshovedstaden Diwaniya fra en begravelse omkring 30 kilometer fra byen, da vejsidebomben ramte de to lederes kolonne af firehjulstrækkere.

Tre livvagter blev også dræbt ved bombeattentatet.

Guvernør Khalil Jalil Hamza var medlem af Iraks Øverste Islamiske Råd (SIIC), det største shiamuslimske parti i landet. SIIC's væbnede gren er Badr-organisationen, der ligger i konflikt med Mehdi-militsen under ledelse af shiapræsten Moqtada al-Sadr.

Politiet sagde, at den dræbte politichef var generalmajor Khaled Hassan.

/ritzau/