Irakerne skal selv vinde krigen

Det er irakernes krig, og de skal selv tage kampen op med det sunniarabiske oprør. Sådan lyder det fra den 24-årige amerikanske løjtnant Hines, som træner irakiske soldater i Bagdad. Berlingske Tidende fik lov at kigge med.

Irakiske og amerikanske soldater på jagt efter sunniarabiske oprørere 20 kilometer syd for Bagdad. Arkivfoto: Mustafa Ahmed/AFP Fold sammen
Læs mere

En bil ruller op til kontrolposten. Med fingrene på aftrækkeren beordrer de irakiske soldater chaufføren ud. Efter at have kropsvisiteret ham giver en soldat sig til at gennemsøge bilen for våben og bomber. Ren rutine i Bagdad.

Men midt i gennemsøgningen stivner soldaten.

»Der er en bombe i bilen! Der er en bombe i bilen,« råber han og stormer panisk væk, mens hans kammerater kaster sig i dækning.

En typisk dag på arbejdet for en irakisk soldat. Men heldigvis for den unge rekrut og hans kolleger er det kun en træningssceance og ikke et klip fra Iraks sønderbombede virkelighed. I den film opdages bomberne oftest først, når de er detoneret i ansigterne på deres ofre. Hvad enten de er sikkerhedsfolk eller civile. Og det ved soldaterne. De er blevet trukket ud af den daglige kamp uden for Muthannaluftbasen i det centrale Bagdad for at få deres kampfærdigheder genopfrisket af en deling amerikanske soldater under kommando af løjtnant Hines.

»Du holder den forkert,« forklarer løjtnant Hines og retter på en af soldaternes noget skødesløse greb om kalashnikoven.

»Vi har mistet en masse folk, fordi de skød sig selv i foden. Vi vil nødig miste dig også,« siger han og smiler skælmsk, så irakerne ikke ved om de skal grine eller græmme sig.

Krigen er tabt
De fleste soldater ser ikke ud til at være meget over tyve. Det er dem, der udkæmper kampen mod det sunniarabiske oprør. De har meldt sig til hæren og politiet i horder, siden Saddam-regimet blev væltet. Og de er blevet dræbt i tusindvis af oprørernes bilbomber, snigskytter og vejsidebomber.

Men alligevel synes kampgejsten ikke at fejle noget.

»Alt er godt. Vi har ingen problemer,« fortæller en ung menig fra den hellige shiitiske by Kerbala.

De er stort set alle shiiter. Kun blandt officererne er der sunnier, der har været i hæren under Saddam.

Om løjtnant Hines selv tror, at de irakiske soldater nu er i stand til at redde Irak?

»Det skal de være. For jeg kommer ikke til at gøre det,« konstaterer Hines tørt.

For løjtnant Hines at se er krigen i Irak for amerikanernes vedkommende allerede så godt som tabt. Han meldte sig til hæren for et år siden for at hjælpe med at rette op på situationen.

»Men jeg må erkende, at der kun er så meget, man kan gøre, når man er på mit niveau.«

Hvis krigen overhovedet kan vindes, skal den vindes af irakere. Det er irakernes krig, og det handler om at få dem til at udkæmpe den.

Og her er Hines, den 24-årige idealist med en grad i statskundskab fra et eliteuniversitet og det skælmske smil, helt på linje med militærledelsen i Bagdad og Washington på trods af, at han personligt var imod krigen fra starten.

Som for at illustreren denne mere tilbagetrukne rolle, som det amerikanske militær ønsker at spille i Iraks krig, er løjtnant Hines trukket ind i skyggen af en sammenbrudt mandskabsvogn, hvorfra han overværer træningen. Selve træningen ude på eksercitspladsens gloende sand forestås af en irakisk sergent. Løjtnant Hines underordnede nøjes med at komme med råd og dåd i pauserne.

Men ifølge en irakisk tolk repræsenterer skyggen af den sammenbrudte mandskabsvogn snarere den irakiske hærs afhængighed af amerikanerne. Da bilen brød sammen få kilometer fra basen, måtte de efterlade den på gaden i dagevis, indtil amerikanerne kunne bugsere den væk.

Det rigtige svar
Bag lyden af maskingeværersalver fra skydebanen kan man indimellem ane sirenerne fra udrykningerne til Bagdads konstante strøm af død og ulykke. Iført fuld uniform, hjelm og skudsikker vest sjosker de gennem sandet under Bagdads brændende middagssol uden protester.

Både anden, tredje og fjerde gang ruller bilen op til kontrolposten, de mistænkte bliver kropsvisiteret og bomben fundet. Hver gang er der noget, der skal rettes, før Hines mænd er tilfredse.

Da en af de »mistænkte« i bilen nægter at følger soldaternes ordrer med det samme, hæver han riffelkolben for at smække ham en ordentlig skalle, men han holder igen i sidste øjeblik. Det er trods alt kun en øvelse.

»Ja her ville han have smækket ham en ordentlig én,« medgiver løjtnant Hines og ryster på hovedet.

Spørgsmålet om de irakiske sikkerhedsstyrkers kampduelighed er blevet vigtigere i takt med, at presset fra den demokratiske kongres for at afslutte Amerikas krig i Irak er vokset.

I en rapport til Kongressen fornylig måtte præsident Bush medgive, at de irakiske sikkerhedsstyrker trods omfattende amerikansk træning langtfra er stærke nok til at stå på egne ben. Blandt andet vurderede den amerikanske stabschef, at kun seks irakiske bataljoner er i stand til at operere uden amerikansk hjælp. For et halvt år siden var tallet ti.

Dette fik den irakiske premierminister, Nuri al-Maliki, til at fare i flint med en udmelding om, at amerikanerne kunne ryge og rejse »når de vil«.

Men da vi efter træningen spørger den irakiske sergent, hvornår han mener, at de amerikanske styrker kan rejse hjem, svarer han uden tøven.

»I morgen.«

Løjtnant Hines er udmiddelbart noget paf over sine elevers nyvundne selsikkerhed, men tilføjer diplomatisk: »Han har naturligvis ret. Denne enhed opererer alene på gaderne hver dag. Og de gør et godt stykke arbejde.«

»Så vi kan godt rejse hjem i morgen?« spørger løjtnant Hines spøgende og lægger en faderlig hånd rundt om den irakiske sergents skuldre, da vi har slukket mikrofonen og vendt ryggen til.

»Sådan skal vi svare. Det har premierminister Maliki pålagt os. Ellers får vi problemer,« forklarer han undskyldende sin amerikanske kollega.