Irak, Jordan og Rwanda er ikke længere at finde blandt underskriverne af det såkaldte fredskommuniké, der blev udsendt efter et topmøde i Schweiz i weekenden.

Det skriver Sky News.

Dionis Cenușa, der er ruslandsekspert og lektor ved Justus-Liebig-Universität Giessen, et universitet i Tyskland, skriver på X, at det er uklart hvorfor.

»Er Rusland involveret på en eller anden måde, og er landene ved at ændre deres udenrigspolitiske dagsorden som resultat af det?« skriver Dionis Cenușa.

92 lande deltog i fredskonferencen i Schweiz, herunder Danmark, og en række nationer underskrev et dokument, der blandt andet understreger, at Ukraines »territoriale integritet« skal været et udgangspunkt for kommende fredsforhandlinger. 

På listen over de lande, der var enige i det kommuniké, som blev udsendt mandag, var Irak, Jordan og Rwanda.

Men nu er de tre lande ikke længere at finde.

Listen til højre er den seneste. Den kan nå at ændre sig til og med 18. juni.
Listen til højre er den seneste. Den kan nå at ændre sig til og med 18. juni. Sky News

Processen med at foretage justeringer af listen er »stadig i gang«, udtaler Valentin Kliwa, talsmand for det schweiziske udenrigsministerium, til det russiske statslige nyhedsbureau TASS ifølge Sky News.

Lande og organisationer har til og med i dag til at tilslutte sig eller fjerne sig fra listen, siger han.

Til gengæld har det økumeniske patriarkat i Istanbul, der er en af de selvstyrende kirker under den ortodokse kirke, tilsluttet sig listen.

Ikke nogen stor sejr

Søndag var det 80 ud af de 92 deltagende lande ved konferencen, der var enige om, at Ukraine under ingen omstændigheder skal give efter for Ruslands territoriale krav for at få fred.

Men selvom det kunne lyde som en sejr for Ukraine, så var der vigtige lande, som ikke skrev under. 

Saudi-Arabien, Indien, Brasilien og Sydafrika skrev nemlig ikke under, og Kina var slet ikke mødt op. 

Derfor sagde Berlingskes sikkerhedspolitiske korrespondent, Simon Kruse, at det ikke var en »kæmpe diplomatisk sejr med kryds og slange«

»På den ene side viser deltagelsen i konferencen, at der er bred opbakning til Ukraine også uden for Vesten og i flere store lande i Afrika og Asien. Men de manglende underskrifter viser også, at der er rigtig mange af de især store lande i det globale syd, der hellere vil stå på sidelinjen,« sagde Simon Kruse. 

Og nu er der altså tilsyneladende yderligere tre lande, der hellere vil se på end spille med. 

Udtalelsen kalder også atomtrusler for uacceptable og opfordrede til krigsfangeudveksling mellem Ukraine og Rusland.