Irak har brug for militærstøtte de næste 10 år

En talsmand for den irakiske regering siger, at Irak har brug for de udenlandske troppers hjælp de næste 10 år frem.

Foto: PATRICK BAZ/Scanpix

Irak har brug for udenlandsk militærstøtte de næste 10 år, hvis der skal rettes op på sikkerhedssituationen i landet. Det siger en talsmand for regeringen Ali al-Dabbagh ifølge Reuters:

- Selvfølgelig har vi brug for international støtte. Vi har sikkerhedsproblemer. De næste 10 år vil vi ikke være i stand til selv at forsvare Irak. Det udtalte al-Dabbagh til irakisk tv sent søndag aften.

- Jeg tror ikke, at der er en reel trussel om invasion i Irak eller en risiko for regulær krig, men for at beskytte irakisk suverænitet må der være en hær til at beskytte landet de næste 10 år.

- På den anden side; "Vil Irak acceptere, at amerikanske tropper forbliver i landet? Absolut ikke." Der findes ikke en eneste iraker, der vil acceptere en fremmed hær på permanent basis. Amerika er Amerika og Irak er Irak, udtalte han.

Volden er faldet i landet siden USA udstationerede yderligere 30.000 tropper i landet i år.

Washington har udtalt at de i midten af 2008 vil trække omkring 20.000 soldater hjem.

USA har på nuværende tidspunkt cirka 155.000 tropper udstationeret i Irak.