Intet nyt fra Kinas vestfront

Oprør blandt Kinas muslimske minoritet bliver sjældent beskrevet i kinesiske medier. Censuren holder også internationale medier på afstand.

Denne kvinde i byen Kashgar balancerer på kanten af en konflikt med de kinesiske myndigheder, der har forbudt muslimske hovedbeklædninger i provinsen Xinjiang. Foto: Benjamin Haas/AFP Fold sammen
Læs mere

BEIJING: I sidste uge blev mindst 18, omkring 20 eller måske 28 personer dræbt i det vestlige Kina. De forskellige tal stammer alle fra den samme artikel. Den eneste af slagsen der beskriver, hvad der skete i udkanten af byen Kashgar.

I kinesiske medier står der intet om hændelsen. Det hele startede, da en bil bakkede ind i en politibetjent, der brækkede benet. To af bilens passagerer gik efterfølgende løs på betjentens kolleger med knive og dræbte to. Derefter eskalerede situationen yderligere. Mere politi og flere knivsvingende personer – nu også med hjemmelavet sprængstof – tørnede sammen i et voldsomt opgør. Et øjenvidne beskriver, hvordan politiet panikkede og skød på civile, mens folk flygtede for livet.

»Antallet af døde varierer selv internt i politiet. Særligt når det kommer til antallet af kvindelige mistænkte. Nogle siger, at alle de mistænkte blev dræbt, mens andre siger, at nogle blev såret og bragt til hospitalet for at blive behandlet. Oplysninger om den her slags sager bliver altid strengt kontrolleret – end ikke politiet får detaljerne at vide,« forklarer en anonym politibetjent i artiklen, der er lavet af Radio Free Asia.

Adskillige dage efter det blodige sammen­stød er den stadig den eneste kilde til episoden. I de fleste andre lande ville en lignende hændelse være forsidestof i dagevis. Men ikke i Kina. Hvad der sker i den vestlige Xinjiang-provins bliver sjældent delt med offentlig­heden eller omverdenen. Provinsen er hjemsted for omkring ti millioner muslimske uighurer. De har eget sprog, egne traditioner og en kultur, som er anderledes fra resten af Kina. Mange af dem er stærkt u­tilfredse med at være underlagt et styre ledet af Kinas ateistiske Kommunistparti. De mener, at Kina har koloniseret deres hjemland og undertrykker deres religion.

Det fører jævnligt til sammenstød mellem medlemmer af minoriteten og den Beijingtro ordensmagt. Således også i mandags i Kashgar.

Mindretal i eget område

Engang udgjorde uighurerne over 90 procent af Xinjiangs befolkning. Tilflytning fra resten af landet har med tiden ført til, at de nu er i undertal i provinshovedstaden Ürümqi og kun udgør omkring halvdelen af hele provinsens indbyggertal. Ifølge Alim Seytoff, præsident for Amerikansk Uighurforening, er den udvikling forklaringen på, at de kinesiske medier er tavse, når utilfredsheden bliver til vold og drab i provinsen. Det handler om ikke at skræmme tilflytterne væk.

»Kina ønsker at give dem det indtryk, at Xinjiang er et fredeligt og velstående sted, og at den kinesiske regering er i stand til at beskytte dem imod enhver form for utilfredshed blandt uighurerne,« siger han.

I stedet beskriver den kinesiske statspresse ofte, hvordan centralregeringen har postet milliarder i boligbyggeri og infrastruktur, og at indkomsten pr. indbygger konstant stiger i provinsen. Men de seneste år er urolighederne taget til og har også kostet menneskeliv langt fra Xinjiang. Selv på Den Himmelske Freds Plads i hjertet af Beijing. I de tilfælde, hvor angrebene finder vej til den kinesiske nyhedsstrøm, bliver ansvaret for volden ofte placeret hos separatister og udenlandske grupper.

»Kina vælge kun at nævne visse tilfælde, når det gavner de nationale interesser og retfærdiggør den hårdhændede undertrykkelse af uighur-folket, og når det kan bruges til at vise det internationale samfund, at Kina står over for en såkaldt terrortrussel,« siger Alim Seytoff.

Amerikansk radiostation omgår censuren

Volden i Xinjiang har fået de kinesiske myndigheder til at føre en endnu strengere sikkerheds­politik og lukke endnu mere ned for informationer fra regionen. Uighurer, der udtaler sig til internationale medier, risikerer lange fængselsstraffe. Et af de få udenlandske medier, der konstant leverer nyheder om situationen i Xinjiang, er amerikanske Radio Free Asia (RFA). Siden 1998 har radio­kanalen lavet radio på uighurernes eget sprog og udgivet et hav af artikler, der også bliver oversat til engelsk.

RFA er finansieret af den amerikanske regering og en kilde til stor frustration for de kinesiske censurmyndigheder, der bl.a. forsøger et blokere radiosignal, hjemmeside og andet indhold. Artiklen om uighurernes angreb på det lokale politi i Kashgar er et godt eksempel på RFAs dækning. Oplysningerne bygger på øjenvidneberetninger og adskillige politikilder. Nogle anonyme og nogle med navn og titel. Kildernes udtalelser er til tider modstridende – var det 18, 20 eller 28 dræbte? – men selv om de nøjagtige omstændigheder ikke kan bekræftes, giver skildringen et indblik i en kaotisk og blodig hændelse, der langt fra står alene.

Artiklens forfatter hedder Shohret Hoshur. Han flyttede til USA fra Xinjiang i 1994 og blev siden amerikansk statsborger. Sidste år blev en af hans brødre, der stadig er bosat i Kina, idømt fem års fængsel for at lække statshemmeligheder. Ifølge Shohret Hoshur har de kinesiske myndigheder gjort det klart over for ham, at dommen er en konsekvens af hans journalistiske arbejde for RFA og hans afdækning af følsomme emner i Xinjiang. To andre brødre er ligeledes blevet anholdt og anklaget for lignende lov­overtrædelser. Angiveligt fordi de diskuterede den første brors retssag i en telefonsamtale med Shohret Hoshur.

»Mine to brødre vil nu blive dømt i al hemmelighed uden tilstedeværelse af familie­medlemmer og anklaget for at have lækket statshemmeligheder. Vi nægter at tro på anklagernes troværdighed, vidende hvor påpasselig jeg altid har været med aldrig at bruge slægtninge som kilder til mine historier. Ingen fortjener at skulle igennem, hvad min familie og mine brødres familie er blevet udsat for det sidste år,« udtaler Shohret Hoshur til organisationen Committee to Protect Journalists.

Han understreger, at ingen af hans brødre er politisk aktive og betegner den kinesiske håndtering af sagen som unødvendigt ond.