BARCELONA: Fronterne har, i hvert tilfælde i nogle medier, været trukket hårdt op under de seneste års eurokrise. På den ene side står en flok af evigt jamrende og upålidelige sydeuropæiske problembørn. På den anden vores alle sammens tyske übermutter, Angela Merkel, med sine grænseautistiske sparekrav.

Når billedet i bedste fald er forenklet, skyldes det ikke kun ophobningen af nedarvede fordomme, man ellers troede opløst i et halvt århundredes europæisk samarbejde. Det er også en fejl at slå de sydlige lande i hartkorn – både hvad angår årsagerne til deres problemer og reaktionen på Merkels politik. Mens gammelt nag fra Anden Verdenskrig især i Grækenland forpester den offentlige debat, skyldes spaniernes vrede, at de føler sig svigtet i deres angivelige slyngvenindeforhold til Tyskland. Det mener i hvert tilfælde José Ignacio Torreblanca, der leder den paneuropæiske tænketank ECFRs kontor i Madrid:

»Det handler ikke kun om, at vi aldrig har været i krig. De store tyske partier var vigtige sparringspartnere under overgangen til demokrati. Både vores decentrale administration og arbejdsmarkedsmodel er tysk inspireret. Og i forhold til EU har negative erfaringer med egen nationalisme - i hvert tilfælde indtil for nylig - fået begge lande til at se samarbejdet som naturligt og positivt. Det er ikke tilfældigt, at Felipe González som en af de eneste europæiske ledere støttede Helmut Kohl under genforeningsprocessen.«

Nu er den gode stemning til gengæld mildest talt forsvundet. Hvor dybt stikker det?

»De fleste spaniere er imod den tyske regerings politik, og folk bliver sure, når Merkel på et tvivlsomt grundlag holder moralprædikener om vores lange ferier. Eller når Spiegel på forsiden illustrerer en reportage om Spanien med et æsel. Men det indgår ikke i en generel antitysk diskurs, måske fordi vi er forskånet for en sensationspresse, der laver fotomontager med hagekors.«

Men det handler vel også om, at der er opstået nogen interessekonflikter?

»Det er oplagt, at vi oplever krisen forskelligt. Tyskerne ser den som en offentlig gældskrise med forbindelse til en ineffektiv offentlig sektor, selv om problemet i Spanien – modsat Grækenland og Italien – i udgangspunktet var den private gæld. Vi ser den som resultat af en euro, der er skruet forkert sammen, og hvor et Tyskland i balance hænger nøje sammen med vores ubalancer. Samtidig er der opstået en envejskommunikation, hvor det virker, som bliver vi regeret direkte fra Berlin og Frankfurt, mens Kommissionen opfører sig som IMF i 1980ernes Sydamerika og ignorerer alle andre økonomiske redskaber end nedskæringer i løn og pension.«

Nogle opinionsdannere taler om, at tyskerne har taget EU-institutionerne som gidsel.

»De har snarere udfyldt et magttomrum, som de andre store EU-lande og Kommissionen har efterladt. Krisen har svækket de politiske systemer overalt bortset fra i Tyskland, hvor det sjovt nok er blevet styrket. Mens teknokrater overtager regeringen i Grækenland og Italien, hvis politikerne ikke makker ret, fungerer det tyske folkestyre. Merkels lederskab bygger ikke kun på økonomisk styrke men også politisk legitimitet. Tyskerne har ikke nogen skjult agenda. De er blot blevet for stærke i et EU-system, der netop handler om at skabe ligevægt. Hvilket er en dobbelt tragedie, fordi de ikke ønsker den rolle og føler sig fanget i den, samtidig med at de andre lande føler sig som ofre for dem.«

Findes den uvilje mod tyskerne, man oplever på gaden, også i den politiske elite?

»For det første tror jeg, at almindelige mennesker, selvom de ikke kan lide Merkel, respekterer hende og synes, at hun varetager tyskernes interesser godt. På politisk niveau er man bekymret over, at hun gør det så snævert og kortsigtet – ikke mindst set i forhold til sine forgængere på kanslerposten. Man har en fornemmelse af, at hun først handler, når vi befinder os på randen af afgrunden, og ikke tager hensyn til, at alle andre er ved at miste fodfæstet. Vi havde forventet mere af gamle Tyskland i så vanskelig en situation.«

Set fra nord har sydeuropæerne opført sig uansvarligt, mens vi gennemførte de nødvendige reformer. Det er vel ikke helt forkert?

»Folk er udmærket klar over, at vi har spillet fallit, og har før accepteret reformer påført udefra i forbindelse med optagelsen i EU. Men det skete med udsigt til, at ofrene ville blive belønnet. Nu står de klart for de fleste, at selvom vi gør alle de her ting, kommer både vi og vores børn til at leve dårligere end før. Jeg var udvekslingsstudent i Danmark under kartoffelkuren, som blev gennemført i en kontekst, hvor I hurtigt fik resultater. Sådan er det ikke nu, og det er svært at bede folk ofre sig, hvis de ikke kan se nytten af det.«

Kan det ende med, at EU bryder sammen?

»Jeg kunne ikke forestille mig, at sydeuropæerne forlod EU, omend politikerne nok skal passe på med, hvilke folkeafstemninger de udskriver for øjeblikket. Men de sydeuropæiske lande kommer fremover til at opføre sig mere som Danmark og Holland. Mindre naivt og mere skeptisk overfor fordelene ved samarbejdet. Den gamle drøm om Europa som det forjættede land er væk, også selvom den økonomiske situation skulle vende, hvilket måske i virkeligheden er positivt for demokratiet. Måske vil vi begynde at interessere os mere for, hvordan samarbejdet fungerer.