Interview »Vesten kan ikke gøre mere i Irak«

Irak-eksperten Juan Cole skaber overskrifter i USA, fordi han kræver den amerikanske ambassade i Irak lukket. Når diplomaterne skal tvinges af sted, har den mistet sin berettigelse, mener han. Berlingske Tidende har talt med Juan Cole om situationen i Irak. Skal koalitionen blive eller ud?

Demonstranter råbte i går slagsange mod regeringen i Basra, efter flere tilhængere af den yderligtgående shialeder Moqtada al-Sadr var blevet anholdt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Reuters

WASHINGTON: Amerikanerne er ved at bygge verdens største ambassade i Bagdad. Den vil koste mere end fem milliarder kroner og få samme størrelse som Vatikanstaten i Rom. Flere tusinde diplomater skal arbejde der, og de vil være beskyttet af en høj mur og bred sikkerhedszone. Hvilket selv sagt inviterer til øgenavne, og nu går ambassaden blot som »Fortet«.

Byggepladsen i Bagdad er det stadig mere synlige bevis på, at regeringen i Washington agter at opretholde en solid amerikansk tilstedeværelse i Irak i lang tid fremover.

»Det er indlysende, at der vil være en rimelig stor amerikansk forpligtelse over for Irak i enhver henseende i adskillige år,« siger en talsmand for Udenrigsministeriet i Washington, Justin Higgins.

Der er bare et problem. Allerede inden ambassaden står færdig, har ministeriet svært ved at finde folk til den nuværende. Diplomater kan imødese at blive tvangsudskrevet, og selv om det formentlig ikke udvikler sig til et uoverskueligt problem, så udstiller sagen hele det amerikanske dilemma i Irak, mener en af USAs førende eksperter i arabiske forhold og islam, historieprofessor Juan Cole fra University of Michigan. Han vækker opmærksomhed i USA i disse dage, fordi han anbefaler præsident George W. Bush at lukke ambassaden i Bagdad.

»Den amerikanske ambassade i Beirut var lukket under Libanons borgerkrig. Der er stadig ingen amerikansk ambassade i Teheran, og Teheran er forbandet meget mere sikker end Bagdad. At holde den amerikanske ambassade i Bagdad åben, hvilket er Bushs ansvar, er en politisk og militær beslutning i lodret strid med sædvane og sund fornuft,« skriver Juan Cole på sin blog, Informed Comments.

Berlingske Tidende har spurgt ham om situationen i Irak, hvor fra der ellers i nogen tid er flydt mange gode nyheder. Volden er dalet betragteligt i de seneste måneder, amerikanerne render ind i færre vejsidebomber, færre soldater og civile dør. Er det ikke tegn på, at Vesten for første gang længe bør føle lidt optimisme på Iraks vegne?

Ikke ifølge Juan Cole. Den dalende vold hænger sammen med en stribe faktorer. En af dem er den militære optrapning i det seneste halve år med 30.000 ekstra amerikanske soldater, og det kan ses. Især i Bagdad og i den sunnimuslimske Anbar-provins, hvor amerikanerne har sat ekstra hårdt ind.

Stadig farligt
»Optrapningen har været en militær succes i den forstand, at det er lykkedes at dæmpe volden. Men det hører med i billedet, at volden er dæmpet fra et meget højt niveau i vinter til samme niveau som i fjor. Tag for eksempel Anbar-provinsen. Før var der 400 angreb om ugen, nu er der 400 angreb om måneden. Det er blevet mindre farligt, men det er stadig et meget farligt sted at opholde sig. Det hører også med i billedet, at der kun lever 1,1 millioner irakere i Anbar, men vi har været nødt til at placere en fjerdedel af vores tropper der. Hvad fortæller det os? Det fortæller, at det kræver en høj amerikansk tilstedeværelse at skabe og opretholde ro, og det kan vi levere her og nu, men ikke i det uendelige. Det er ganske enkelt ikke militært og politisk muligt. Det er ikke, hvad parterne i Irak og regionen og ikke mindst den amerikanske befolkning ønsker,« siger han.

Andre faktorer er afgørende for den forbedrede situation, og det er faktorer, som koalitionen ikke har megen indflydelse på. Sunnimuslimerne kæmper sammen med amerikanerne imod ekstremister, nogle irakiske, andre udenlandske, der kalder sig selv al-Qaeda. Men det er ikke ensbetydende med, at sunnierne nu er USAs allierede. »De ønsker på ingen måde en varig amerikansk tilstedeværelse,« understreger Juan Cole. Flere shiamuslimske militser har samtidig fået besked på at holde sig i ro, indtil den amerikanske optrapning slutter i løbet af foråret. Når antallet af bilbomber falder, hænger det også sammen med, at der er kørselsforbud i mange byer, bl.a. Falluja. På samme måde spiller folkefordrivelser og etnisk udrensning en stor rolle for den mindre vold. Over to millioner mennesker er flygtet ud af Irak, yderligere to millioner lever som interne flygtninge. Bagdad var før delt mellem 65 procent shia og 35 procent sunni. Fordelingen er nu 75 procent shia og 25 procent sunni. »Der er færre sammenstød, fordi der er færre til at slås med hinanden,« påpeger Cole.

Optimistisk ambassadør
Den amerikanske ambassadør i Irak, Ryan Crocker, bekræftede i denne uge, at det er alt for tidligt at erklære den sekteriske borgerkrig for afsluttet. Men han tror, det går i den retning, og han forudser, at den øgede sikkerhed langt om længe giver plads til den politiske forsoning mellem sekterne, der er hele formålet med optrapningen. Juan Cole deler ikke den opfattelse:

»Optrapningen er en militær succes, men det er ikke dens mål. Dens mål er politisk, og dens succes afhænger af, om premierminister Maliki er i stand til at inddrage sunnierne. Indtil videre er der ingen beviser på det, og der er modsat heller ingen tegn på, at sunnierne er villige til at samarbejde med Maliki-regeringen. Den centrale regering har al mulig grund til at være skeptiske overfor sunnierne, og især efter at amerikanerne er begyndt at hælde penge ind i Anbar-provinsen. De penge bliver selvfølgelig brugt til våben og træning i kampen mod al-Qaeda, men set fra Bagdad er det i sidste ende med til at øge den sunnimuslimske trussel.«

Ifølge Juan Cole vil det blive ved med at gå op og ned for amerikanerne og koalitionen i Irak. I den seneste måned har været en overvægt af gode nyheder, men der er ingen garanti for, at det fortsætter, og bare i denne uge har der været tegn på en opblussen af volden. Vesten bør erkende, mener Cole, at udviklingen i Irak i det store hele ikke længere er styret af amerikanerne og koalitionen.

»Der foregår tre krige i Irak, og vi har ingen evne til at øve indflydelse på de krige. Vores soldater kan i bedste fald nedsætte intensiteten, og der er dem, der siger, at krigene nu foregår i slowmotion, men vil tage fart når koalitionstropperne trækker sig ud. Jeg mener, at det sådan set er underordnet. Krigene vil blive kæmpet uanset hvad, enten over kortere eller længere tid, og de vil blive ved, indtil en af parterne vinder, eller de bliver trætte af at slås.«

De tre krige er, som Juan Cole ser dem:

Om kontrollen over Basra. Her kæmper shiitiske militser internt om især adgangen til olie. Havnebyen Basra er ifølge byens øverste politichef nu reelt under militsernes kontrol, og politiet er magtesløse, fordi betjentene i højere grad adlyder ordrer fra militserne. Juan Cole er enig. Han fortæller, at to milliarder olie-dollars hver måned omdirigeres til militserne. Alligevel planlægger centralregering at overtage sikkerheden i Basra i løbet af få måneder. »Det er meget bekymrende. Det kan destabilisere byen yderligere, og det vil få store konsekvenser for resten af landet, der vil blive afskåret fra landets eneste havneby. Folk vil sulte,« forudser Cole.

Om kontrollen over Bagdad. Her har shiiterne efterhånden fået skubbet sunnierne ud i små enklaver, der nu er under amerikansk beskyttelse.

Om kontrollen over Kirkuk, den nordlige olieby. Her slås kurdere med turkmenere og centralregeringen, og Juan Cole er lige så bekymret som Bush-administrationen for den seneste udvikling i striden mellem Tyrkiet og de kurdiske separatister i PKK. Begge parter frygter, at det vil få uroen i nord til at eksplodere.

Al-Qaeda er en biting
I dette scenarium er kampen mod al-Qaeda kun en sideforestilling, mener Juan Cole. Den er vigtig, men den er af meget lille betydning for den overordnede situation i landet. Det er en af grundene til, at han forudser en amerikansk tilbagetrækning hurtigt efter valget i 2008: »Der er ganske enkelt ikke længere argumenter for at blive, og den næste præsident bliver valgt på et løfte om at trække tropperne ud,« mener han. Ligesom ambassaden bør lukkes, bør den militære tilstedeværelse også lukkes ned. I stedet bør Vesten sætte ind med en massiv diplomatisk indsats over for Iraks naboer. Målet skal være at forhindre landene i at involvere sig på hver sin side i de igangværende krige. Juan Cole understreger, at alle lande i regionen er interesserede i et stabilt Irak, men følelserne er store, og en massakre på en shiitisk landsby kan skabe opstandelse i Iran, lige så let som en massakre på en sunnimuslimsk landsby kan presse kongefamilien i Saudi-Arabien til at blande sig.

»Det kan gå alle veje i Irak. Landet kan blive splittet som Jugoslavien. Eller det kan forblive samlet i en konstant, spændt atmosfære som Libanon. Alt er muligt. Men det er ude af vores hænder i den forstand, at vi ikke kan løse problemerne militært. Det er politiske problemer, og det kræver politiske løsninger.«