Intern strid kan være enden på Det Republikanske Parti

Republikanerne er dybt splittede, og de risikerer ikke bare at tabe præsidentvalget. De risikerer også partiets fremtid.

Repræsentanter for de tre fløje i det republikanske parti. Fra venstre: Ted Cruz,  der tilhører Tea Party-bevægelsen, dernæst Ben Carson og Donald Trump, der begge regnes blandt outsiderne i partiet, og yderst tilhøjre Jeb Bush, der tilhører partiets moderate fløj. Fold sammen
Læs mere
Foto: DAVID SCOTT HOLLOWAY/CNN

WASHINGTON: USA er under en hastig forandring. Symptomerne er opbrud i det politiske system. Det parti, det foreløbig går mest ud over, er Republikanerne, der reelt i Kongressen er delt mellem to markante fløje – de moderate og Tea-Party-bevægelsen – og i præsidentvalget de facto i tre – »outsiderne« med forretningsmanden og milliardæren Donald Trump i spidsen.

Men bag Republikanernes interne opgør ligger der et amerikansk opgør mod alt etableret. I 1964 stolede 77 procent af amerikanerne på institutionerne i Washington D. C. I dag er det kun 22 procent, der har tillid til det, der foregår i den amerikanske hovedstad.

Republikanerne er strandet i den største krise i partiets 161 årige historie. Partiet står uden formand i Repræsentanternes Hus, efter af John Boehner meddelte, at han var træt af det opslidende arbejde med at forene blokkene. De etablerede republikanske moderate som Floridas tidligere guvernør, Jeb Bush, senator Marco Rubio og senator Lindsey Graham når i præsidentkampagnen ikke op på tocifrede tal i meningsmålingerne. Og når man taler om præsidentvalget, så er selv Tea-Party bevægelsen blevet marginaliseret.

Det er outsiderne, der vinder frem i partiet på en dyster baggrund: Amerikanerne er trætte af snakken i Washington og manglen på handling. De kræver en stærk og uafhængig person i spidsen for USA.

De moderate

Når Jeb Bush åbner munden, falder folk i søvn. Når Lindsey Graham taler, hører man en drævende sydstatsmand, der har alle mellemregningerne med både indenrigs- og udenrigspolitisk. Når Marco Rubio forsøger at markere sig, hører men en talentfuld mand tale om nationens problemer. Men han er seriøs og kedelig og slår ikke igennem.

De moderate republikanere har svære tider. De har stærk modvind. Modstanderne kommer fra en helt uventet kant. Fra personer uden for »systemerne«. Fra outsiderne som Donald Trump og hjernekirurgen Ben Carson, der ikke har et politisk program og kun taler i overskrifter, men rammer hjertekulen på amerikanerne, fordi de er »politisk ukorrekte« – det nye udtryk også i amerikansk politik.

Det gamle republikanske parti, der i den grad har præget amerikansk historie med præsident Abraham Lincoln som den første præsident i partiet, er blevet en politisk markedsplads for alle mulige forskellige synspunkter.

»Ingen ved rigtigt, hvem Republikanerne er,« som en politisk kommentator siger det.

»Der er så mange meninger og holdninger, der rækker fra gamle konservative synspunkter til kristne højrefløjsfolk og regulært »gakkede« personer«, siger kommentatoren.

Men kan de moderate republikanere klare udfordringen og få vendt situationen fra at være et parti i konfrontation med alt og alle til at vende tilbage til »gamle dage« med dialog og samarbejde på tværs af politiske skillelinjer?

Paul Ryan – den mulige nye formand for det ene af Kongressens to kamre Repræsentanternes Hus – har i weekenden sagt, at hvis han skal være den nye formand, så vil han under ingen omstændigheder på forhånd forhandle med de 40 republikanske medlemmer af huset, som udgør partiets største problem – de ultrakonservative. Det at være formand for Repræsentanternes Hus – en magtfuld position i det politiske liv i Washington – tilfalder altid det parti, der har flertal, i det her tilfælde Republikanerne. Og Ryan ved, at hvis han giver efter for de 40, så har han tabt muligheden for at bringe Republikanerne tilbage på sporet – til et samarbejde og til et regulært lovgivningsarbejde. Og dermed også en mulighed for, at Republikanerne kan vinde præsidentembedet ved valget næste år, selv om de ved midtvejsvalget sidste år fejede Demokraterne til side og vandt mange lokalvalg ud over Kongressen.

Tea-Party

Bevægelsen tæller adskillige medlemmer af Kongressen – herunder også andetkammeret Senatet.

Tea-Party bevægelsen, som for alvor kom til at præge partiet i 2009, tæller senatorer som Ted Cruz og delvist Rand Paul, selv om sidstnævnte mere er libertarianer end egentlig Tea-Party person. Men Tea-Party bevægelsen har flere gange formået at få Kongressens lovgivningsarbejde sat i stå.

Ted Cruz og Rand Paul har forhalet beslutninger gennem de såkaldte »filibustere« – at tale i timevis for at forsøge at forhindre en afstemning. Ted Cruz talte i september 2013 uafbrudt i 21 timer, og selv om mange amerikanere var enige i Cruz’ modstand mod den nye sundhedsforsikring – Obama-care – så brød de sig ikke om metoderne. Da Tea-Party bevægelsen tilmed blev årsagen til, at regeringen måtte lukke ned en måned senere, fordi Kongressen ikke kunne blive enig om et budget og en hævelse af det såkaldte gældsloft, røg Republikanerne for alvor ned i popularitet. Masser af offentligt ansatte blev sendt hjem på ubestemt tid uden løn, og dele af den offentlige administration holdt helt op med at fungere.

De moderate republikaneres største udfordring er at få passiviseret Tea-Party bevægelsen, men den nye trussel kommer fra »outsiderne«, som sætter en helt ny dagsorden for partiet.

Outsiderne

Milliardæren Donald Trump fører an i feltet af outsidere sammen med hjernekirurgen Ben Carson og den tidligere direktør for Hewlett-Packard, Carly Fiorina.

De er alle kendetegnet ved meget lidt ideologi og et spredt politisk program, som i store træk går ud på at råbe den del af befolkningen op, som er trætte af en handlingslammet kongres, en efter deres opfattelse »svag præsident« og et domstolssystem, som tiltager sig mere og mere magt.

Trump og Carson ligger i meningsmålingerne langt over Jeb Bush og nogle af de andre moderate republikanere og scorer høje point på at være de ukorrekte med holdninger, der ligger langt fra partiets sædvanlige politiske programmer.

Donald Trump slår sig op som milliardæren, der er uafhængig af udefra kommende kapital, og derfor ikke er i lommen på nogen. I modsætning til Jeb Bush og de øvrige, som er nødt til at hente penge fra velhavende sponsorer. Carson og Fiorina slår sig også op som de kandidater, der kommer udefra, fordi ingen af de tre nogensinde har været valgt til et politisk embede.

Problemet for Det Republikanske Parti er, at disse tre kandidater får omfattende støtte fra et bagland, som er stærkt utilfreds med alt, hvad der foregår i USA i dag – med finanskrisen der stadig har sendt millioner ud i arbejdsløshed og mangel på politisk vilje til at gøre noget ved det. Disse vælgere kan se, at Kongressen ikke har vedtaget en eneste betydende lov de seneste fire til fem år. Skatterne begunstiger stadig de rigeste i det amerikanske samfund.

Hvis Republikanerne de kommende måneder skal gøre sig håb om at få valgt en af de kandidater, der har en chance for at vinde præsidentvalget, så skal de eliminere faren fra outsiderne. Og det vil blive svært. De er for alvor ved at bide sig fast. Men de tre har stadig ikke en sammenhængende politik. Det kan til sidst blive redningen for partiet, hvis største trussel ved valget er Demokraternes Hillary Clinton, som stiller op med færdige partiprogrammer på stort set alle de emner, der interesserer amerikanerne.

Det er ikke kun præsidentvalget, der er på spil for det gamle parti. Det er selve partiets eksistens og overlevelse også ved det næste valg til Kongressen og til de mange lokalvalg, der også er i november næste år.