Platformen Instagrams øverste chef afviser at have opfordret medarbejdere til - eller at have kendt til en virksomhedspolitik om - at holde negative oplysninger væk fra offentligheden.

Det er sket tirsdag, hvor topchefen Adam Mosseri har vidnet i en retssag.

Den handler om, hvorvidt techgiganten Meta har designet Instagram og Facebook til at gøre børn afhængige uden tilstrækkeligt hensyn til deres sikkerhed.

Mosseri har stået i spidsen for Instagram, som er ejet af Meta, siden 2018.

Han er et centralt vidne i retssagen. Den bygger på et søgsmål fra 29 af USA's delstater. Retseksperter har kaldt sagen den hidtil største juridiske test af sociale mediers påvirkning på unge brugere.

Fire af delstaterne - Californien, Colorado, Kentucky og New Jersey - har anklaget Meta for at have designet platformene til at gøre unge brugere afhængige af dem. Det har ifølge delstaterne skubbet til angst, depression og endda selvmord.

Samtidig har selskabet vildledt forbrugerne om deres sikkerhed, lyder anklagen.

Alle 29 delstater hævder i sagen desuden, at Meta har overtrådt føderal lovgivning i USA ved at have indsamlet og brugt personlige data fra børn under 13 år.

Tirsdag i retten påstod advokat Jason Slothouber, som repræsenterer Colorado, at Instagram-chefen har kendt til en angivelig Meta-politik på området.

Politikken skal dreje sig om, at Metas advokater gennemgår interne præsentationer og fjerner oplysninger fra dem eller på andre måder sørger for at skærme Mosseri fra at få kendskab til problemer.

Den påstand afviser Mosseri.

Det er vigtigt for offentligheden, at alle oplysninger fra Instagram om børns sikkerhed er af høj kvalitet og bakket op af eksperter, siger han.

- Jeg prøver ikke at opfordre mit hold til at skjule noget. Jeg vil gerne forstå, hvordan ting fungerer. Jeg kan ikke komme i tanke om noget tidspunkt, hvor jeg har bedt folk om at give mig færre oplysninger.

Mosseri siger også, at Instagram begyndte at være mere forsigtig med følsomme data efter lækket af de såkaldte Facebook Files i 2021.

Her hævdede whistleblower Frances Haugen, at Meta vidste, at selskabets produkter var skadelige for børn, men undlod at handle på det for at fortsætte selskabets indtjening.

Meta har begrænset adgangen til arbejdet med de følsomme oplysninger om teenagebrugere, så kun et enkelt team sidder med det, siger han.

- Vi gav ikke længere adgang til personer, som ikke arbejdede på de projekter.

Meta har afvist beskyldningerne om, at selskabet har forsøgt at gøre børn afhængige for at øge fortjenesten. Selskabets forskning på området har ikke vist nogen klar sammenhæng mellem unges brug af sociale medier og manglende trivsel, har det lydt.

RITZAU/Reuters