Ingen organisation bag mord på armensk journalist

Nationalistiske følelser førte til mordet på Hrant Dink, siger politichefen i Istanbul

Mordet på en kendt tyrkisk-armensk journalist har ikke forbindelse til nogen gruppe eller organisation. Det var en enkelt nationalists handling.

Det oplyste tyrkisk politi mandag.

Mange tyrkere er chokeret over mordet på Hrant Dink i sidste uge. Han forsøgte som forfatter og journalist at fremme forsoning mellem muslimske tyrkere og kristne armenere.

Flere politikere har antydet, at kriminelle organisationer kan stå bag mordet. Men det afviser politichefen i Istanbul, Celalettin Cerrah.

- Mordet har ingen politisk dimension eller forbindelse til nogen organisation. Den mistænkte begik forbrydelsen på grund af sine nationalistiske følelser, siger han. Det drejer sig om en 17-årig dreng.

/ritzau/