Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
BERLIN: Hvis de tyske socialdemokrater regnede med et spring fremad i meningsmålingerne efter deres kanslerkandidat Peer Steinbrücks overraskende vellykkede optræden i søndagens tv-duel med Angela Merkel, er de første regulære meningsmålinger skuffende læsning for partiet.
I torsdagens måling fra ZDF-Politibarometer bliver SPD stående på 26 procent, mens De Grønne taber to procentpoint. Det betyder, at en rød-grøn regering kun har støtte af 36 procent af vælgerne. Regeringen med CDU og det bayerske søsterparti CSU samt FDP står stadig til 47 procent af stemmerne.
I en måling fra instituttet Forsa, der blev offentliggjort onsdag, kunne SPD dog høste en lille fremgang. Blandt de vælgere, der var blevet spurgt om mandagen efter duellen, gik SPD her to procentpoint frem.
Per Steinbrücks personlige anseelse blandt vælgerne er dog ifølge ZDFs måling blevet forbedret. Blandt toppolitikerne rykker han frem som nummer fire, og især blandt sine egne SPD-vælgere er han nu mere populær. Især i spørgsmålet om social retfærdighed, står han styrket efter debatten. Det rykker dog ikke noget i spørgsmålet om, hvem tyskerne foretrækker som kansler. Her fører Merkel klart med 59 procent mod 30 procent til Peer Steinbrück. Begge har tabt et procentpoint.
Euromodstanderne i partiet Alternative für Deutschland står i Forsas måling til fire procent, mens de i ZDFs måling bliver stående på tre procent. Spærregrænsen i Tyskland er på fem procent. Valget er den 22. september.