Ingen jul i Aleppo

En dreng på sin cykel i nabolaget Seif al-Dawlas gader i Aleppo, Syrien. Foto: Abdalrhman Ismail/Reuters Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Aleppo er Syriens Benghazi. Og så alligevel ikke.

Den libyske hærs belejring af oprørerne i byen Benghazi i marts 2011 markerede et vendepunkt i den libyske krig. Internationale styrker gik til angreb under påskud af at ville forhindre en mulig massakre på civilbefolkningen i Benghazi. Et halvt år senere blev den daværende præsident, Muammar Gaddafi, trukket ud af et kloakrør og tortureret ihjel.

Fem år efter Gaddafis fald har den katastrofale humanitære situation i den syriske by Aleppo fremprovokeret en lignende situation. USA, Europa og dele af FN er oprørte over den humanitære krise i byen og det daglige bombardement af civile mål fra regimets og Ruslands side.

Europæiske politikere kræver aktion. Demonstranter går i gaderne for at støtte Aleppos civile redningskorps og fordømme præsident Bashar al-Assad, der i går igen gentog sine benægtelser og placerede al skyld på modstanderens side. Denne gang over for danske TV 2.

USA overvejer, ligesom i Benghazi, og ligesom efter de kemiske 2013-angreb i Damaskus, at bruge militær magt. Denne gang er målet at tvinge Rusland og Assad til at skåne det, der er tilbage af det østlige Aleppo og dens 300.000 indbyggere. I Benghazi frygtede man en massakre. I Aleppo finder den allerede sted, hvilket burde gøre beslutningen om at handle lettere.

Men i modsætning til Muammar Gaddafi har Bashar al-Assad både regionale og internationale venner. Det var hans iranske forbindelse, der forpurrede en amerikansk straffeaktion efter de kemiske angreb. Og i Aleppo ved USA, at hvis man begynder at ramme den syriske hær, lægger man sig ikke kun ud med Iran, men også med Hizbollah, diverse tværregionale shiamilitser og, ikke mindst Rusland. Det begrænser USAs og Europas muligheder for at handle, medmindre man ønsker direkte konfrontation med Assads venner, og herunder Ruslands S300-missiler, der kan skyde fly ned på en afstand af 400 kilometer.

Derfor forsøger man stadig fra vestlig side at tale til det syriske regimes – og herunder Ruslands – samvittighed. I mangel på reelle løsninger, der kan stoppe kampene, er en opfordring til at lade alle jihadisterne fra Jabhat Fath al-Sham forlade Østaleppo i forbindelse med en aftale kommet på bordet. Argumentet, eller håbet, er, at hvis de væbnede grupper forlader Østaleppo, vil Rusland og regimet ikke have nogen undskyldning for at udsætte civilbefolkningen for bombardementer.

Men den løsning vil skabe præcedens for, hvordan Rusland og regimet så i fremtiden kan sønderbombe andre oprørsbastioner i civile områder. Hvis Aleppo tømmes for væbnede oprørere under dække af en international aftale, vil regimet og Rusland presse på for at få lignende aftaler gennemført i alle de andre områder, hvor oprøret stadig lever. Og på den måde kan præsident Bashar al-Assad gå sejren i møde med hjælp fra USA og Europa.

Det ved USA og taler derfor stadig om at oprette en flyvefri zone over Aleppo. Men da det vil kræve en konfrontation med Rusland, arbejdes der nu også på en alternativ, og langt blødere løsning, der næppe vil redde Østaleppo inden jul.

USA overvejer at straffe det syriske regime med sanktioner. Eller rettere flere sanktioner, da den syriske ledelses forskellige udenlandske konti allerede er blevet frosset. USA overvejer at udvide sanktionerne, så et større antal personer i det syriske regime rammes. Målet er at presse regimet økonomisk og måske endda gøre det sværere for regimet at handle med Iran og Rusland.

Men den løsning vil ingen effekt have på de kommende to måneders kampe i Aleppo, og ligesom forslaget om at lade de væbnede jihadister fosse ud gennem en korridor, vil hårdere sanktioner ikke forhindre Assad i at bombe sig til sejr på bekostning af civilbefolkningen.

De andre muligheder, som USA har på hånden i øjeblikket, er at oprette såkaldte »sikre zoner« eller bevæbne oprørerne, så de kan skyde Assads og Ruslands fly ned, i stedet for at USA gør det.

De sikre zoner vil kræve aftaler med Rusland og regimet, og der er ingen garanti for, at de væbnede oprørsgrupper vil holde sig væk fra disse zoner for med tiden at gøre dem til områder, hvorfra der også vil blive rettet angreb mod regimet i fremtiden. Hele oprørsstrategien er at gemme sig blandt civilbefolkningen, fordi oprørerne ellers ingen chance har over for regimets og Ruslands militære overlegenhed.

Risikoen ved at udstyre oprørerne med missiler og tungere våben er, at det først og fremmest vil få regimet til at optrappe bombardementet af civilbefolkningen, men også, at USA ikke aner, hvor de våben ender, når de først er sendt afsted. USA ved, at Jabhat Fath al-Sham officielt har droppet forbindelsen til al-Qaeda. Men ingen i Pentagon vil kunne skrive under på, at missilerne bliver i Aleppo. Og muligheden for at de vil blive brugt mod koalitionen og USA på et senere tidspunkt er et meget reelt scenarie.

Så når der tales om at redde Aleppo inden jul, ved alle, hvad mulighederne er. Nogle beslutninger vil optrappe situationen voldsomt mellem Rusland og USA, men måske redde Østaleppo. Andre vil afværge en direkte konflikt mellem USA og Rusland, men næsten med sikkerhed heller ikke redde Østaleppo fra nederlag.