Ingen beviser for mord på russisk oligark

Putin-kritikeren og milliardæren Boris Berezovskij døde sandsynligvis en naturlig død, lyder den foreløbige konklusion fra britisk politi.

(FILES) In this photo taken on August 31, 2012, Russia's tycoon Boris Berezovsky leaves London's High Court. Exiled Russian oligarch Boris Berezovsky has died in Britain at the age of 67, his spokesman said on March 23, 2013, without giving further details. AFP PHOTO/ANDREW COWIE Fold sammen
Læs mere
Foto: ANDREW COWIE
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

STORBRITANNIEN: En af den russiske præsident Vladimir Putins mest markante og højlydte kritikere blev lørdag fundet død i sit hjem uden for London.
Den 67-årige rigmand Boris Berezovskij har gennem en årrække levet i eksil i udlandet af frygt for repressalier fra det russiske styre, men ifølge britisk politi er der foreløbig ikke noget mistænkeligt forbundet med hans død. Det skriver AFP.

»Det ville være forkert at diskutere dødsårsagen, inden en obduktion har fundet sted. Men på nuværende tidspunkt har vi ingen beviser, der kunne indikere, at en tredjepart er involveret i dødsfaldet,« siger politichef Kevin Brown fra Thames Valley Police.

Ifølge politiet blev Berezovskijs lig fundet af en af hans ansatte lørdag. Medarbejderen måtte bryde gennem en låst badeværelsesdør, da han ikke kunne komme i kontakt med sin arbejdsgiver, og på badeværelsesgulvet fandt han den døde milliardær.

Medarbejderen var på det tidspunkt den eneste person, der befandt sig i Boris Berezovskijs palæ i Ascot uden for London, men foreløbig mistænkes han altså ikke for at spille en rolle i Berezovskijs død.

Boris Berezovskij var en af de russiske oligarker, der tjente sig styrtende rig på privatiseringsbølgen i årene efter kommunismens fald. Han var en nær allieret af Putins forgænger på præsidentposten, Boris Jeltsin, men da denne trådte tilbage i 2000, udbrød der åben konflikt mellem Putin og Berezovskij, hvorefter sidstnævnte emigrerede til Storbritannien.

Fra sit eksil fra Boris Berezovskij ført en aktiv kampagne mod Putin og hans styre, noget der har givet ham mægtige fjender i hjemlandet. Den russiske efterretningstjeneste har angiveligt forsøgt at myrde ham ved flere lejligheder.

Efterretningstjenesten menes også at stå bag drabet på hans ven og nære allierede, Alexander Litvinenko, der i 2006 blev forgiftet med et radioaktivt stof og døde under stor mediebevågenhed i London.

Indtil videre tyder det dog ikke på, at Boris Berezovskij blev myrdet. Ifølge AFP har flere af hans venner forklaret, at han for nylig var blevet deprimeret og muligvis selvmorderisk på grund store økonomiske tab og et skænderi med sin kæreste.