Der er lagt op til et historisk valg i Tyskland søndag.

Vælgerne skal sætte deres kryds ved delstatsvalget i Sachsen-Anhalt, og når stemmerne er talt op, kan meget være forandret.

Det højreorienterede parti Alternative für Deutschland (AfD) står ifølge meningsmålingerne til over 40 procent af stemmerne. Får AfD absolut flertal, kan det for første gang i partiets korte historie sætte sig på magten i en tysk delstat.

Det vil i så fald være første gang siden Anden Verdenskrig, at et parti fra det ydre højre kommer til magten i en tysk delstat, skriver nyhedsbureauet dpa.

Der er langt ned til nummer to, hvis man kigger på meningsmålingerne. Her står det konservative parti CDU, der i øjeblikket leder en koalition af tre partier i delstaten, til at få omkring 23 procent af stemmerne.

Sachsen-Anhalt ligger i den østlige del af Tyskland og har godt 2,1 millioner indbyggere.

AfD har ligesom flere andre højrepartier i Europa oplevet fremgang i de seneste år med økonomisk uro.

Ulrich Siegmund er leder af AfD i Sachsen-Anhalt. Han er blot 35 år og blev i august udråbt til "Tysklands farligste mand" af magasinet Der Spiegel.

I Sachsen-Anhalt og fire andre delstater er AfD af Tysklands indenlandske efterretningstjeneste blevet klassificeret som en "højreekstremistisk organisation", skriver dpa.

AfD er kritisk over for indvandrere, EU og fortaler for traditionelle tyske værdier og et bedre forhold til Rusland.

Ulrich Siegmund har sagt, at alle irregulære migranter vil blive udvist "lige fra det første minut", hvis AfD får magten i Sachsen-Anhalt. Derudover skal regnbueflaget forbydes i skoler, og i stedet skal det tyske flag vaje ved offentlige skoler.

AfD's succes kommer, selv om de øvrige partier og også forbundskansler Friedrich Merz fra det konservative CDU og masser af andre toppolitikere advarer mod AfD.

De andre partier afviser at samarbejde med AfD. Det er den politik, der kaldes "Brandmauer", brandmuren.

En sejr til AfD søndag vil udstille de gamle partiers trængsler - at deres politik om at holde AfD ude i både delstater og nationalt bliver mere og mere presset.

AfD blev stiftet i 2013. Ved forbundsvalget i 2025 blev AfD det næststørste parti med godt 20 procent af stemmerne. Det var en fordobling sammenlignet med valget i 2021.

RITZAU