Indien: Tag på gratis bryllupsrejse...

..... på statens regning. Det er tilbuddet til nygifte i Indien. Hvis altså de venter to år med at få børn. Det skal regulere fødselstallet.

Der er mange indere. Rigtig mange. Og der skal helst ikke være mange flere ifølge myndighederne i Satara-området i det vestlige Indien.

Her tilbyder myndighederne unge nygifte at betale for deres bryllupsrejse. Til gengæld skal de vente to år med at få børn.

Hvis de nygifte venter to år med at få børn, får de 5.000 rupees svarende til omkring 125 dollars, og hvis de kan vente tre år, får de 190 dollars.

Pengene skal ifølge distriktslægen i provinsen, V. H. Mohite, gå til en favoritdestination for parrene, skriver Reuters.

I Satara bor der omkring tre mio. mennesker, og hvert år bliver 25.000 par gift. 87 procent af parrenen får deres første barn i det første år, de er gift.

Myndighederne håber, at 20 procent af parrene tager imod tilbuddet om en rejse. Dermed bliver der født 4.000 færre børn året efter ifølge Reuters.

Der bor over en mia. mennesker i hele Indien, som kun overgås af Kina, når det handler om at være verdens mest folkerige nation. Med en årlig voksende befolkningsrate på 1,7 procent overhaler de Kina i 2025.