Indien forbyder omstridt taxikoncept efter voldtægtsanklage

Myndighederne i den indiske hovedstad, Delhi, har forbudt det kontroversielle taxakoncept Uber, efter en chauffør angiveligt har voldtaget en kvindelig passager.

Foto: KAI PFAFFENBACH
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det amerikanske samkørselskoncept Uber, der for knap tre uger siden trådte ind på det danske marked, er blevet forbudt af myndighederne i den indiske hovedstad, Delhi.

Det sker, efter en kvindelig passager har beskyldt en af Ubers chauffører for at have voldtaget hende, skriver BBC.

Ifølge en embedsmand fra de indiske transportmyndigheder er Uber blevet »blacklistet for vildledning af kunder«.

Den 26-årige kvinde har forklaret, at hun tilkaldte en taxa via appen på sin smartphone, da hun skulle hjem fra en middag fredag aften, og at chaufføren kørte hende til et afsides område og voldtog hende.

Chaufføren blev anholdt søndag og har været fremstillet i retten. Han ventes at blive sigtet for voldtægt af kvinden.

Uber, der vokser i popularitet i Indien, er ifølge BBC tidligere blevet beskyldt for ikke at foretage en tilstrækkelig kontrol af sine chauffører.

»Transportmyndighederne har forbudt samtlige Uber-aktiviteter med øjeblikkelig virkning,« skriver den indiske regering i en erklæring ifølge AFP, skriver BBC.

Overtrædes forbuddet, vil det blive straffet med bøde eller endda beslaglæggelse af bilen.

Før forbuddet blev offentliggjort, beskrev Uber hændelsen som »rædselsvækkende« og sagde, at selskabet vil gøre alt »for at hjælpe med at finde den skyldige og få ham dømt og støtte ofret og hendes familie«.

Uber blev lanceret i Danmark 19. november i år. Samme dag besluttede Trafikstyrelsen at melde tjenesten til politiet for at overtræde personbefordringsloven.

Konceptet er, at private bilejere stiller sig til rådighed og kan hyres til en tur, som chauffør og passager deler kørselsomkostningerne til.

Uber baserer sin service på en gratis app, der bruger GPS-systemet på smartphones til at lokalisere kundens position, hvorefter dette registreres hos den nærmest tilgængelige chauffør

Uber er forbudt i blandt andet Bruxelles, Berlin og Barcelona, og for nylig blev tjenesten også forbudt i den amerikanske stat Nevada, ligesom byrådet i Oslo har anmeldt selskabet til politiet.

Samtidig verserer der en retssag mod Uber i Frankrig, som forsøger at få forbudt selskabet.