Indbyggerne har brokket sig over mængden af turister. Nu savner Venedig dem (og deres penge)

Der er stille i Venedig. Efter to måneders nedlukning, er der forbløffende, stille og tomt. Markuspladsen og de mange små gader og kanaler emmer af ro. Men tiden står ikke stille. Og mange venetianere har ikke tænkt sig at give op.

Det er en surrealistisk oplevelse at vandre gennem Venedigs calli (gader) efter nedlukningen. Her er kun få mennesker: En ældre kvinde kommer gående med en indkøbspose, en mand i slips og jakkesæt traver i højt tempo, to venner sludrer på den lokale dialekt, en ung mand med moderigtigt hår skubber en trækvogn fuld af pakker.

Alle har masker på, og alle er lokale venetianere. I en af verdens mest besøgte byer, der i 2017 havde flere end 36 millioner udenlandske turister, er der nu ikke skyggen af dem.