Tre medarbejdere har mistet livet i den sydindiske delstat Tamil Nadu efter at have indåndet gas på en Tata Electronics-fabrik, der fremstiller komponenter til Apples iPhones.

Det oplyser den lokale embedsmand Dinesh Kumar til nyhedsbureauet Reuters.

Han oplyser ikke, hvilken type gas de tre afdøde indåndede, eller hvordan det kunne ske.

Tata Electronics står for omkring 40 procent af iPhone-produktionen i Indien, og Foxconn står for resten.

I de seneste år har Apple udvidet sin produktion uden for Kina, og Indien er nu et centralt knudepunkt, hvor 25 procent af verdens iPhones fremstilles.

De tre mænd omkom mandag i forbindelse med vedligeholdelsesarbejde på et spildevandsanlæg ved fabrikken, som ligger i byen Hosur i delstaten. Det oplyser to unavngivne kilder med kendskab til sagen til Reuters.

Produktionen er ikke blevet berørt, fordi anlægget var lukket i anledning af den hinduistiske festival Deepavali i denne uge, oplyser kilderne videre.

Spildevandsanlægget blev drevet af Nalco Water, som er et datterselskab under forsyningsselskabet Ecolab, oplyser Dinesh Kumar.

Han oplyser, at dødsfaldene fandt sted, da arbejderne indåndede gas under en inspektion af en ekstern nanofiltreringstank.

Tamil Nadus myndigheder er i gang med at efterforske hændelsen, oplyser Kumar.

Også Tata Electronics og Apple vil desuden iværksætte deres egne efterforskninger, oplyser kilderne til Reuters.

Hverken Tata Electronics eller Nalco Water har besvaret Reuters' anmodninger om en kommentar.

Tamil Nadus erhvervsminister, Virudhai Magal Keerthana, skriver i et opslag på X, at hun er dybt ulykkelig over de tre dødsfald.

- Enhver medarbejders sikkerhed og værdighed skal altid komme i første række.

- Den her tragiske hændelse vil blive undersøgt til bunds, og der vil blive grebet behørigt ind på baggrund af konklusionerne, skriver hun.

RITZAU