Imod fracking? Måske har Putin en pose penge til dig...?

Står russerne bag kampen mod skifergas i Europa? Og sponsorerer de miljøgrupper og meningsdannere? Læs her og døm selv. Briterne truer nu med at åbne for afsløringerne.

Rusland og dets præsident, Vladimir Putin, som her er foreviget under et historisk forbrødringsbesøg i New Delhi i december, har ifølge den britiske udenrigsminister gang i flere mere end almindeligt »interessante« finansaktiviteter i Vesten. Aktiviteter, som ifølge ministeren ikke vil tage sig pænt ud i det lys, man fra britisk hold nu vil kaste over dem. Foto: Adnan Abidi/Reuters Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den britiske udenrigsminister, Philip Hammond, truer med en ny front i konflikten med Rusland: Afsløringer.

Ved en konference i London kaldte han Rusland for »den største enkeltstående trussel mod Storbritannien«, og andre konferencedeltagere spurgte ham til de »interessante« finansaktiviteter, som præsident Putin og hans venner står for i Vesten. Det ville give mening at afsløre dem, svarede Hammond, for det vil vise den russiske befolkning, »hvad der reelt foregår ... Jeg vil bede vores strategifolk om at se på præcis den mulighed,« sagde udenrigsministeren.

En postboks på Bermuda

Hvis Storbritannien og andre vestlige lande gør alvor af truslen, vil de opnå en tre-i-én-løsning: De vil underminere Putin og hans inderkreds udadtil, de vil underminere dem indadtil, og de vil underminere de mennesker og organisationer, som i Vesten fører pennen og sværdet for Rusland.

Og Berlingske kan hjælpe med den første sag, som trækker tråde til nordiske telekoncerner som Telenor og TeliaSonera. Sagen illustrerer på den ene side det fordægtige i russiske aktiviteter og på den anden side vanskeligheden ved at blotlægge dem, fordi vestlige regler skærmer dem.

Sagen fremgår af en rapport, som republikanske senatorer i USA offentliggjorde sidste år, og som den konservative organisation Environmental Policy Alliance har arbejdet videre med. Berlingske har studeret begge rapporter og fået adgang til yderligere bilag, og materialet rummer en bias – senatorerne og organisationen er tilhængere af udvindelsen af skifergas og -olie.

Men sagen rummer også en kerne, et virvar af præsident Putins venner og selskaber, som har været under efterforskning for hvidvaskning af penge og korruption, og den indeholder organisationer, som donerer formuer til kampen mod skifergas i Vesten.

Sagen indeholder også en potentiel forbindelse mellem russerne og miljøgrupperne, men sagen løber hovedet mod en postboks på Bermuda og ender på antydningens niveau, og det er her, at vestlige regeringer kan spille en afgørende rolle. De kan gennem kendelser og afhøringer forvandle antydninger til vished, ligesom de for eksempel gør i skandalen omkring verdens næststørste bank, HSBC, og dens fornemmelse for skattefiduser.

Det er, hvad der kan blive, Lex Hammond.

Mod fracking

Men til sagen.

Sea Change Foundation er en fond med hovedkvarter i San Francisco. Fondens formål er at kæmpe mod »det mest presserende problem, som verden står over for lige nu – klimaforandringer«, som det hedder på dens hjemmeside. Hjemmesiden består af et logo og seks linjers tekst.

Senatsrapporten ser på de seneste tal fra organisationen – fra 2010 og 2011 – hvor fonden modtog henholdsvis 26,5 mio. dollar og 30,3 mio. dollar i donationer. Pengene blev overvejende givet videre til miljøorganisationer, som bl.a. kæmper mod fracking – skiferudvindelse – i USA. De tre største modtagere var League of Conservations Voters, der fik 10,7 mio. dollar; Sierra Club, der fik knap syv mio. dollar; og Natural Resources Defense Council, der fik knap 4,2 mio. dollar.

Sea Change var dermed den sjettestørste sponsor af miljøaktivisme i USA.Men hvor kom pengene til Sea Change fra? De kom fra to kilder: Den ene var milliadæren Nat Simons, som i de pågældende år stod for henholdsvis 51 pct. og 67 pct. af donationerne til Sea Change. Den anden kilde hed Klein Ltd, og det er et selskab, som er registreret på Bermuda, og som i 2010 og 2011 i alt donerede 23 mio. dollar til Sea Change, fremgår det af senatsrapporten. Eller godt 160 mio. kr.

Det er nemt at finde ud af hvem, Nat Simons er – han er en hedge fund-investor og søn af USAs 34. rigeste person – men hvem er Klein Ltd? Her begynder det at blive sværere.

I selskabsregistret i Bermuda kan man se, at Klein Ltd. er indregistreret 11. marts 2011, og at »formålet udelukkende er filantropisk,« som der står i registreringsdokumenterne, der er underskrevet af to personer, nemlig Nicholas Hoskins og Marlies A. Smith. De er begge ledende medarbejdere i advokatfirmaet Wakefield Quinn på Bermuda, og Klein Ltd. har også adresse hos Wakefield Quinn.

Nicholas Hoskins vil med andre ord kunne svare på, hvem der står bag Klein Ltd – og hvem der alene i 2010 og 2011 gav 160 mio. kr. til kampen mod fracking i USA. Men Hoskins henholder sig til tavshedspligt.

»Af hensyn til klientfortroligheden kan vi ikke kommentere vores klienters forretninger, men jeg vil understrege, at Wakefield Quinn benægter enhver form for ulovlighed,« skriver han i en e-mail til Bermudas eneste dagblad, Royal Gazette.

Avisen konfronterede ham med den konservative research, og den afviste han. Researchen »er fuld af udokumenteret rygtemageri og insinuationer, og den er simpelthen ikke sand«.

Beskidte penge

De pågældende »insinuationer« er både det svageste og det stærkeste led i researchen, for de viser på den ene side, at nøglepersoner i Wakefield Quinn har eller har haft nær forbindelse til en række skandaleombruste russiske selskaber.

Berlingske har kunnet bekræfte disse forbindelser. For at tage to eksempler:Vimpelcom er verdens sjettestørste mobilselskab og kontrolleret af Mikhail Fridman, som ud over at være Ruslands næstrigeste mand også er en af Putins venner og rådgivere. Det norske Telenor ejer 33 pct. af aktierne i Vimpelcom, og det svenske TeliaSonera en mindre andel. Vimpelcom har hovedkvarter i Amsterdam, men er indregistreret som selskab på Bermuda. Sidste år indledte myndighederne i Holland og Schweiz og den amerikanske finansmyndighed SEC i New York en korruptionsundersøgelse af Vimpelcom, fordi penge i bl.a. Uzbekistan angiveligt var dirigeret til magthaverne gennem skuffeselskaber. Både Vimpelcom og TeliaSoneras kontorer er siden blevet ransaget, og Telenor har trukket sig fra bestyrelsesarbejdet. Vimpelcom er på Bermuda repræsenteret af Wakefield Quinn og har adresse hos Wakefield Quinn, og i dokumenter optræder Marlies A. Smith som sekretær for bestyrelsen.

IPOC International er et selskab, som ifølge Verdensbankens oversigt hos Stolen Asset Recovery Initiative er kontrolleret af Leonid Reiman. Han var indtil 2008 russisk telekommunikationsminister og derefter rådgiver for præsident Putin. I Schweiz og på De Britiske Jomfruøer blev IPOC efterforsket for hvidvaskning af penge. I 2006 fastslog schweizerne, at IPOC »var omdrejningspunktet i en plan, som handlede om at skjule Reimans omdirigering af russiske statsaktiver« til en bank på Bermuda, og selskabet blev også dømt på Jomfruøerne og fik 43 mio. dollar konfiskeret. Ifølge Wall Street Journal havde IPOC på et tidspunkt et indestående på én milliard dollar.

Wakefield Quinn servicerede IPOC på Bermuda, og Hoskins sad i bestyrelsen for et af de datterselskaber, som var involveret i hvidvaskningssagen, og Hoskins’ kollega fra Wakefield Quinn sad i bestyrelsen for IPOC Group.Hoskins og andre topledere hos Wakefield Quinn har sæde i andre russiske selskaber, og her plejer de enten økonomisk eller personlig omgang med en blå bog af oligarkier fra Moskva, bl.a. bestyrelsesformanden for oliegiganten Rosneft, bankchefer med interesser i olieindustrien og spekulanter med formuer placeret i den russiske olie- og gasindustri.

Gazprom står bag

Men hvad beviser det?

Det beviser, at Wakefield Quinn er advokat for russiske oligarker, og at russiske og russiskdominerede selskaber har adresse hos Wakefield Quinn. Det beviser også, at Wakefield Quinn repræsenterer oligarker med tunge interesser i den russiske olie- og gasindustri, og at den pågældende industri vil være lykkelig for at få den amerikanske fracking lukket.

Men det beviser ikke, at russiske interesser har brugt det anonyme skuffeselskab Klein Ltd. til at kanalisere penge til amerikanske miljøgrupper, der kæmper mod fracking. Og beviserne er der ikke, fordi Wakefield Quinn ikke vil sige hvem, der står bag, og fordi Bermudas bekvemmelighedsregler skærmer den slags oplysninger, og der stopper dokumentationen.

Og det er den samme historie med den samme afslutning, som gentager sig igen og igen. New York Times beskrev i november, hvordan det amerikanske selskab Chevron overvejede skifergasudvindelse i økonomisk tilbagestående egne af Rumænien og Litauen, og hvordan lokale politikere og forretningsfolk var lykkelige for, at der kom omsætning til byen. Men pludselig løb begge foretagender ind i en rasende og velorganiseret – og velfinansieret – modstand, og den rumænske borgmester Vlasa Mircia måtte kortvarigt tage flugten fra sin by. Han er ikke i tvivl om, hvor modstanden kom fra.

»Alt, hvad der er gået galt – det er på grund af Gazprom,« det statskontrollerede russiske energiselskab, sagde han til New York Times.

Men avisen landede ikke med et konkret bevis, kun med en antydning, og det samme skete for Anders Fogh Rasmussen, da han kort før sin afsked som NATO-chef hævdede, at Rusland stod bag kampen mod fracking. I en tale i London sagde han:

»Jeg har talt med allierede, som forklarer, at Rusland bruger sin sofistikerede misinformationsmaskine til at samarbejde med ... miljøorganisationer, der arbejder mod udvindelsen af skifergas – så de kan fastholde Europas afhængighed af importeret russisk gas.«

Anders Fogh Rasmussen kom kun med beskyldningen og antydningen, ikke med the missing link, og det er derfor, at udenrigsminister Philip Hammonds overvejelser har sådan en betydning. Hvis briterne beslutter sig for at sætte myndighedsapparatet ind på at få oplysninger, og hvis de bruger organer som Interpol og Europol til formålet, kan de få dem. Og de kan én gang for alle, uden antydninger, uden indicier, uden bisætninger og konjunktive formuleringer, slå fast, hvordan Rusland køber sig indflydelse på opinionsdannelsen i Europa og USA.