Torsdag skal briterne til stemmeurnerne, når der er parlamentsvalg i Storbritannien, men en trend viser online, at det er de ikke alene om.

#DogsAtPollingStations (Hunde ved valgsteder, red.) lyder et hashtag, der lige nu går viralt på det sociale medie X.

Det er en tilbagevende trend, at britiske hundeejere poster billeder af deres hunde ved valgstederne, når der er britisk parlamentsvalg.

I skrivende stund er der knap 9.000 opslag på X, som viser hunde i alle størrelser, der er klar til at sætte deres kryds.

En britisk vælger ved navn Fiona har for eksempel klædt sin hund Spike i en høj hat i dagens anledning.

»Spike opretholder sin klædelige standard, når han går tidligt til stemmeurnerne i dag,« skriver hun på X.

Medier går i sort

At britiske hunde trender højere på X ind selve parlamentsvalget er der måske en god forklaring på.

På valgdagen er der nemlig regler, der tilskriver, at de britiske radio- og tv-stationer i tidsrummet klokken 7 til 22, hvor valgstederne har åbent, ikke må rapportere om noget, der kan påvirke vælgernes kryds. 

I det såkaldte Ofcom-kodeks for valgvejledning lyder det nemlig, at »diskussion og analyse af valg- og folkeafstemningsspørgsmål skal slutte, når afstemningen åbner«.  

Dog må radio- og tv-stationer gerne rapportere om andre forhold ved valget.

For eksempel må tv-stationer gerne sende, når politikere eller partiledere – eller hunde – går hen og stemmer ved deres valgsted.