En af de mest populærer ruter i USA, hvor mange danskere har tilbragt ferierne på fire hjul, er styrtet i havet.

Storm og regn har resulteret i, at en stor del af Highway 1 i Californien er kollapset og styrtet i havet.

Myndighederne kæmper stadig med oprydningsarbejdet ved ulykkesstedet, der blev lokaliseret 24 km syd for Big Sur.

Ingen kom heldigvis til skade, da en del af Highway 1 i Californien styrtede sammen.
Ingen kom heldigvis til skade, da en del af Highway 1 i Californien styrtede sammen. Josh Edelson/AFP/Ritzau Scanpix

Jim Shivers, talsmand for oprydningsarbejdet, forklarer, at en del af vejen er »gledet« i havet.

»Vi har mistet en del af motorvejen. Nu står vi over for et projekt med at rense og reparere strækning,« siger han til San Francisco Chronicle.

Resten af strækningen er ved at blive kontrolleret for skader.

En drone har filmet omfanget af skaderne, der tydeligt viser, at en del af vejen nu er helt væk.

Vejkonstruktionen vil koste flere millioner dollar at reparere, skriver Los Angeles Times. Det er endnu uvist, hvor længe det vil tage at reparere ruten, så det igen er muligt at køre på den populære strækning af Highway 1.

Samme område var sidste år ramt af massive skovbrande, og mange af skaderne fra disse er stadig synlige i dag.

En hest og en pony tæt ved jordskreddet blev reddet af brandmænd. Der meldes ikke om andre tilskadekomne.

I juli 2018 genåbnede en anden del af Highway 1 tæt på Big Sur, efter at et større mudderskred havde ramt kysten i maj 2017.

Oprydningsarbejdet ved Big Sur er stadig i gang.
Oprydningsarbejdet ved Big Sur er stadig i gang. Josh Edelson/AFP/Ritzau Scanpix