Iklædt fortidens osmanniske storhedsdrøm

Søndag fejrede henved en million tyrkere i Istanbul Konstantinopels fald til osmannerne for 563 år siden. Iscenesættelsen handlede dog mere om Erdogans lederskab end længslen efter fortiden.

Tyrkiets præsident Tayyip Erdogan ledsaget af sin hustru Emine Erdogan hilser sine tilhængere i Istanbul. Foto: Murad Sezer Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

ISTANBUL. Tusindvis af tyrkere strømmede søndag til Yenikapi-pladsen i Istanbul for at opleve en kolossal 3D-scene formet som en fæstning, hvor et kæmpe orkester bestående af 563 mænd klædt i osmanniske dragter spillede kampmarcher.

Ceremonien handlede om den osmanniske Sultan Mehmet den II’s erobring af Konstantinopel, det nuværende Istanbul. Den fandt sted for 563 år siden, hvor osmannerne fordrev den sidste romerske kejser – Konstantin XI Palaiologos, hvis titel skrev sig helt tilbage til kejser Augustus næsten halvandet årtusinde tidligere.

Deltagerne ved søndagens ceremoni fik ved indgangen til festpladsen udleveret tyrkiske flag, som de ivrigt flagrede med. De mange tildækkede tyrkiske kvinder bar pandebånd, der matchede deres farverige hovedtørklæder. På pandebåndene stod blandt andet »Erdogan« og »profeten Mohammed«, og enkelte havde det grønne Hamas-logo på, der signalerer tilslutning til Det Muslimske Broderskabs fortolkning af islam.

Udover få osmanniske symboler og citater var ceremonien mest et underholdningsshow til glæde for AKPs islamiske kernevælgere. Højdepunktet var uden tvivl præsident Erdogans deltagelse.

Opgør med Atatürk

Man kan undre sig over, at en republik markerer årsdagen for en erobring, der fandt sted for 563 år siden og tilhører en periode, hvor tyrkerne forstod sig selv i religiøse termer.

Da den tyrkiske republik, ledet af Mustafa Kemal Atatürk, blev grundlagt i 1923, fordømte eliten næsten alt, der hørte den osmanniske fortid til. Republikken skulle i stedet repræsentere et vestligt livssyn og demokrati.

Men drivkraften bag Erdogans og AKPs 14-årige regeringsperiode er måske netop et opgør med arven fra Atatürk. I kraft af sin opvækst i Istanbuls konservative bydel Kasimpasa, vidste Erdogan, at en del af befolkningen ikke følte sig repræsenteret af den sekulære tyrkiske republik. Erdogan står med egne ord, i spidsen for et ’nyt Tyrkiet’, hvor eliten ikke længere er de økonomisk stærke og sekulære tyrkere, men konservative forretningsmænd fra middelklassen og deres tildækkede koner.

For at markere dette skift i moderne tyrkisk historie og sætte sig selv i fokus har Erdogan valgt at skabe en stribe af nye traditioner og ceremonier med brug af helt centrale datoer i osmannernes storhedstid. Ved at bruge en så central dag som erobringen af Konstantinopel den 29. maj 1453, der markerer den endegyldige afslutning på Romerrigets historie, fremstår Erdogan ikke bindegal, men derimod ærbødig over for sine osmanniske og muslimske forfædre.

Den prægtige 3D-scene blev brugt af Erdogan til i 45 minutter at prædike om alt andet end Istanbuls erobring. Erdogan harcellerede over både EU, USA og Ruslands støtte til kurdiske YPG i Syrien. Han benyttede også lejligheden til at tale om behovet for et nyt politisk system i Tyrkiet.

Ved indgangen til ceremonipladsen i Yenikapi delte repræsentanter fra AKPs ungdomsforening pjecer ud om fordelene ved et præsidentielt system og samlede underskrifter til samme formål. Søndagens ceremoni var derfor mindre en fejring af de osmanniske, islamiske traditioner, som landets sekulære kredse frygter, end det var en iscenesættelse af Erdogans person og indførelse af en ny tradition, der ikke havde været velset i Atatürks Tyrkiet.