Londons ambulancer får rekordmange nødopkald i heden
Vilde varmegrader fortsætter i Storbritannien. 642 gange rykkede ambulancer ud til nødopkald i London onsdag.

Vilde varmegrader fortsætter i Storbritannien. 642 gange rykkede ambulancer ud til nødopkald i London onsdag.

Mens de britiske temperaturrekorder falder på stribe, har landets sundhedsvæsen ekstremt travlt i varmen.
Londons ambulancetjeneste rykkede således onsdag ud til et rekordhøjt antal livstruende nødsituationer - såkaldte kategori 1-opkald.
Det oplyser tjenesten torsdag, hvor briterne fortsat sveder i en igangværende hedebølge.
I alt var der 642 kategori 1-opkald onsdag. Det omfatter livstruende tilstande som hjertestop og åndenød.
- Vores ansatte arbejder under meget udfordrende omstændigheder for at tage sig af patienterne, siger Jason Killens, som er leder af tjenesten, i en pressemeddelelse.
Samtidig med ambulancemeldingen har Storbritannien torsdag igen slået temperaturrekord for juni. Det er sket med 36,4 grader celsius målt i det sydvestlige England.
Det oplyser den britiske vejrtjeneste Met Office på X.
Målingen er foreløbig. Den overgår de rekorder, der blev slået onsdag.
Torsdagens rekordmåling er foretaget i Yeovilton i Somerset. Det ligger tæt på blandt andet flybasen Royal Naval Air Station Yeovilton.
Forud for onsdagens rekord var det 35,6 grader celsius målt i 1976 i Southampton, der var rekorden.
Også i flere andre europæiske lande, blandt andet Spanien og Frankrig, fortsætter de tårnhøje temperaturer torsdag.
Mindst 101 millioner mennesker i Europa forventes at opleve temperaturer over 35 grader torsdag. Det viser beregninger fra nyhedsbureauet AFP.
Og i de kommende dage ventes det ligeledes at blive varmt.
Holland har torsdag udsendt et sjældent rødt varsel om ekstrem varme i de fleste steder i landet.
Også herhjemme er der varslet hedebølge.
/ritzau/