ICC-domstolen indleder sin første retssag

Den congolesiske militsleder Thomas Lubanga stilles som den første for Den Internationale Straffedomstol i Haag.

Den Internationale Straffedomstol (ICC) besluttede mandag, at der er tilstrækkeligt med beviser mod en ledende congolesisk militsleder til at indlede rettens første retssag.

Retssagen vil blive ført mod Thomas Lubanga, der er mistænkt for at tvangsrekruttere børnesoldater.

ICC blev oprettet som den første permanente krigsforbryderdomstol i 2002 for at retsforfølge enkeltpersoner.

Ifølge anklagerne mod Lubanga, grundlagde og ledede han en af de mest frygtede militser i Ituri-distriktet i Den Demokratiske Republik Congo (DRCongo), trænede børn i at dræbe, fik dem til at dræbe og lod dem dræbe.

Det skønnes, at op imod 30.000 børn blev rekrutteret som børnesoldater i DRCongo i perioden 1998 til 2003.

/ritzau/