I Venezuela laver man atter mad over åben ild

Den økonomiske krise i det sydamerikanske olieland rammer de fattigste hårdt:

Folk i kø foran et supermarked i Caracas. På grund af den høje inflation og den faldende olieproduktion er det svært at få råd til selv de mest basale fødevarer – hvis man da overhovedet kan finde dem. Mange er nødt til at handle på det sorte marked. Arkivfoto: Federico Pappa/AFP Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mangel på fødevarer var allerede udbredt i Venezuela, så Tabata Soler vidste kun alt for godt, hvordan hun skulle bære sig ad med at navigere på landets sorte marked for at få basisvarer som æg og sukker.

Men så fulgte en mangelsituation, som hun ikke kunne overvinde: Der var ikke længere noget propangas til husholdningen.

Derfor har fru Soler stadig oftere måttet gribe til at brænde gamle trækasser for at kunne lave mad til sin store familie på 12.

»Der var ingen anden mulighed,« siger den 37-årige sygeplejerske, der igen er på udkig efter gas til komfuret.

»Vi er vendt tilbage til fortiden, da vi kogte suppe over åben ild.«

Fem måneders politisk uro i Venezuela har sendt bølger af demonstranter ud i gaderne, kostet flere end 120 mennesker livet og udløst omfattende modforholdsregler fra en regering, der af mange nationer i dag opfattes som et diktatur.

En magtfuld forsamling af partisoldater, der er loyale over for præsident Nicolás Maduro, styrer i dag landet næsten uindskrænket, og de har svoret at forfølge politiske modstandere som forrædere, mens man omskriver forfatningen i regeringens favør.

I takt med at regeringen forsøger at lægge låg på oppositionen og genvinde et fast greb om magten, fortsætter den økonomiske nedtur imidlertid på fjerde år, og det sætter præsidenten, hans loyalister og hele landet i en stadig mere uholdbar situation.

Petróleos de Venezuela er fortsat regeringens hovedindtægtskilde, men i august måtte det statslige olieselskab meddele, at dets overskud sidste år faldt med mere end en tredjedel – blandt andet på grund af en faldende produktion. Det er et væsentligt element i det langvarige kollaps, der dræner Venezuelas beholdning af hård valuta, som er så påkrævet til import af fødevarer og andre forbrugsvarer.

Den faldende produktion afspejler i øvrigt en tendens, som man genfinder i alle de produkter, landet er afhængigt af – fra kartofler og majs til bildele; således blev der i juli samlet fremstillet færre end 1.100 biler i landet.

Og mens produktionen falder, stiger inflationen. Prisen på fødevarer i Venezuela er steget mere end 17 procent i juli alene, og det skærper en fødevarekrise, der allerede har belastet billedet af Venezuela som det olierige land, der indtil for nylig var genstand for hele regionens misundelse.

Lønnedgang på 88 procent

»Det her er uden fortilfælde,« siger Ricardo Hausmann, der er økonom ved det amerikanske Harvard University og tidligere planlægningsminister i Venezuela.

Han mener, krisen er værre end i Mexico under det økonomiske sammenbrud i 1990erne, Argentina i 2000erne og Cuba efter Sovjetunionens fald.

I løbet af bare ni dage i juli og august faldt kursen på den venezuelanske valuta med 50 procent i forhold til den amerikanske dollar, og det beskar indtægten for folk, der i forvejen måtte klare sig for mindstelønnen, til cirka 35 kroner om måneden.

Selv om regeringen har hævet mindstelønnen igen og igen, har den ikke kunnet holde takt med inflationen, og det har betydet et tab i arbejdernes indtægt på 88 procent i løbet af de seneste fem år, siger Hausmann.

De fleste venezuelanere har i lighed med fru Soler ingen adgang til amerikanske dollar. Siden hun løb tør for propangas her i sommer, har hendes familie kun lejlighedsvist haft held til at finde gas, og så gælder det om at slå til med det samme, fordi pengene så hurtigt bliver mindre værd.

Hvis gassen forsvinder helt fra markedet, er familien dog forberedt, for de har i dag lært at lave mad over et bål, som de har indrettet i gårdhaven.

Men Tabata Solers største frygt er, at prisen stiger ud over det, hun har råd til at betale.

»Tidligere var gassen billig, man skulle bare stå i kø i seks timer,« fortæller hun. »Nu kan man måske godt få fat på den, men den er blevet så frygteligt dyr.«

 

Oversættels: Lars Rosenkvist