I Sverige er smitten tilbage på samme niveau som i foråret: Og det kan kulminere i december

Sveriges statsepidemiolog, Anders Tegnell, vurderer nu, at smittespredningen er tilbage på samme niveau som i foråret. Også denne gang er det plejehjemmene, der er ramt hårdt.

Sveriges statsepidemiolog, Anders Tegnell, advarer nu om, at smittespredningen i Sverige formentlig er lige så høj, som den var i marts. Og det kan blive værre endnu i julemåneden. Fold sammen
Læs mere
Foto: TT/Ritzau Scanpix

Mens antallet af smittede så småt begynder at aftage flere steder i Europa, advarer den svenske sundhedsstyrelse, Folkhälsomyndigheten, nu om, at det kan gå den stik modsatte vej i Sverige.

Smittespredningen i Sverige menes nemlig at være tilbage på samme niveau som i marts. Og i anden halvdel af december forventes det at kulminere. Det skriver SVT.

For at forstå, hvordan smittespredningen ser ud nu sammenlignet med i foråret, nytter det ikke meget blot at se på antallet af nye smittede, eftersom langt flere testes nu. I stedet bør man kigge på antallet af indlæggelser på intensiv.

»Både dødeligheden og intensivindlæggelserne ligger på cirka samme niveau,« forklarede den svenske statsepidemiolog, Anders Tegnell, på et pressemøde torsdag.

Sverige registrerede 59 nye coronarelaterede dødsfald og 6.724 nye smittede fredag. Dermed er 6.681 svenskere døde, og 243.129 er blevet smittet med covid-19, siden pandemien begyndte.

»Det er meget vigtigt at forstå, at selv om stigningen i antal smittede lige nu går lidt langsommere, ser vi ikke færre blive smittet. Og det betyder, at der er høj risiko for et hårdt pres på sundhedsvæsenet,« lød det fra Tegnell på pressemødet ifølge SVT.

Ifølge Folkhälsomyndighetens fremskrivningsmodeller kan smittespredningen kulminere i anden halvdel af december. Men det afhænger af, hvor godt svenskerne følger de nuværende coronarestriktioner.

I alt er der 692 disponible intensivpladser med respirator i det svenske sundhedsvæsen. Af dem er 456 i øjeblikket belagt, og 217 af dem er patienter med covid-19, fortalte Irene Nilsson Carlsson fra den svenske socialstyrelse på pressemødet torsdag.

Hun forklarede i øvrigt, at der lige nu er lige så mange smittede på de svenske plejehjem som i foråret, men hun mener, at man i foråret måske ikke fandt alle de smittede på plejehjemmene, og at tallene derfor dengang reelt kan have været højere.

Anders Tegnell har ofte forklaret, at det netop var smitten på de svenske plejehjem, som sendte dødstallene sådan i vejret i foråret sammenlignet med Sveriges nordiske naboer.

»Det, man gør i dag, er, at man finder mange flere milde tilfælde på plejehjemmene, end man gjorde i foråret. Vi kan håbe, at det er en aftagende stigning, men det er selvfølgelig stadig en meget alvorlig situation,« understregede Irene Nilsson Carlsson på pressemødet.