I Stockholm frygter de, at det snart går helt galt igen: »Jeg bliver meget bekymret«
Smittetallene er faldet i Sverige siden begyndelsen af året. Det gør de desværre ikke længere.

Smittetallene er faldet i Sverige siden begyndelsen af året. Det gør de desværre ikke længere.

I Sverige er man allerede begyndt at tale om en »tredje bølge«. Den er der ikke endnu. Men den frygtes at være under opsejling.
Ikke mindst i hovedstaden, Stockholm, der tidligere har været hårdt ramt.
Mellem uge fem og uge seks er antallet af smittetilfælde i Stockholm steget med 24 procent på en uge. Fra 3.223 tilfælde om ugen til 4.000. Det er flere, end hele Danmark har registreret den seneste uge.
»Jeg bliver meget bekymret,« siger Stockholms sundhedsdirektør, Björn Eriksson:
»Det kan være, at beboerne ikke længere er så gode til at følge Folkhälsomyndighetens (den svenske sundhedsstyrelse, red.) anbefalinger.«
Antallet af indlagte på de stockholmske sygehuse fortsætter med at falde, men Björn Eriksson frygter, at det er en stakket frist, og at sygehusene snart vil mærke den stigning, der nu ses i smittetallene.
»Nu er det vigtigere end nogensinde, at vi undgår nye sociale kontakter,« siger han.
I Sverige er antallet af smittede faldet siden begyndelsen af året. Men nu ser det ikke længere sådan ud på landsplan.
For få uger siden fandt svenske forskere indikationer på, at mængden af coronaspor i kloakkerne nu stiger igen i de store byer efter flere ugers fald. Det plejer at være et ganske effektivt tegn på, hvor smittetallet vil befinde sig få uger senere.
Ligesom i Danmark er man i Sverige bekymret for virusmutationer, som kan sprede sig hurtigere og i værste fald undvige vacciner og antistoffer.
I regionen Västmanland – ikke så langt fra Stockholm – er der blevet fundet 20 nye tilfælde af den sydafrikanske virusmutation, B.1.3.5.1. Det meddelte regionen i går.
Fundet er særligt bekymrende, fordi de smittede ikke har været i udlandet eller har været i kontakt med nogen, der har. Det indikerer en lokal smittespredning af den frygtede variant.
I alt har der i Sverige været 12.487 covid-19-dødsfald.