Fangerne i fængslet i det nordøstlige Syrien dækker gulvet som et tæppe af menneskelig afmagt. Mange mangler øjne, arme eller ben. Nogle er så syge, at de er blevet tynde som skeletter. De fleste er iført orange fangedragter, som ligner dem, Islamisk Stat – terroristgruppen, de engang tilhørte – iklædte deres fanger, inden de henrettede dem.
Ovenpå – presset sammen i to celler med sparsomt sollys – sidder flere end 150 børn fra en lang række lande. Typisk er de mellem ni og 14 år. Deres forældre tog dem med til Syrien, inden de selv døde eller blev taget til fange. Børnene har været her i månedsvis og aner ikke, hvor deres familiemedlemmer befinder sig, eller hvad fremtiden bringer.