I nat vendte Biden hjem til fødebyen. Hans budskab var krystalklart

Natten til fredag dansk tid mødte præsidentkandidaten Joe Biden en række amerikanske vælgere på CNN. Her er de vigtigste ting, han sagde.

 
Natten til fredag mødte Joe Biden amerikanske vælgere i hjembyen Scranton, Pennsylvania, for at svare på spørgsmål. Video: Reuters/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden, vendte natten til fredag hjem til sin fødeby, Scranton, i delstaten Pennsylvania for at møde nogle af de vælgere, som endnu ikke har bestemt sig for, hvem de skal stemme på ved det kommende valg.

Mødet, som på engelsk bliver kaldt for et »Town Hall«-møde, blev livetransmitteret på CNN og afholdt som et drive-in-arrangement udenfor.

Her er de fem vigtigste ting, han sagde.

»Dette er et valg mellem Scranton og Park Avenue«

Pennsylvania har stemt demokratisk næsten hvert år siden 1952, men i 2016 vandt Donald Trump delstaten, og mange holder derfor særligt øje med Pennsylvania i år. Og natten til fredag gjorde Joe Biden det klart, at en stemme på ham er en stemme på Scranton.

»Jeg ser dette valg som et valg mellem Scranton og Park Avenue,« sagde han og henviste her til en hovedgade i Manhattan i New York, hvor Donald Trump har flere lejlighedskomplekser.

»Alt, Trump kan se fra Park Avenue, er Wall Street. Det eneste, han tænker på, er aktiemarkedet,« fortsatte han.

Med de ord lancerede Joe Biden et angreb på Donald Trumps håndtering af økonomien – et af de områder, præsidenten ellers har klaret sig bedst på – og han antydede, at almindelige arbejdende amerikanere i Scranton ikke får meget ud af Donald Trumps økonomiske politik.

»I mit nabolag i Scranton var der ikke mange, der ejede aktier. Vi bliver nødt til at sikre os, at sundhedspersonale bliver betalt ordentligt. 15 dollar i timen? Det er ikke nok for en sundhedsarbejder,« lød det fra Biden.

Med andre ord: Valget står ifølge Biden mellem et USA, hvor hårdtarbejdende amerikanere tilgodeses, eller et USA, hvor det er de få rigeste, der får det bedre.

»Jeg har min egen plan«

Da en vælger, som i 2016 stemte på Donald Trump, spurgte præsidentkandidaten om, hvordan hans ambitiøse klimaplaner kommer til at påvirke landbruget og små virksomhedsejere, henviste hun blandt andet til den såkaldte Green New Deal, som blandt andet Bernie Sanders og Alexandria Ocasio-Cortez står bag.

De tilhører den progressive, socialistiske venstrefløj af Bidens parti, og Donald Trump og republikanerne har under valgkampen ofte angrebet Joe Biden for, at også han har bevæget sig længere mod venstre for at imødekomme dem.

Men natten til fredag lagde Biden hurtigt afstand til den progressive fløj af partiet. Han understregede, at hans klimaplan ikke læner sig op ad The Green New Deal.

»Jeg har min egen plan,« understregede han, selv om hans klimaplan er forhandlet på plads med Bernie Sanders.

»Vi bør lytte til forskerne, ikke præsidenten«

Da det kom til Donald Trumps håndtering af coronapandemien, var Joe Biden klar i mælet. Han angreb præsidenten for at have nedtonet alvoren af virussen og kaldte det »næsten kriminelt«.

Og han stoler ikke på, at præsidenten vil præsentere en vaccine, der virker, inden valget 3. november, sådan som Donald Trump ellers i de seneste dage har lovet flere gange.

»Jeg stoler ikke på præsidenten, når det gælder vacciner. Jeg stoler på Fauci. Hvis Fauci siger, at en vaccine er sikker, ville jeg tage den vaccine. Men vi bør lytte til forskerne, ikke præsidenten,« sagde Biden på mødet.

Anthony Fauci er direktør for det nationale institut for allergier og infektionssygdomme og har ageret toprådgiver for præsidenten under coronapandemien.

Han har givet Donald Trump ret i, at en vaccine meget vel kan være på trapperne – men samtidig understreget, at den formentlig først er tilgængelig for alle amerikanere i slutningen af 2021.

»De fleste politibetjente er anstændige, ordentlige folk«

Tværs over USA har kæmpemæssige protester mod politivold og systemisk racisme taget form over de seneste måneder, og det har blandt andet fået Demokraterne til at tale for omfattende reformer af politiets beføjelser. I flere delstater er sådanne reformer allerede vedtaget.

Men Biden understregede natten til fredag, at »de fleste politibetjente er anstændige, ordentlige folk«, som også kan have interesse i reformerne.

»En af de ting, jeg har fundet ud af, er, at de eneste mennesker, som bryder sig mindre om dårlige betjente, end vi gør, er andre politibetjente. Og derfor bliver vi nødt til at etablere en meget mere gennemsigtig måde, hvorpå vi kan holde betjente ansvarlige i selve afdelingerne,« sagde han.

»Jeg bliver ikke en demokratisk præsident. Jeg bliver Amerikas præsident«

Er der noget, de seneste fire år har sat fed streg under, så er det den dybe splittelse, som hersker, ikke bare i Kongressen, men tværs over USA, mener Joe Biden. Men natten til fredag lovede han, at han vil forsøge at bygge bro til de mange amerikanere, som lige nu er imod ham.

»Jeg planlægger at forene nationen. Jeg stiller op som demokrat, men jeg har tænkt mig at være alles præsident. Jeg bliver ikke en demokratisk præsident. Jeg bliver Amerikas præsident.«