I mørkets hjerte

Fem års krig har kostet op imod 3,5 mio. mennesker livet i DR-Congo. Berlingske Tidendes fotograf, Erik Refner, var blandt de første internationale pressefolk, der rejste ind i den nordøstlige Ituri-provins, hvor børnesoldater med macheter og automatvåben spreder død og rædsel.

Foto: Erik Refner Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

BUNIA

Knægten er omkring otte år. Hans øjne er fuldstændigt rødsprængte af hashrygning, og han kan dårligt slæbe sin store AK 47-riffel og patronbæltet over skulderen.

»Jeg skal sørge for, at I bliver hugget i stykker med en machete,« siger han, inden han grinende slutter sig til sine kammerater, der ligesom han selv er klædt i alt for store, sorte gummistøvler og uniformer.

Ordvekslingen finder sted omkring 60 meter fra det FN-hovedkvarter, som er vores faste holdepunkt i udforskningen af byen Bunia i Ituri-provinsen i det nordøstlige Congo.

Byen, der engang havde 300.000 indbyggere, har i løbet af foråret været hjemsted for nogle af de uhyggeligste massakrer i den krig, som har hærget Den Demokratiske Republik Congo i de seneste fem år. Omkring 3,5 mio. mennesker har mistet livet i et inferno af krig, hungersnød og sygdom, alt imens salget af DR-Congos diamanter og andre mineraler er fortsat nærmest upåvirket. Krigen i Congo er, som organisationen Human Rights Watch skrev i en rapport i denne uge, ikke en borgerkrig, men en international berigelseskrig.

Militærfolk og embedsmænd i hovedstaden Kinshasa og i nabolandene Rwanda og Uganda har sammen med udenlandske partnere raget til sig af DR-Congos rigdomme, samtidig med at de har bevæbnet de indbyrdes stridende lokale stammer. Disse stammefolk har udviklet sig til morderiske militser, der har drevet det så langt som til kannibalisme i deres forfølgelse af civilbefolkningen.

Dermed er den aktuelle krig i Ituri-provinsen en naturlig forlængelse af den vold og foragt, som lokalbefolkningen har måttet udholde i århundreder. Udnyttelsen af landets naturrigdomme er blodig.

Bunia, der ligger halvanden times flyvning over et tykt grønt tæppe af jungle fra Entebbe-lufthavnen i nabolandet Uganda, er en spøgelsesby befolket af traumatiserede mennesker, der bevæger sig mekanisk omkring med alle deres ejendele. Som de to mænd med den store metalkiste bag på cyklen, da vi passerede med de franske specialstyrker på patrulje.

Bunia er en by, hvor dybe sår på tværs af sorte ansigter vidner om massakrernes ufattelige vildskab. Men det er også en by, hvor kvinderne trods bandekrigens rædsel tager deres fineste kjole på om søndagen og binder deres smukkeste klædestykke om hovedet, inden de promenerer ned ad hovedgaden.

Den otte-årige barnesoldat, der slæber rundt på sin AK 47-riffel, må et par dage efter gemme sit våben af vejen.

De franske specialstyrker, som i de seneste uger er kommet til byen i forbindelse med den fredsskabende EU-mission med kodenavnet »Artemis«, har dekreteret forbud mod at bære våben, og det bliver overholdt.

Men oprørerne er stadig overalt, og de dukker op, netop som jeg har taget et portræt af en civil mand i en primitiv mekanikergrav ved hovedgaden nogle hundrede meter fra FN-hovedkvarteret.

»Hvad laver du? Hvorfor tager du billeder af ham,« lyder det truende fra de vrede mænd i bilen.

Jeg har dårligt tid til at tænke mig om, før et opløb på 20-30 mennesker samler sin omkring mig. Situationen virker fuldstændigt eksplosiv, og jeg priser mig lykkelig for, at der i samme øjeblik kommer et FN-køretøj forbi. Jeg springer op og bliver kørt i sikkerhed.

De følgende nætter sover jeg på gulvet på det lille hotel hos nogle lokale præster. Min seng reder jeg, så det ser ud, som om der ligger en i den.

Dagen før jeg rejser ud af Bunia, forsvinder min tolk, præsten og skolelæreren, Dieudonné Masheka. Vidner forklarer, at to bevæbnede mænd fra Lendu-stammen har bortført ham, men jeg er ikke sikker på, at det ikke er folk fra UPC-oprørerne, der kommer fra den etniske gruppe, hemaerne, som har taget ham. Utallige opringninger har endnu ikke givet livstegn.De to hospitaler i byen er fuldstændigt overbelastede; patienterne ligger på tæpper på gulvet, og lægerne behandler alt fra kolera til to børnesoldater, der har fået hugget henholdsvis hele underbenet og hælen af med macheter.

I flygtningelejren ved FN-hovedkvarteret tigger en anden kvinde om penge, da hun ser, at jeg tager billeder af hendes spædbarn, der ligger i en bunke af gamle klude ved fødderne af tre sovende mænd.

Hele byen synes at være befolket af disse traumatiserede mennesker, som ingenting siger, men hvis blikke alligevel siger alt.

Som manden, der stirrer ind i kameraet ved det bønnemøde, de lokale præster afholder i et stædigt forsøg på at demonstrere, at der findes et lys i mørkets hjerte.