CASTELLO/CAMPOBASSO

»Jeg vil samarbejde med myndighederne.«

Chefen for politiets udrykningskorps troede ikke sine egne ører. Det var første gang i seks år, at en mafioso fra Catania på Sicilien hoppede af og lagde sin skæbne i myndighedernes hænder. Den sidste var Antonino Calderone, hvis historie findes i dansk oversættelse i Pino Arlacchi's bog »Mænd uden ære«. Nu sad politichefen over for Claudio Severino Samperi og et låg til en kiste med hemmeligheder sprang pludselig op. Hemmeligheder om mord, narko, afpresning og navne i byens kriminelle magtstruktur og deres politiske forbindelser.

Endnu var nyheden ikke nået til Samperis' boss Nitto Santapaola, men det kunne ikke vare længe, for politistationen var fuld af folk på hans lønningsliste. Det vidste chefen for udrykningskorpset ikke, for han kom ikke fra Sicilien og havde kun været fem måneder i Catania. Men det vidste Samperi, som kendte alle de korrupte politibetjente. Nogle af dem havde han endda begået bankrøverier sammen med, og da han sad dér, begyndte han at frygte for sit liv. Mens de ventede på dommeren, sagde han hen over skrivebordet:

»Er De klar over, at vi er i gang med at bygge en atombombe herinde?«

»En atombombe. Hvad mener De?«

»Kig på Deres dør. Det er mig, der har fået den til at ryste. Vi kan åbne den, hvis vi vil. Men hvis folkene på den anden side finder ud af, at jeg vil samarbejde, så går den op af sig selv, og de dræber os begge.«

»Hvad mener De, hvem skulle dræbe os herinde? Skal jeg ikke følge Dem tilbage til sikkerhedscellen, hvis De føler Dem bedre tilpas dér.«

»Hvis De bliver sammen med mig, kan vi for min skyld blive der hele livet, men de skal blive sammen med mig.«

»Nej, jeg vil ikke blive hos dig.«

»Jamen, så bliver jeg her hos Dem.«

»Jeg kan også få Dem overført til fængslet, hvis De vil.«

»Kun hvis De bliver sammen med mig.«

»Nej.«

»Jamen, så skal De heller ikke sende mig til fængslet, for også der vil jeg blive myrdet.«

Så kom dommeren, og Samperi begyndte at spytte navne ud, fra Santapaola og nedefter. Der var ingen vej tilbage. Men Samperi var stadig ikke sikker på at overleve natten, så han begyndte igen på historien om atombomben, og denne gang ville han bevise sine påstande.

»Tag mig derhen, hvor alle civilbetjentene opholder sig, alle dem der har med de eftersøgte og bankrøverierne at gøre. De ved sikkert allerede, at jeg vil samarbejde. Sig til dem, at du lige efterlader mig dér et øjeblik, og se så, hvordan de alle sammen kommer løbende ud derindefra, mens de forsøger at dække for deres ansigter, så jeg ikke skal pege dem ud og fortælle, hvem der har været med til at røve banker sammen med mig.«

Det skete nøjagtigt, som han havde forudset. Ved synet af Samperi udbrød der panik blandt betjentene, og dommeren tog sig til hovedet og spurgte: »Nej, nej, nej, hvem skal jeg stole på, eksisterer der ikke én eneste ærlig betjent?«

Året efter blev syv politifolk anholdt som følge af blandt andre Samperis afsløringer.Samme nat viste han dommeren vej til Nitto Santapaolas skjulested, men lågen til villaen stod pivåben og fuglen var fløjet. Manden, der havde begyndt sin karriere som omrejsende handelsmand med speciale i nipsgenstande og husholdningsartikler, og som blev en af de mægtigste mafiabosser nogensinde i Catania; så mægtig, at han inviterede ærkebiskoppen til sin datters 18 års fødselsdag, blev først anholdt fire måneder senere. I huset fandt politiet en masse papirer, han ikke havde nået at tage med sig, blandt andet et telegram, hvori Italiens tidligere forsvarsminister, socialisten Salvo Andò, ønskede Santapaola en god jul. Andò blev senere anklaget for at stå i ledtog med mafiaen, men blev frikendt.På nogenlunde samme tid afgik der fra Catanias lufthavn et fly med kurs mod Rom efter en større politiaktion, hvor veje og hele kvarterer var blevet spærret af. Ombord var alle de af Samperis familiemedlemmer, som ønskede at søge tilflugt fra mafiaens hævn. Alt i alt omkring tyve personer, inklusive hans far, kone, to børn og elskerinden. Han selv forblev endnu en uge i Catania gemt af vejen på en kaserne, mens alt kogte udenfor.

»Jeg var i tvivl, om jeg havde gjort det rigtige. Jeg følte mig som en forræder og havde kriser, hvor jeg brød sammen i gråd. Men så tænkte jeg, at de havde beordret mig til at myrde min egen søster, og så hjalp det lidt.«

På den syvende dag bestemte han sig for at sætte hårdt mod hårdt for at følge efter sin familie ud af Sicilien. Han blev liggende på sin briks, da dommerne kom ind og riggede computeren til, og da de var klar, sagde han blot:

»Jeg samarbejder ikke mere. Det er alt for farligt for mig at blive her. Hvis jeg ikke inden for to timer sidder på et fly mod Rom, er vores samarbejde slut. Jeg vil fortsætte med at tale med dommerne i Rom, men jeg vil ikke have mere at gøre med jer.«

To timer efter var han på vej til Rom for at begynde sit nye liv som pentito, »angrende« mafioso.På det personlige plan gik det galt med det samme.

Hans kone havde i flere år kendt til hans forhold til den anden kvinde, og hun havde flere gange truet med at sige det til organisationen, men hun gjorde det aldrig. Hun var taget med den første flyver i håb om, at hendes mand ville vende tilbage til hende, nu han var ude i friheden. Men i samme flyver sad også elskerinden. Og hun fandt snart ud af, at hendes mand ville skilles og gifte sig med den anden, som nu var gravid og havde i sinde at lade den lille føde.

»Da det gik op for hende, tog hun vores børn og rejste tilbage til Catania. Vi opdagede det ikke, før det var for sent. Så snart de nåede frem, blev de opsnappet af organisationen og forsvandt.«

Samperi frygtede, at de alle ville blive myrdet som hævn over hans forræderi. Frygten var ikke overdreven. Få år senere led en 13-årig siciliansk dreng ved navn Giuseppe Di Matteo denne skæbne, da hans far begyndte at samarbejde med myndighederne. I de første to år blev han holdt fanget. Og da hans far rykkede ud med navne på de store bosser, blev drengen kvalt og opløst i syre, og forbrydelsen sendte chokbølger gennem den italienske offentlighed.

Her indledtes en ny makaber leg, der gik ud på, at Samperis første kone fortalte organisationen, på hvilken kaserne i Rom han opholdt sig. Med disse oplysninger planlagde mafiaen i al hast et bagholdsangreb på det salatfad, der hver dag transporterede ham fra kasernen til dommeren.

»De havde det hele klart. En bazooka af typen brug-og-smid-væk, en lastbil og motorcykler, for efter angrebet skulle arbejdet gøres færdigt med pistoler på tæt hold. Men heldigvis meldte en af de personer, der skulle deltage i attentatet, sig til politiet dagen før, og det hele blev forpurret.«

Børnene var imidlertid stadig i mafiaens vold, og så snart Samperi kom ud af kasernen og fik en lejlighed og nye identitetspapirer, begyndte han i skjul at rejse til Catania for at lede efter sin familie.

»Jeg var vel dernede ti gange i alt, hver gang med livet som indsats. Nogle gange var min bror også med, for han var også begyndt at samarbejde med myndighederne. Engang kørte vi rundt i Catania og skæbnen ville, at bilen gik i stykker netop ud for en slagterforretning, som blev drevet af en mand »af ære«. Dengang var mobiltelefonerne stadig meget store, og da slagteren så os komme ud af en bil med disse sorte tingester i hænderne, blev han helt hvid i hovedet, for han troede, at vi var kommet for at slå ham ihjel. Men vi hilste bare på ham og skyndte os op hos en veninde, der boede lige i nærheden. Der gik kun tre minutter, så summede hele kvarteret af unge mennesker på scootere, der var blevet sendt ud for at finde os og slå os ihjel. Så hurtigt gik det.«

Ind imellem fik han gennem venner beskeder fra sine børn, som bad ham om at trække sine vidneudsagn tilbage, ellers ville de blive dræbt. I stedet for at svare sine børn direkte, lod han organisationen vide, at »det er sandt, at jeg samarbejder med myndighederne, men det er også sandt, at jeg stadig kan håndtere en pistol. Så hvis der er nogen, der bare krummer et hår på mine børns hoveder, så tager jeg til Catania og skyder deres børn, deres forældre og hele deres familie.«

»Jeg truede dem, og det virkede tilsyneladende. I hvert fald fortalte en anden mand »af ære«, der hoppede af efter mig, at der var blevet holdt et møde, hvor halvdelen gik ind for at dræbe mine børn, mens den anden halvdel var imod. »Vi ved jo, at han kan bevæge sig frit, og vi ved, hvad han er i stand til. Hvis vi dræber hans børn, hvor skal vi så gøre af vores egne børn? Putte dem i et pengeskab?« sagde de.«

Børnene fik altså lov at leve, for en stund, og så længe gidseldramaet stod på, aftalte Samperi med dommerne, at han fortalte løs, og de skrev det hele ned, men alle afsløringer skulle holdes hemmelige, indtil de var på fri fod, for ikke at provokere organisationen.Således gik der halvandet år i en tynd tråd, og en dag blev konen og børnene fundet ved en tilfældighed, da politiet stormede en lejlighed i Catania for at lede efter en eftersøgt mafioso. De var alle i live, men havde været låst inde hele tiden og var stærkt påvirkede af fangenskabet.

»Hvis jeg skal være helt ærlig, så troede jeg ikke, at jeg skulle få min ældste søn at se i live igen. Han var på det tidspunkt 15 år, og de havde hjernevasket ham med historier om, hvor mange hundrede familier hans far havde ødelagt med sit forræderi. Han hadede mig. Han havde aldrig vidst, at jeg var en mand »af ære«, men troede bare, at jeg var en almindelig forretningsmand. Det tog meget lang tid at genvinde hans tillid og få ham til at forstå mine valg.«

I dag er sønnen 22 og i gang med en uddannelse med nyt navn et eller andet sted i Italien, og sammen med sin yngre søster besøger han stadig jævnligt en psykolog for at bearbejde den angst, der ind imellem overvælder dem.Med mange skrammer og buler syntes toget således tilbage på skinner igen. Alle var tilbage i vidnebeskyttelsesprogrammet, og Samperi fortsatte med at fortælle dommerne om sine år i Cosa Nostra. Og så var det, at han i 1997 sammen med sin bror og en anden afhoppet catanesisk mafioso begik en stribe bankrøverier i Rom.

»Vi manglede penge. I programmet havde jeg tre mio. lire (ca. 12.000 kr., red.) om måneden, men de skulle række til seks mennesker. Da jeg var i organisationen, brugte jeg måske 50 mio. om måneden. Jeg havde guld, brillanter, huse. Og til min have bestilte jeg palmer i Santo Domingo - som det tog syv dage at fragte frem - nogle af disse uendelige palmer, der kostede halvanden million lire meteren. Alt det havde jeg tabt, og meget af det kunne jeg ikke engang sælge. For eksempel var min villa i Taormina med direkte adgang til stranden blevet jævnet med jorden med en bulldozer af min gudfader Pietro Puglisi, så snart han hørte, at jeg havde forrådt ham og organisationen. En skøn villa gjort af de fineste materialer. Alene køkkenet var på 70 kvadratmeter, og der var de tykkeste skudsikre ruder hele vejen rundt. Jeg nåede kun at sove i den en enkelt nat. Ikke fordi jeg ønskede denne velstand tilbage, men i det mindste penge nok til at kunne starte noget for sig selv.«

Røverierne gik fint, set ud fra et forbrydersynspunkt, ingen kom noget til, og de nåede hjem med en masse penge. Men så er det, at en fjerde tidligere mafioso, der havde hjulpet dem med planlægningen af røverierne, pludselig griber sin telefon og ringer til politiet og fortæller det hele.

Denne handling er stadig et stort mysterium i Samperis historie. Rygterne lyder, at Samperis afsløringer på dette tidspunkt var ved at nå de farlige niveauer, hvor politik og mafia mødes, og at en eller anden ved at udnytte hans og broderens næsten medfødte svaghed for bankrøverier på den måde havde fået ham gjort utroværdig.

»Jeg ville betale for at få at vide, hvorfor han gjorde det,« siger Samperi bare.Det var noget af et chok for den italienske offentlighed, da en gruppe afhoppede mafiosi blev afsløret som bankrøvere, og sagen var med til at stramme loven for samarbejde med myndighederne, så man i dag kræver langt mere af en pentito. Alle afsløringer skal falde inden for de første seks måneder, man slipper kun sjældent med under 10 års fængsel, og al ejendom bliver konfiskeret. En lovstramning, som Samperi opfatter som udtryk for, at man fra regeringens side ikke ønsker flere »angrende« mafiosi.

Hvad ham selv og hans bror Alfio angik, røg de tilbage i fængslet og kommer kun ud, når de for god opførsel ind imellem får bevilget en dag sammen med deres familier. Samperi havde for sin mafiatid 21 års suspenderet straf, som faldt i slag, da han begik ny kriminalitet, og for bankrøverierne kom der yderligere fire år oven i. Hvornår han kommer ud, ved han ikke. Men uden for venter hans fire børn, og de skal på et eller andet tidspunkt have en forklaring.

»Ingen af dem ved, at jeg har myrdet andre mennesker, ikke engang min ældste søn, og han er den, der ved mest. De tre ældste ved, at jeg har været i mafiaen, men den mindste på ni har endnu intet fået at vide. Han ved ikke engang, at jeg er i fængsel, men tror bare, at jeg har et arbejde langt væk. Jeg ved ikke, hvordan jeg nogen sinde skal få fortalt dem sandheden, for jeg væmmer mig selv over den. Mine børn er imod mafiaen og imod terrorisme, hvordan kan jeg fortælle dem, at jeg selv har myrdet andre mennesker? Før eller senere håber jeg, at jeg finder en måde. De yngste kender ikke engang deres rigtige navne, men tror de hedder det, der står på deres nye identitetspapirer, og der er ikke ét eneste stykke papir i deres hjem, der handler om mig, ikke én eneste sætning. Når jeg besøger dem, taler vi om skole og andre ting, som i en normal familie.«Efterskrift:

Tilbage på Sicilien er blodet holdt op med at flyde efter Cosa Nostras store krig mod staten i begyndelsen af 90erne, der blandt andet kostede dommerne Giovanni Falcone og Paolo Borsellino livet. Hundredvis af bosser er blevet anholdt, og den eneste store capo tilbage er Bernardo Provenzano, som har været eftersøgt siden 60erne. Mafiaens lave profil tilskrives hans strategi, der skal tillade mafiaen at vokse sig stærk igen.

For et par uger siden afskrev Italiens regeringsleder Silvio Berlusconi mafiaen som et næsten løst problem, eftersom »90 procent af dem befinder sig i fængsel,« sagde han. At en del af dem gennem tiden har fortalt historier om hans egne forbindelser til mafiaen, glemte han at nævne i samme omgang. Og som tidligere mafioso tolker Samperi Berlusconis ord som et signal til mafiaen om, at hvis I fortsætter med den nuværende lave profil, er det fint for os, og fint for jer. Fortsæt med jeres forretninger, men lad være med at forstyrre, så siger vi, at 90 procent er i fængsel og alt er i orden for mig.

»Sådan er mafiaen ved at blive bygget op igen,« siger Samperi. »Det kan måske se ud, som om den er ved at gå i sig selv igen, men den reproducerer altid sig selv. For hver anholdte er der sønner, fætre og slægtninge, som træder i stedet. Måske lærer de at træde varsommere end deres forgængere, men mafiaen vil altid eksistere og altid bevæge sig fremad. Det er helt sikkert. Mafiaen kommer man aldrig til livs, og det er da også tydeligt, at regeringen ikke presser på for at få Provenzano anholdt. De eneste, der leder efter ham, er en og anden carabiniere-kaptajn eller en politimand, som håber på en forfremmelse. Hvis nu Provenzano bliver anholdt, så ved man ikke, hvem man får i stedet. Måske bliver det én, som er klar til at gå i krig mod staten igen. Det kan være et navn, man kender, men det kan ligeså godt være en helt ukendt. For det er da muligt, at Berlusconi har ret i, at 90 procent af de kendte mafiosi er i fængsel, men i Cosa Nostra er der hundredvis af unge, som ingen kender til, ukendte navne som jeg selv var det.«

Også Claudio Severino Samperi husker Silvio Berlusconi fra tidligere. Det var Samperi, som i årene 1990-91 fik som opgave at brænde Berlusconis supermarkeder af omkring Catania.

»Det var ikke et spørgsmål om at presse penge ud af Berlusconi, men om at mafiaen ønskede at nærme sig ham af politiske grunde,« forklarer han.

Andre angrende mafiosi har senere forklaret, at man gennem Berlusconi ønskede at komme i forbindelse med hans gode ven og politiske protektor, den senere korruptionsdømte og landflygtige socialistleder Bettino Craxi og hans parti PSI, som mafiaen nogle år tidligere skulle have lavet en aftale med, hvilket sidst i 80erne gav stor socialistisk fremgang på Sicilien til skade for de kristelige demokrater, som i årtier havde været mafiaens naturlige politiske partner. Samperi fortæller, at der igen i starten af 90erne blev talt meget om at skabe et parti, som lå tæt op af Cosa Nostra, og Berlusconi var en mand, man i den forbindelse ventede sig meget af på længere sigt. Men forsøget mislykkedes, i hvert fald i den omgang. Samperi husker, at »Berlusconi lod os bare vide, at 'hvad I brænder ned, det bygger jeg op igen'. I virkeligheden sagde han, at han ikke interesserede sig en døjt for os, og at han aldrig ville komme over på vores side.«

Få år efter stiftede Berlusconi så sit parti Forza Italia, blandt andet med hjælp fra sin gode ven Marcello Dell'Utri, som i dag er anklaget for at stå i ledtog med mafiaen. Ved sidste parlamentsvalg i 2001 vandt Forza Italia rub og stub på Sicilien, og siden har man talt om en ny aftale mellem mafia og politik.

»På Sicilien er der hundredvis af mafia-familier, og det er nok at sige »Forza Italia«, så stemmer alle på Forza Italia. Også selv om Berlusconi ved forrige valg lovede en million nye arbejdspladser, og han ikke engang skabte ti, så stemmer folk på ham alligevel, fordi de får besked på det. Sådan fungerer det på Sicilien. Man skal bo der for at forstå det. Kun få sætter sig imod, og de der gør oprør er alle døde,« siger Samperi.Således vil der altid være en mafia, hvis man skal tro Claudio Severino Samperi.

»I Catania begynder drengene at skyde og myrde allerede i 15-16-års alderen, og så nytter det ikke noget at sætte dem i fængsel i to til fire år og så lukke dem ud. Sådan vil vi før eller siden igen komme til at opleve massemord og bilbomber og resten, det er jeg sikker på. Mafiaen er ikke besejret, hvis nogen tror det, har de taget fejl.«

Det eneste middel er en tryklufthammer, forklarer han. En tryklufthammer, som kører uafbrudt på mafiaen og som fjerner alle spirer fra overfladen, så snart de bryder gennem asfalten.

En tryklufthammer, som ikke eksisterer.Hvis jeg skal være helt ærlig, så troede jeg ikke, at jeg skulle få min ældste søn at se i live igen.Det var ikke et spørgsmål om at presse penge ud af Berlusconi, men om at mafiaen ønskede at nærme sig ham af politiske

grunde.