»En haj lukker aldrig øjnene,« står der i Claire Llewellyns bog om hajer. »Når den skal til at angribe, glider et tyndt stykke skind hen over øjnene og beskytter dem, eller også ruller øjnene bagud i hovedet.«

CASTELLO/CAMPOBASSO

Skidt med landskaberne på rejsen ned til provinshovedstaden Campobasse i Molise, den allersidste lillebitte region, inden Syditalien for alvor bliver kriminel. For hvad er et par sprukne asfaltveje gennem nogle afbrændte bjerge at regne mod et par venlige brune øjne med fint buede låg og bløde vipper, når man ved, at selvsamme øjne var det sidste utallige mennesker så ind i, inden de forlod dette liv og deres livløse kroppe blev gengivet i aviserne med sorte blodpøle under sig?

Nogle af ofrene var medlemmer af rivaliserende familier. Andre var gode venner, som havde overtrådt »organisationens« love. Claudio Severino Samperi kunne myrde hvem som helst, hurtigt, effektivt og sikkert. Og hans egen søster og bror havde sandsynligvis også været blandt ofrene, hvis ikke klokken tilfældigvis havde ringet. Deres død var måske den eneste ordre, han ikke kunne udføre.

Men lad os indlede denne rejse ind i et mafia-liv ved begyndelsen. Lad os betragte en blomsterbutik i Catanias centrum sidst i 70erne, drevet af en fascistisk nostalgiker med jernfaste principper om lov og ret, et par ustyrlige teenagesønner, nogle mønttelefonbokse og i baggrunden den kæmpemæssige vulkan Etnas truende skygge.

»Det begyndte som en leg, for penge manglede vi ikke. Min far var en af de dygtigste blomsterhandlere i Catania, og vi måtte gerne tage penge i kasseapparatet, hvis vi manglede noget. Men så lærte jeg en anden dreng at kende, som arbejdede i en slagterforretning i nærheden, og sammen begyndte vi for sjov at tømme mønttelefonboksene. Og da jeg var 16, begik vi det første bankrøveri sammen. Vi holdt bankdirektørerne og kassererne op med barberblade i middagspausen og tog dem med tilbage til banken, hvor vagterne også var til frokost. At røve en bank var noget, der begejstrede mig. Her begyndte min karriere, smukke biler, smukke kvinder, natklubber, champagne,« fortæller Claudio Severino Samperi.

Som han sidder der i shorts, modesandaler og T-shirt, ligner han en ganske almindelig sommerklædt italiener. Han kunne være hvem som helst. Kun det, der kommer ud af munden, er noget helt andet, også selv om tonelejet aldrig hæver sig op over en dagligdags ro. Måske fordi han har fortalt det så mange gange før til dommerne. Eller måske er det det kolde blod, hans første kvaliteter som bankrøver og senere som killer. Under alle omstændigheder kom Claudios storebror Alfio også med i gruppen, og det ene bankrøveri fulgte det andet. De stod op om morgenen, og inden aften havde de måske røvet tre banker, og sådan fortsatte det, indtil Catanias mægtige boss Nitto Santapaola fik øje på dem.

»På Sicilien er det sådan, at hvis der er nogle drenge, som er dygtige røvere, så »nærmer« organisationen (Cosa Nostra, red.) sig dem, af to grunde: Den første er, at dygtige røvere ifølge organisationens logik også kan blive dygtige killere, eftersom det tager fem-seks minutter at lave et bankrøveri, og du skal bevare roen hele tiden, mens et mord kun varer 30 sekunder. Derfor kiggede man nærmere på de unge røvere, og var de afvisende, blev de myrdet, så de en dag ikke skulle blive store og til fare for organisationen. I vores tilfælde skete kontakten gennem min svoger, som var en »mand af ære«, altså medlem af organisationen, og det var lige så meget os selv, som pressede på ved at lave sjov og spørge, om vi ikke måtte komme »tæt på« dem. Han smilede lidt ad os og slog det hen, men efter to dage var vi tilknyttet familien Malpassoto-Pulvirenti.«

Banden fortsatte med at røve banker over det halve Italien, men på et højere plan og tæt på de virkelige »mænd af ære«, som studerede dem indgående for at finde ud af, om nogle af dem havde stoffet i sig til at blive fuldgyldige medlemmer af »organisationen«.

Den eneste måske egnede viste sig at være ham selv.

»En dag tog Pulvirentis svigersøn Pietro Puglisi - som var min gudfader, og jeg mener virkelig gudfader, for han var den person, der skulle være gudfader ved min trosbeskræftelse i kirken - ud på en lang køretur til de små byer på Etnas ryg. Han var en rigtig »mand af ære«, indviet i Palermo, og en af Nitto Santapaolas mest betroede mænd. På et tidspunkt spurgte han mig, halvt i sjov: 'Kunne du tænke dig at møde »onklen?«' »Onklen« var det navn, vi brugte for Santapaola, for man nævnte ham aldrig ved hans rigtige navn. Og efter nogle dage kørte vi en ny tur og i en landsby standsede han i en gade. 'Stig ud,' sagde han. Og der gik en dør op til et hus, og der viste sig en mand i døren, som jeg først ikke genkendte, men så kiggede jeg igen: Det var Santapaola. Jeg blev overvældet af bevægelse og omfavnede ham og kyssede ham på kinderne. Efter dette møde var jeg klar over, at jeg var blevet udset til at blive medlem af organisationen.«

Fra den aften begyndte Samperis gudfader at tale mere indgående til ham om, hvad der forventedes af en mand af ære. At der kunne være »flere torne end roser« i et sådant liv. Men at »de få roser er en stor tilfredsstillelse, bare vent og se...« »Jeg var klar til det hele og kunne næsten ikke vente,« fortæller Samperi.«

I mellemtiden havde han gjort noget, som for alvor havde overbevist organisationen om, at han var gjort af det rigtige stof. Han havde begået sit første mord. Offeret var en capo fra en rivaliserende familie, Cursotierne, som Samperi tilfældigvis havde hørt udtale sig hånligt om Santapaola.

»Jeg var inde i en bilforretning for at købe en ny Golf, da jeg hørte indehaveren på sit kontor sige ting, som 'jeg er pissetræt af denne Santapaola' og bande ham langt ned i helvede. Santapaola var allerede på det tidspunkt som en gud for mig. Jeg satte ham højere end min egen far. Så jeg skyndte mig hen til Santapaolas nevøer Araldo og Enzo og forklarede dem, hvad jeg havde hørt og sagde, at jeg var på vej hjem til ham for at slå ham ihjel. 'Den, der kommer først, gør arbejdet,' svarede de, og det var klart, at dette var en prøve. Jeg organiserede mig med min svoger, og vi tog ud til hans hus og ventede på, at han skulle komme ud. Men der gik et par timer, uden at han viste sig. Så bestemte jeg mig til at gå op og banke på hans dør og skyde ham dér. Men da jeg kom ind i opgangen, kunne jeg høre, at han stod på trappeafsatsen og var ved at sige farvel til sin kone, så jeg gik ud igen, og da han havde sat sig ind i sin bil, åbnede jeg døren og skød ham. Jeg var ikke bange eller noget. Når du skal til at trykke på aftrækkeren, daler der et gardin ned foran øjnene, ligesom hos hajerne, når de går til angreb, og du ser kun den person, du skal dræbe. Der kan være fyldt med politi og carabinieri omkring dig, men du ser dem ikke. Der eksisterer kun dig og den anden. Bagefter tænker du måske over det og siger til dig selv: 'du må være skør, at du gjorde det med alle de mennesker omkring.' Og efterhånden, som du får mere erfaring, bliver du mere kold, hele tiden mere kold.«Indvielsen skete i samme hus, hvor Samperi først havde omfavnet Santapaola. Den store boss var personligt mødt frem til højtideligheden, og sammen med ham en lille gruppe af personer, som Samperi respekterede højt.

»Men den største glæde var, at jeg, der endnu ikke var fyldt 20 år, skulle indvies sammen med en anden, som var midt i 30erne og havde dannet skole i Catania for sin måde at røve guldsmedeforretningerne på. Han tog simpelt hen pengeskabene med sig og åbnede dem derhjemme.«

Da han kom ind i rummet, hvor ceremonien skulle foregå, så han et bord, hvor der var lagt en lang række instrumenter frem: sakse, skruetrækkere, tænger.

'Hvad er alt dette her for noget,' spurgte jeg, og de svarede: 'Det er til den prøve, du skal bestå. Nu hiver vi et par negle af dig og laver et hul hist og her, vi skærer lidt i din tunge, og hvis du kan klare det, så gør vi dig til en mand af ære.' Det var klart, at de prøvede at gøre mig bange, og i smug så jeg mig da også omkring efter et vindue at flygte ud af. Men jeg lod mig ikke mærke med noget. 'For min skyld kan I også skære mit ben af,' svarede jeg. Og så grinede de og sagde, at de bare lige skulle se, om jeg blev bange.

'Er du klar til at blive indviet?' spurgte de så. 'Jeg er klar,' svarede jeg. Og så blev jeg bedt om at række håndfladen ud, og her blev lagt et helgenbillede af papir, som der blev sat ild til med en lighter, mens jeg svor aldrig at forråde Cosa Nostra, ellers ville jeg brænde op som helgenbilledet. Da jeg var færdig, bad de mig vælge en padrino (gudfader, red.) at blande blod med. Eftersom Santapaola var til stede, ville de fleste måske have valgt ham. Men jeg valgte Pietro Puglisi, som også var min gudfader ved trosbekræftelsen i kirken. Vi fik prikket hul i fingeren og blandede blod, og fra det tidspunkt havde Pietro Puglisi ansvaret for mig, og han havde sikkert også måttet bøde for mit samarbejde med myndighederne, hvis han ikke selv var blevet anholdt og idømt livsvarigt fængsel.«Samperi beskriver Cosa Nostra som veritabel »stat i staten« med alt, hvad dertil hører af overhoved, regering, ordensmagt, militær, egne virksomheder og et effektivt skattevæsen, som inddriver beskyttelsespengene fra de handlende i den anden stat. Santapaola var i disse år den øverste repræsentant i Catania og i realiteten »nummer to« efter den øverste boss, corleoneseren Totò Riina, som nu sidder i fængsel på livstid. I denne struktur fik Claudio Severino Samperi titel af »soldat«. At slå ihjel blev hans særlige speciale. Indtil videre har han indrømmet ni mord og er dømt for en del af dem.

»Det var som et ritual, et arbejde. Din capodecina, altså ham, der har den direkte kommando over soldaterne, kontakter dig og siger: 'I morgen skal du dræbe den og den, for han skal dø.' Og du tager hen til dine drenge, du organiserer dig med bil, motorcykel og pistol, du udfører jobbet, og bagefter vender man hver især tilbage til det, man var i gang med. Ofrene var ofte medlemmer af andre familier, folk der var »i orden«, men som ikke var med os. En enkelt gang har vi også myrdet en af vores egne, fordi han var »et svin«, der forgreb sig på andre medlemmers koner og tilmed forrådte sin egen kone med sin svigermor. Dette er en grov overtrædelse af Cosa Nostras regler, også selv om man endnu ikke er en mand af ære, men bare tæt på organisationen som denne mand. Straffen er døden, og i dette tilfælde var det mig personligt, der blev sat til at slå ham ihjel. Han havde ingen mistanke til mig, da jeg ringede på hans dørklokke, for vi var jo gode venner. Jeg bad ham om at komme med, fordi der var en af de andre, der skulle snakke med ham om en afpresning. I et ubevogtet øjeblik greb en af mine mænd ham og holdt ham fast, mens jeg affyrede de første skud i maven på ham, og mens han lå på jorden, tømte vi to tromlerevolvere ind i ham, to 38ere, altså af stor kaliber. Det gjorde indtryk på mig, da jeg senere fik at vide, at han bagefter var krøbet uden for huset, hvor han blev fundet død. Hvordan han kunne gøre det med mindst fire skud i hovedet, forstår jeg stadig ikke.«

Mordet på »svinet« er et af dem, Claudio Severino Samperi i dag genkalder sig med størst fortrydelse. For selv om han var et »svin«, var han også en ven. Deres børn havde leget sammen, og deres familier plejede at spise sammen til jul og påske.

»Derfor sad jeg lidt i mine egne tanker, da vi kørte hjem derfra. På et tidspunkt kiggede chaufføren på mig og spurgte: 'Du ser så tænksom ud, er der noget galt?' Men jeg svarede bare, at 'nej, jeg tænker bare over noget, Carletto har bedt mig om at gøre i morgen'. Det var meget vigtigt, at jeg ikke viste svaghed. For hvis de forstår, at du har et svagt punkt, isolerer de dig, og du bliver den næste på listen.«Når Samperi ikke myrdede, indkrævede beskyttelsespenge fra det lokale erhvervsliv eller handlede med narkotika, levede han et liv som en succesfuld forretningsmand i Catania. Han hjalp stadig sin far i blomsterforretningen, men ved siden af havde han fået sin egen bilforretning, og han havde med mafiaens penge åbnet en stribe butikker, der handlede med tøj, elektronisk udstyr, spillehaller.

»Min far havde fra begyndelsen opdaget, hvad jeg var i gang med, og han kunne ikke acceptere det. Som fascist ønskede han, at forbrydere skulle henrettes ved skydning. Ind imellem spurgte han mig og min bror: 'Hvem fanden har I det fra, er I mine sønner eller ej?' Det plager ham stadig i dag. Men dengang blev han nødt til at resignere og acceptere mit valg, for han kunne se, at der ikke var nogen vej tilbage. Min kone vidste, hvad hun havde brug for at vide. For i Cosa Nostra er det vigtigt, at konerne ved, hvem der er »venner«, så de kan lukke dem ind, hvis de er på flugt, og man selv er ude. Det er vigtigt, at konerne forstår dette, for på Sicilien er det ikke normalt at lukke andre mænd ind i hjemmet, hvis deres egen mand er ude.«

Det kørte alt sammen på skinner. Men en bismag begyndte alligevel at brede sig.

»Jeg kunne mærke tvivlen, når jeg om formiddagen havde været ude og myrde en eller anden og kort efter satte mig til frokostbordet med min familie, og min far sagde: 'Claudio, giv mig brødet', og jeg gav ham det med de samme hænder, som for lidt siden havde været smurt ind i blod. Det var svært. Dybest set tror jeg ikke, at jeg i virkeligheden var egnet til dette liv. Måske burde jeg bare være blevet en almindelig forretningsmand i stedet for en mafioso og en morder.«Men mord efter mord steg Samperis' anseelse i Cosa Nostra, og selv om han stadig var en simpel soldat, blev han en af Santapaolas mest betroede mænd. Han sørgede for hans indkøb og sikrede sig, at han aldrig løb tør for den særlige slags mineralvand, Santapaola havde brug for som diabetiker.

»Jeg spiste sammen med hans familie og tilbragte timevis alene med ham. Vi talte blandt andet om jagt, hans store passion, og han lærte mig, hvordan jeg skulle begå mig i organisationen. For i dag er du måske et ungt nyoptaget medlem og er sympatisk i alles øjne, men i morgen er der måske en af hans nevøer eller en længere ude i familien, som får et ondt øje til dig, og så er det nok at sprede et falsk rygte om, at Claudio er på stoffer, så er du død. For eksempel var jeg ved at købe et casino i Afrika for organisationen, da en af nevøerne begyndte at sige: 'Se ham her, hvor langt han er nået', og jeg begyndte derefter at slippe projektet lige så stille, for nevøen var en af de farligste i familien, fuldstændig sindssyg og utilregnelig, de kaldte ham »Den Blodtørstige«, fordi han elskede at myrde med håndsave, motorsave og alt, hvad der kunne skære. Så jeg lod ham forstå, at jeg da bare kunne bestyre de ulovlige spillebuler i stedet for, hvis det var fint for ham, var det fint for mig, og sådan fik jeg lov til at leve videre. Jeg havde min egen gruppe, hvor jeg selv styrede det hele: narko, røverier og så videre, og når der blev indkaldt til møde i organisationen, mødte jeg op sammen med alle de andre mænd af ære.«Efterhånden fandt han ud af, at Cosa Nostras love ofte kun blev håndhævet for de menige medlemmer nederst i systemet, mens Santapaolas familie tillod sig selv en mere liberal fortolkning af æreskodekset. Mens Samperi selv måtte køre flere hundrede kilometer for at mødes med sin elskerinde, og hun måtte få foretaget to aborter, fordi de slet ikke måtte få børn sammen, så bedrog de andre åbenlyst deres koner, selv om den slags som nævnt straffes med døden. Og efterhånden som årene gik, krakelerede også resten af det billede, Samperi havde haft af Cosa Nostra »som en slags Robin Hood-organisation, der tager fra de rige og giver til de fattige.«

»I stedet for oplevede jeg, at man også udnyttede de svage, at en simpel skomager blev presset for 300.000 lire om måneden, en skomager som måske kunne tjene to-tre tusind lire på hver sål han sømmede fast. Det var ikke sådan, jeg havde fået det fortalt. Og det blev værre, da vi gik i gang med bomber og kidnapninger for at afpresse de store virksomheder. Det lykkedes os for eksempel at knække en stor supermarkedskæde, men efter de første tre år, hvor vi havde indkasseret 1,3 mia. lire (ca. fem mio. kr., red.), fik vi pludselig at vide, at denne forretning var blevet et personligt foretagende for Santapaolas svoger, og det gik mig på. For jeg var altid blevet fortalt, at afpresningspengene skulle i en fælles kasse og bruges af organisationen, og at ingen mand af ære måtte tage penge til sig selv.«

Fra det tidspunkt søgte Samperi endnu længere ind i de nicher, hvor han kunne være for sig selv, uden at genere nogen. Kontakterne til de andre blev holdt på det minimale. Men en dag strammede garnet om ham, da han fik ordre på at myrde sin egen bror og sin søster.

»Det var ikke en prøve på min lydighed, men en simpel ordre. Min søster havde været sin mand utro, mens han var i fængsel, blev der sagt. Og min bror Alfio, der aldrig var blevet mand af ære, men tilknyttet organisationen eksternt, havde altid haft den svaghed, at han forelskede sig i den ene pige efter den anden. På Sicilien er det sådan, at hvis man stikker af med pigen og går i seng med hende under denne fuitina, så er hun allerede at regne for din kone, og du skal gifte dig med hende i kirken. Men Alfio gik fra den ene fuitina til den anden. Desuden begik han bankrøverier med stort set alle, der spurgte, om han ville være med, også rivaliserende familier. En aften ventede jeg på ham uden for hans hus for at skyde ham i det ene ben og få ham til at tænke sig om, inden det var for sent, men jeg kunne ikke få mig selv til det, og han ville ikke høre på mig. 'Jeg giver dig alle de penge, du vil have, bare sig mig beløbet, så du kan tage til USA eller Australien og starte for dig selv, og så kan vi ses til jul og påske', men han svarede bare, at 'du kan slå mig ihjel 60 gange, men jeg flytter mig ikke fra Italien'.

Til sidst faldt dommen, og Claudio Severino Samperi stod over for to valg: At myrde sine søskende. Eller selv blive myrdet.

»Jeg blev i første omgang reddet af min koldblodighed, for min koldblodighed har altid været større end min snuhed. Jeg slog en knytnæve i bordet, sparkede til møblerne og råbte, at mine søskende var nogle forbandede bastarder, at de havde »ødelagt min pik« (italiensk udtryk, red.) og at nu ville jeg dræbe dem begge to. Jeg tror, det var så overbevisende, at de andre tænkte, at de ville være døde allerede en halv time senere. Og hvis jeg skal være ærlig, så overvejede jeg på et tidspunkt at gøre det.«Mens han befandt sig i dette dilemma, ringede klokken i form af to arrestordrer, som var blevet udstedt på ham fra statsadvokaten i Catania og nabobyen Messina. En korrupt politibetjent, som havde begået nogle røverier sammen med ham, var blevet anholdt og var begyndt at samarbejde med myndighederne, blandt andet ved at nævne Samperis navn. Indtil da havde han kunnet bevæge sig frit omkring. Nu var han pludselig eftersøgt og måtte gemme sig og måtte derfor under alle omstændigheder udsætte mordene på sin søster og sin bror.

»Jeg fik foræret en tænkepause, og den gjorde udslaget. Jeg tænkte, at jeg havde givet mit liv til organisationen, altid havde jeg myrdet i Santapaola-familiens interesse, næsten aldrig for mig selv. Og nu krævede de, at jeg skulle myrde min egen familie, og jeg spurgte mig selv, hvordan jeg skulle kunne se min mor i øjnene til mine søskendes begravelse. Jeg overvejede også at gå imod organisationen, at myrde Santapaola og starte min egen organisation, men jeg havde kun fem mænd, jeg virkelig kunne stole på, og det var ikke nok til at overleve i det lange løb.«Anholdelsen fulgte kort efter, den 5. januar 1993. I virkeligheden var det temmelig udramatisk. Samperis elskerinde havde uden at ville det ført politiet på sporet af ham, og pludselig så han sig omringet af 50 betjente i civil.

»Jeg havde godt lagt mærke til, at det puslede lidt i krogene, men jeg tænkte, at 'dette er måske løsningen'.«

Den øverstbefalende spurgte om hans navn, og han svarede, at han hed »Antonio Sapienza«. Så åbnede betjentens hans pung og så, at der stod Claudio Severino Samperi på hans ID-kort. »Er det Dem?« »Ja, det er mig.«

På politistationen blev han anbragt i en særlig sikkerhedscelle, som det er proceduren, når en mafioso bliver anholdt. Og der sad han så og tænkte, at »nu bliver mine søskende myrdet af de andre«, og da betjenten kom tilbage med friturestegte ristoppe og pizza, sagde han, at han ville tale med den øverstbefalende. Han blev ført op på hans kontor, og da han havde taget plads foran skrivebordet, spurgte han:

»Hvad er Deres rang?«

»Jeg er leder af udrykningskorpset.«

»Jeg skal gøre Dem til politimester.«

»Hvad mener De med det?«

»Det skal De ikke bekymre Dem om. Fortæl mig blot, hvilken dommer der er vagthavende i nat. Dr. Amato? Ham kender jeg. Ring til ham og sig, at jeg vil samarbejde.«

»Hvad siger De!«

»At jeg vil samarbejde med myndighederne med denne dommer.«

Derefter tog lederen af udrykningskorpset telefonen, trykkede et nummer og sagde: »Hør, her har vi en vis Samperi...«

Læs næste søndag om, hvordan Claudio Saverio Samperi selv bliver udsat for mafiaens metoder. Og om hvordan han i dag skal få fortalt sine børn sandheden. »Hvordan kan jeg fortælle dem, at jeg har myrdet andre mennesker?«