I lang tid har der været bred enighed om, at Kina ville overtage USAs plads som verdens største økonomi.

Det eneste spørgsmål har været, hvornår det ville ske.

Men ifølge en ny analyse fra Bloomberg Economics er det nu meget muligt, at Kinas økonomi aldrig permanent vokser den amerikanske over hovedet.

»Kina nedjusterer til en langsommere vækstkurve hurtigere end forventet,« skriver økonomerne fra Bloomberg i analysen, hvor de nu forventer, at Kinas bruttonationalprodukt midt i 2040erne vil overstige USAs, men kun for en kort stund, før den igen falder bagud.

Og mens Kinas økonomi står til at præstere under både det vanlige niveau og under forventningerne, er USAs økonomi ifølge Bloomberg i bedre stand, end mange økonomer forventede, den ville være, for blot få måneder siden. Forbrugertilliden er relativt høj, og arbejdsmarkedet er indtil videre bomstærkt.

For 20 år siden var den kinesiske økonomi omtrent en syvendedel så stor som USAs, men det størrelsesforhold fik et hastigt voksende produktionsapparat og en enorm vækst i landets ejendomssektor hurtigt gjort kål på, og de seneste årtier har Kinas økonomi været synonym med vækst, vækst og atter vækst.

Kina er i dag verdens næststørste økonomi med et bruttonationalprodukt på 17.963 milliarder dollar, mens USAs er på 25.462 milliarder dollar. De to lande ligger langt foran Japan på tredjepladsen.

Og selvom den kinesiske endnu vokser hurtigere end den amerikanske, er det nu mere end et årti siden, at den kinesiske økonomi ifølge Verdensbanken voksede mere end ti procent på et år, hvad der ellers tidligere var ganske normalt for landet.

Ifølge Bloomberg bankede coronapandemien luften ud af den kinesiske vækst, og det er ikke for alvor lykkedes Kina at genoprette den. Samtidig er der omfattende problemer i Kinas ejendomsbranche, hvor gigantiske virksomheder har enormt meget gæld, og stjerneøkonomer spekulerer i, om – og i så fald hvornår – den kinesiske ejendomsbranche kollapser. Samt om et kollaps vil brede sig til resten af den kinesiske økonomi.

Særligt har øjnene været rettet mod ejendomsgiganterne Evergrande, som efter flere års finansiel krise nu har søgt om konkursbeskyttelse i USA, og Country Garden, som har en gæld på 1.300 milliarder kroner, hvilket svarer til lidt mere end det årlige danske statsbudget.