I krig med dronning Margrethe på speed dial

Tegning: Bigum. Fold sammen
Læs mere

Der er noget befriende ved at dække en krig som journalist. Alle er i samme båd. Risikoen for, at Berlingskes og New York Times’ udsendte får en raket i hovedet, er med andre ord den samme. Og ved de irakiske kontrolposter, hvor mangestjernede kommandantlevn fra Saddam Husseins tid giver ordet bureau­krati helt ny mening, er de fuldstændig ligeglade med, om man kommer fra det ene eller det andet medie. De kender ikke forskellen.

Men når båden af den ene eller anden årsag begynder at tage vand ind, melder røvhullerne sig på banen. Det er på sin vis meget menneskeligt, og det bekræfter, at journalister trods alt er kød, blod og et bankende ego, som de fleste andre dødelige er det.

I de fleste tilfælde skaber røvhullerne pinlige, sjove og latterlige situationer. Som da en berømt journalist fra et meget stort amerikansk dagblad en tidlig morgen på vej til fronten ved Mosul kom vandrende ind på Peshmerga-generalens kontor. Fotograf Asger Ladefoged og jeg var allerede til stede sammen med en britisk journalist. Det var her, vi hver morgen fik vores tilladelse til at køre videre.

Denne dag var proceduren dog lavet om. I stedet for at få tilladelsen med det samme ved fremvisning af pressekort, skulle vi sende en anmodning til regeringens pressekontor på e-mail. Det gjorde vi, og da Mr. Big Shot ankom til kontoret, forklarede vi venligt, at han burde gøre det samme. Han stirrede på os, som om vi var åndssvage, trådte ud af kontoret og tastede et nummer ind på sin telefon. Straks kom han ind igen og langede telefonen ud i retning af generalen med ordene »Det er fra præsident Barazanis kontor!«

Generalen kiggede op, tog telefonen og talte et par minutter med manden fra Barazanis kontor. Slutresultatet blev, at den kendte amerikanske journalist skulle igennem samme procedure som os andre. Så nu var han tvunget til at høre os diktere presseafdelingens e-mail. Pointen er, at havde han fået vredet armen om på generalen med trumfen fra præsidentkontoret, ville han med sikkerhed ikke have hjulpet os andre igennem på samme billet.

I et anfald af plathed gik jeg uden for kontoret og lod, som om jeg tastede et nummer ind på telefonen. Så gik jeg indenfor og langede telefonen ud til generalen med ordene:

»Det er dronning Margrethe af Danmark, hun vil gerne lige tale med Dem!«

Det fik generalen til smile for første gang den morgen. For det havde i det hele taget været en anstrengende morgen. Proceduren for presseakkreditering var blevet ændret på grund af et stort amerikansk ugemagasins uansvarlige opførsel dagen forinden. Magasinet havde, ifølge generalens udsagn, taget nogle af de internt fordrevne fra Mosul med i bilen og var kørt direkte fra udkanten af Mosul – til Khazer flygtningelejren – med dem. Forbi screeningsproces og sikkerhedstjek. En fin historie til et ugemagasin, men ren røvhulsopførsel for resten af journaliststanden og alles sikkerhed.

Hvad nu, hvis en eller flere af de internt fordrevne var IS-jihadister? Hvad, hvis de havde oplysninger om planlagte angreb? Og hvad med den tid, alle vi andre spildte på generalens kontor næste dag?

I forbindelse med krigsdækning bølger trusselsniveauet frem og tilbage. Det ved alle. Selv journalister og fotografer. Men røvhullerne blandt os vil blæse på, at de bringer andres sikkerhed i fare.

CNNs roste reportage fra Mosul, hvor korrespondent og kameramand var omringet af IS i 28 timer – og især de lokale soldaters beretning om episoden – er i min optik et eksempel på, at journalister er med til at skabe unødig fare for andre. Jeg vil ikke placere denne korrespondent i røvhuls­kategorien og har stor respekt for hende. Jeg ved også, at mange vil opfatte dette som ren misundelse fra min side – for det var jo ikke var mig, der bragte en af Mosul­offensivens mest dramatiske og roste beretninger fra fronten. Men hvis den genfortælling af hændelsesforløbet, som jeg hørte fra soldater, der var involveret i at redde CNN og en stribe af sårede soldater ud fra Mosul, stemmer, så er jeg faktisk glad for, at det ikke var mig.

Ifølge en irakisk soldat med førstehåndsviden om redningsaktionen satte det amerikanske netværk naturligvis alt i bevægelse for at redde sine kolleger inde i Mosul. Hvem ville ikke gøre det? Men er journalister med til at bringe soldater i fare? Er der nogen, der har spurgt, om irakiske soldater døde i redningsaktionen? Og hvad med de cvile, der lagde ansigt til det dramatiske hændelsesforløb? Er de sikre i fremtiden?

Forstå mig ret. Jeg ville også foretrække at blive reddet af irakiske elitesoldater, hvis jeg sad omringet af IS-jihadister inde i Mosul. Og jeg er glad for, at kollegerne fra CNN slap ud. Men jeg vil nødigt være årsagen til, at en hel irakisk enhed og civile mosulindbyggere bringer sig selv i fare, fordi Berlingskes læsere skal have det seneste med fra fronten inde i Mosul.