I islamisternes fangehul

Journalist Jeppe Nybroe blev kidnappet af militante islamister 7. februar sidste år. Sammen med en kollega blev han ført til Syrien, hvor han blev holdt i fangenskab og mishandlet. En ny bog fortæller om kidnapningen, kampen i mørket og mødet med ondskaben. Vi bringer et uddrag, hvor forhandlingerne med omverdenen om at få de to fanger frigivet begynder.

Læs mere
Fold sammen

I de første timer i fangehullet er jeg tæt på knækket, kan knap trække vejret, så bange er jeg. Men jeg indser hurtigt en afgørende detalje: Kidnapperne har på kort tid skiftet forklaring mange gange. Først er vi fanget, fordi Rami (Jeppe Nybroes ven og kollega, som også kidnappes, red.) er spion. Så er det en fejl, at jeg er fanget. Og nu er det pludselig mig, det hele handler om, mig, der skal slagtes. Der er noget, der ikke hænger sammen. Jeg begynder at forstå, at det hele må være nøje planlagt.

»Du skal ringe til den danske regering!« lyder så den pludselige ordre fra Abu Omar (en af kidnapperne, red.), hvad der nu må være sen eftermiddag eller tidlig aften.

Dette foto, der skulle bevise, at Rami og Jeppe Nybroe var i god behold, blev sendt til den libanesiske efterretningstjeneste, der kørte de to i sikkerhed i Beirut. Foto fra bogen. Fold sammen
Læs mere

»Men jeg har ikke nummeret til den danske regering ...« svarer jeg.

»Du er en gammel og kendt journalist, du må kende nogen i regeringen,« fortsætter han.

Jeg forstår ikke, hvad han mener med »kendt journalist«, men tænker ikke over det lige dér. I ugerne efter fortæller han og den saudiske Big Sheik, at de har læst artikler om mig på internettet; set, at der er hundredvis af fotos af mig, hvis man googler mit navn. Ergo kan det ikke passe, når jeg siger, jeg bare er freelancejournalist, en nobody, der ikke har nogen penge, mener de. I deres univers kan det heller ikke være sandt, at den danske regering ikke vil betale for min frigivelse, »når jeg nu er så kendt«. Jeg forsøger at forklare og argumentere, og især forsøger jeg at overbevise dem om, at Danmark ikke vil betale for at få frigivet gidsler, kendte eller ukendte.

Men det vil være rimeligt at konkludere, at de ikke umiddelbart er mænd, der køber sund fornuft. Og desuden har andre europæiske lande jo betalt ...

Sandt er det jo imidlertid, at jeg både kender folk i den danske regering og centrale repræsentanter for den danske stat. I samme øjeblik går det op for mig, at jeg faktisk kender den bedst tænkelige: Danmarks ambassadør til Jordan, Libanon og Syrien, Rolf Holmboe. Han er ikke bare en af Danmarks dygtigste diplomater med årtiers indgående on-the-ground kendskab og erfaring fra Mellemøsten – blandt andet var han i flere år vores repræsentant i Ramallah, altså en slags ambassadør i de palæstinensiske områder og tilmed under Muhammed-krisen – han har også ekstremt detaljeret viden om de syriske oprørere.

Rolf er gennem de forudgående år blevet mig en god ven. Vi er mødtes utallige gange, ikke fagligt eller i embeds medfør, men privat, som regel hjemme hos mig. Vores møder har gennem tiden fået deres egen, faste rytme. Vi taler om mad, vi laver mad, spiser mad. Og så taler vi om Mellemøsten og krigen i Syrien og ikke mindst om de militante islamisters fremmarch. Rolf ved både en masse om historien og om aktuel storpolitik – og oveni er han ikke den ambassadørtype, der kun slider sine sko på bonede diplomatgulve. Meget af tiden er han til kaffemøder hist og pist og hemmelige steder med ikke altid tætbarberede »kilder i miljøet«.

Jeppe Nybroe Fold sammen
Læs mere

Så vores ambassadør kender banditterne, islamisterne, terroristerne, ved, hvad de tænker og kæmper for, og hvordan de opererer, ligesom han er på fortrolig og venskabelig fod med magthaverne og myndighederne.

Han har desuden en fortid som militærmand, så han kender alt fra overordnet strategi på slagmarken ned til at kunne afgøre, om en mortergranat er indeller udgående. Og så taler han arabisk. Han var ikke bare den bedst tænkelige ven for mig at ringe til, han var på alle måder også min bedste livline.

Jeg forklarer kidnapperne, at jeg på min mobil har privatnumrene til den danske ambassadør i Beirut, og at han er den danske regerings repræsentant her i området. Vi kan ringe til ham, det kræver bare, at jeg finder hans nummer i min mobil. Men intet er bare eller blot – jeg skal ikke bare foreslå noget endsige bestemme noget, det er helt tydeligt fra dag ét, som nu er ved at blive til aften. Det er afgørende, at de har kontrollen og bestemmer farten. Og de er helt bevidste om, at en mobiltelefon kan spores af efterretningstjenester, så min mobil er skilt ad, forklarer de. Men jeg kan skrive navnet ned på ambassadøren, så kan de senere forsøge at finde nummeret, hvis de kan få adgang til min mobil, som – forstår jeg på dem – nu er i nogle andres hænder og langt væk. De forsvinder med en papirlap med mine rystede blokbogstaver: »ROLF HOLMBOE«.

Et par timer senere vender de tilbage og tager Rami med sig ud. Lidt efter kommer de alle retur, nu med en halvgammel bærbar computer. Rami forklarer, at jeg skal forsøge at ringe til ambassadøren via Skype, altså over internettet. Jeg forsøger, men der er intet svar. Jeg spørger til telefonnummeret; de har fundet det på min mobil, men de vil ikke ringe op fra deres egne mobiltelefoner. Jeg kommer i tanke om, at jeg stadig har telefonkredit på min Skype-konto. Via kreditten kan jeg ringe til en almindelig mobiltelefon.

Jeg har gennem mit liv lavet flere opringninger med bankende hjerte. Det her er første gang, jeg ringer og knap kan trække vejret af angst.

Kidnapperne trykker ambassadørens telefonnummer ind på Skype. Den bærbare computer ringer med opringningslyd som en almindelig telefon: Duut ... duut ... duut ... Intet svar. Mændene bliver øjeblikkelig aggressive og mistænksomme. Hvorfor svarer han ikke? Sagde jeg ikke, at jeg kendte ham, at han var Danmarks ambassadør, hvorfor svarer han så ikke?

Måske er han til møde, til middag, på toilettet. Lad os forsøge igen, foreslår jeg. Jeg trykker med rystende hånd på opkald. Igen intet svar.

Så opdager jeg, at jeg ud over Rolfs libanesiske nummer også har et dansk mobilnummer på Skype. Jeg foreslår, at vi forsøger det, men mændene er tøvende. Måske tænker de, at efterretningstjenester hurtigere vil kunne spore opkald til en dansk ambassadørs danske mobil; det tænker – håber – jeg i hvert fald efterfølgende.

Ifølge libanesiske myndigheder var imamen Mustafa al-Hujeiri en af hovedmændene bag kidnapningen af Jeppe Nybroe. Foto fra bogen. Fold sammen
Læs mere

Men de er utålmodige, så jeg får besked på at ringe op og gøre samtalen meget kort – kun sige det aftalte, intet andet. Bag mig hører jeg lyden, jeg aldrig nogensinde i mit liv vil vænne mig til: klik-klik.

Ny ringetone, og så, efter meget få ring, svarer min ven med sin helt sædvanlige muntre stemme, som jeg kender så godt.

»Hej, det er Rolf!«

»Det er mig, Jeppe! Det er Jeppe, Rolf!« nærmest råber jeg ind i røret.

Rolf svarer helt roligt, nu på engelsk: »Hej, Jeppe, godt at høre fra dig! Hvordan har du det?«Jeg får fremstammet, at jeg ikke har det så godt. At jeg, vi, er kidnappet, og at de siger, de vil slå mig ihjel, hvis ikke den danske regering betaler dem. Rami oversætter løbende samtalen til arabisk for Abu Omar, men jeg tror, han udmærket forstår det engelske.

Rolf svarer helt afklaret tilbage: »Det lyder ikke godt, Jeppe. Du må sige til dem, at de ikke skal slå dig ihjel. Det kommer der ikke noget ud af.«

Det kommer der ikke noget ud af ... Kidnapperne afbryder, råber noget om, at den danske regering må betale mange millioner dollar, hvis de vil se deres statsborger i live igen.

»Jeg kan ikke gøre noget her og nu,« svarer Rolf, »jeg bliver nødt til at tale med nogle mennesker og så vende tilbage til jer. Hvornår kan vi tale sammen igen?«

»Hvornår kan du?« spørger jeg i panik, før kidnapperne har reageret.

»Hvad med i morgen tidlig?« foreslår Rolf. »Klokken otte syrisk tid, for eksempel?« Kidnapperne nikker til mig.

»Det er fint, Rolf, rigtig fint. Du må love mig, at vi kan få løst det her. De mener det. De vil slå mig ihjel. De har udstedt en fatwa mod mig, der siger, at det er halal at slagte mig.«

Jeg tænker i det sekund, jeg har sagt ordet fatwa, at Rolf forstår alvoren.

»I må love mig,« siger Rolf så, stadig med en let stemme, »at I ikke gør Rami og Jeppe fortræd. I må ikke slå dem. I må ikke slå dem ihjel. Det hjælper ikke noget. Får I mad og vand, Jeppe?«

»Ja, vi har lige fået noget vand, og de siger, vi får noget mad lidt senere.«

Lige efter sin frigivelse tegnede Jeppe Nybroe alt, hvad han havde bemærket om det hus, han og kollegaen Rami havde siddet fanget i. Tegningerne blev overdraget til forskellige efterretningstjenester og politi. Stedets detaljer gik først gradvist op for Jeppe Nybroe i løbet af de fire uger; i begyndelsen kendte han kun til det rum, han sad fanget i, og toiletrummet. Senere blev detaljerne flere og flere. Foto fra bogen. Fold sammen
Læs mere

»Det var godt at høre. Jeg forstår så, at det er ordentlige mennesker med ære og moral, I er hos. Det er vigtigt.«

»Jamen, det er virkelig alvor det her, Rolf!« nærmest råber jeg.

»Det forstår jeg, men jeg kan ikke gøre noget nu og her. Jeg er nødt til at tale med nogen om situationen her, og så må vi tale sammen i morgen tidlig. Er det o.k., Jeppe?«

»Ja, det er o.k. Det forstår jeg ...« hulker jeg.

Vi får noget mad, gammelt brød og halvt indtørret hummus. Men inden da får vi et af torturbødlernes mere raffinerede værktøjer at føle. Ikke nok med, at de beder os om at tage alt tøjet af foran dem. Det er, så vidt jeg ved, tæt på standard inden for tortur, også på Guantánamo eller hos andre hårdhændede vestlige myndigheder, at man bliver strippet nøgen. De beder os også om at sprede benene, mens vi står bagbundne med panden støttet mod muren. Det turde være indlysende, at man både som mand og kvinde i den situation øjeblikkelig frygter: Hvad er det næste? Så tager en af mændene fat om nakken på mig og sparker til mine ankler, så benene spreder sig mere. »Go down!« brøler han. Jeg tøver, og han sparker mig i knæhaserne, så jeg står bøjet i knæ med pande og knæskaller mod den ru mur.

»Out!« brøler manden. Jeg forstår ikke, hvad han mener. Det er tydeligt, at han ikke taler godt engelsk, at kommandoerne er nogle, han har hørt, måske samlet op fra en voldsfilm i tv. Manden rykker mig ud fra muren, så jeg falder i knæ på gulvet, men han hiver mig halvt op igen, så jeg nu sidder på hug.

»Spread!« brøler han og sætter en støvlesnude hårdt i mit bare røvhul. »Hands!« Jeg forstår, at jeg skal tage mine hænder og sprede mine balder. Og gør det. »Down-up! Down-up!« brøler manden så. Jeg gør, som han siger, rejser mig op fra knæ og ned i knæ. Jeg er stadig hundeangst for, hvad han nu kan finde på.

»Finish,« siger han så, nu med lidt lavere stemme. Jeg famler hektisk bagud med mine sammenbundne, efterhånden følelsesløse hænder; desperat efter at finde mit tøj, der i samme øjeblik bliver smidt hen over mig.

Én begynder uden et ord at hive mig op og krænge mine bukser på plads. Jeg har en kraftig bomuldsskjorte på, som han også får på mig. Jeg ryster, af angst og af kulde; heldigvis har jeg også en tyk, mørkeblå sømandssweater, den får jeg også på, og det giver en slags ro. Mine sokker bliver trukket på plads, stadig gennemvædet af urin fra gulvet omkring toilethullet. To mænd løfter mig op og skubber mig ind i en anden mur, trykker min krop ned, og jeg mærker et tyndt underlag, et sivtæppe.

Jeppe Nybroedoluptatur, ilicienda volorehenis ante voluptiamus, nobis dolupti dit, iniet, sunt hil magnimin re etur apersperum acil ma et dolupta turitiae. Ut reptam eum aut opta sitatem porersp elestet faceri odis aribus.Mus, volore natur? Fuga. Itatem ea volorero molessimos eveliquate por remporeici con re nos nobitem esequaerit laboresti sitatquiam, nonsequ aernam quo cuptatemqui quam doluptam ea sunt haribus ciisimint andia volupta taepudistias eos aut plaboreius Fold sammen
Læs mere

Vi har fået en smule vand tidligere, men da jeg beder om mere, hvæser en af dem bare »la!«, nej. Senere får jeg lidt og drikker, som gjaldt det mit liv, og sådan føles det også. Jeg begynder allerede at tænke, at jeg må fokusere på at overleve. Drikke og spise alt, hvad jeg kan, når jeg får lov. Men jeg fornemmer samtidig, at det, at mændene bruger deres kontrol som tortur, gør min panik værre. Når jeg ikke kan få vand, når jeg har lyst, føles det, som om jeg er ved at dø af tørst. Når jeg ikke kan tisse, som jeg ofte skal, så føles smerten i blæren ulidelig.

Der er stort set ingen kommunikation mellem Rami og mig. Jeg aner ikke, hvor i rummet han er, men på et tidspunkt spørger han, om jeg også har hætte på og også er bundet. Jeg svarer ja, og så får vi begge to et spark og kommandoen »khalas!«, stop, hold kæft. Herefter er der bare kliklydene, ellers er der stille – kun sagte lyde fra tøj, når vores vagter bevæger sig. Men inde i mit hoved er der et larmende tankemylder af glødende angst for, at der pludselig sker noget, kommer nogen. Bliver vi slæbt ud, kørt væk igen? Får vi en pistol for panden, en pause ... og et klik ... eller en kniv over halsen? Og hvad venter os i morgen tidlig, når vi forhåbentlig igen får etableret kontakt til Rolf – der sagde »pas på jer selv«, men ikke sagde, at det nok skal løse sig alt sammen?

Jeg sover ikke ét sekund den nat. På et tidspunkt hører jeg Rami snorke højt, og det gør mig vred og ulykkelig.

Hvordan fanden kan han sove midt i det her, når jeg er dømt til døden, og vi ikke aner, hvad der skal ske? Det får også panikken og tårerne frem igen. En svulmende ensomhedsfølelse, der hvirvler mig nedad i et mørke – alle sprækker af lys, alle udveje lukker til. Rummet føles tungt og indelukket og uden ilt. Over et halvt døgn har jeg nu været lukket inde i et sort mørke under den tykke hætte; jeg oplever gentagne gange ikke at kunne trække vejret, har følelsen af at være ved at drukne i manglen på luft og med den sure uldsmag i munden. Savl og snot og tårer søber rundt i ulden og i ansigtet; det svier.

»Jeg kan ikke få luft!« halvråber jeg pludselig midt om natten og sætter mig op i chok. Rami vågner: »Tag det roligt, Jeppe, tag det roligt,« siger han – ikke i en blød, men i en bestemt tone. Mændene siger noget, og jeg hører Rami udveksle nogle ord på arabisk med dem.

»Vil du have en cigaret?« spørger han så. »Ja, ja!« svarer jeg gispende ivrigt.

Et billede af en bydel i byen Arsal i Libanon efter kampe mellem libanesiske soldater og militante islamister. Byen har været ramt af gentagne kampe mellem soldaterne og de islamistiske krigere, der forsøger at overtage byen på grænsen til Syrien. Foto: Hassan Abdallah/Reuters Fold sammen
Læs mere

For første gang viser vores fangevogtere en form for omsorg, en sprække af menneskelighed. Et øjeblik efter kommer en af dem over til mig på gulvet, vender mig rundt, holder fast om baghovedet og presser mit ansigt let ind mod væggen. Han løsner gaffertapen om min hals, løfter hætten op til overlæben og maser en tændt cigaret ind mellem mine læber.

Ubehaget er næsten lige så stort, som da jeg som dreng røg min første mentolcigaret, og loftet spinnede rundt.

Det er, som om alt snurrer i kroppen, som når ens ben sover, og man begynder at få følelsen igen. Samtidig hiver jeg røgen så kraftig ned, at jeg glemmer at trække vejret, mens min næse er stoppet af snot. Jeg hoster og er ved at kvæles, jeg skal kaste op, og åbenbart fornemmer mændene det, for en af dem hiver mig op og ud, og jeg tømmer min mavesæk ned i det stinkende toilethul. Tørrer bræk og mavesyre fra mundvigene af på skulderen, fordi mine hænder stadig er bundet på ryggen. Det bliver den første af mange opkastninger af mestendels ingenting, alene udløst af skræk.

Rami sover igen, da jeg kommer tilbage. Jeg ligger i det uhyggelige mørke, og kort efter indhenter panikken mig igen. Mine ben spjætter, og pludselig rammer min ene fod noget. Jeg opdager, at det er Ramis fødder, og jeg opdager, at det hjælper lidt at trykke mine tæer mod hans, at mærke et andet menneske.

Tidligt næste morgen, lørdag den 8. februar, er der larm uden for vores rum. Vi kan høre slag på en tung jernport, og lyden går lige i maven.

Abu Omar er igen manden, der tager ordet og styrer, hvad der skal ske. Vi ringer op via Skype på Rolf Holmboes danske mobilnummer – jeg kan se i hjørnet på computerskærmen, at vi er tidligere på den end aftalt.

Han svarer ikke. Igen bliver Abu Omar rasende og utålmodig.

»Send en besked til ham!« råber han. Beskeden er registeret i logfilen på mit Skype-system: [08/02/14 00.07.52] Godmorgen, Rolf, vi ringer til dig om lidt.

Samtalen med Rolf bliver kort. Abu Omar har givet mig en klar og simpel besked: Jeg skal oplyse ambassadøren om det beløb, den danske regering skal skaffe kidnapperne, hvis min familie vil se mig i live igen.

»Rolf, de kræver, I skal betale 20 millioner dollar. Ellers slår de mig ihjel.«Der er en kort pause i den anden ende. Så siger Rolf roligt, uden antydning af drama, men stemmen er bestemt: »Jeg forstår. Jeg må fortælle jer, at jeg ikke har bemyndigelse i denne situation.« Rami oversætter.

Abu Omar bliver rasende. Så er der ikke mere at snakke om, så er det bare slut, khalas, og de kan få mit lig i blodige stumper og stykker, de vil filme slagtningen, og så kan den danske regering forklare deres folk, at de er ligeglade med deres egne borgere.

Rolf venter, til han har raset ud, og gentager, at han ikke har mandat til at forhandle:

»Det er Jeppes far, I skal tale med. I en situation som denne er det ikke regeringen, der har ansvaret. Vi kan ikke forhandle om penge; det gør vi – regeringen – ikke. I skal tale med Jeppes far. Det er Jeppes fars ansvar.«

Det er en af de sætninger, jeg aldrig vil glemme: Det er Jeppes fars ansvar. Og så beløbet på 20 millioner dollar – over 110 millioner danske kroner.

Det bliver aftalt, at Rolf kontakter min far, som vil vente vores opkald samme formiddag. Vi skal bare sende ham en besked på Skype, når vi er klar. Vi afslutter samtalen med den danske ambassadør.

»Kidnappet – i islamisternes fangehul« af Jeppe Nybroe. 304 sider. 299,95 kr.

Udkommer på tirsdag på People´s Press og Berlingske Media Forlag.