I fængslende selskab

Vore udsendte mænd sidder fast i byen Lashkar Gah - heldigvis i godt selskab.

Der skal vand til når termometeret står på 47.9 c i skyggen - i Lashkar Gah hovedkvarter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Dette er egentlig ikke et rejsebrev. I ordet rejse ligger en forventning om, at man bevæger sig fra et punkt til et andet. Det gør fotograf Søren Bidstrup og jeg ikke. Vi sidder låst i en lejr på 300 gange 300 meter i det ene hjørne af byen Lashkar Gah ved Helmand floden.

Ordet låst leder tanken hen på et fængsel. Og det er ikke helt galt. Vi kan ikke komme herfra ad luftvejen, fordi de britiske helikoptere er for få og for meget i stykker. Den danske bataljon nordpå, som vi skulle besøge, har i øvrigt ikke rigtig tid til at tage mod besøg. Det er heller ikke tilladt at komme ud i byen i bil eller til fods, fordi der angiveligt er en forhøjet trussel om selvmordsbombere i området. Så vi skal vist blot håbe på, at vi kommer ud herfra en af dagene.

Her i hovedkvarteret har vi, hvad man kan kalde fængslende selskab. En britisk journalist, tidligere ansat som korrespondent på The Times og nu forfatter, skal skrive en bog om det britiske regiment, 16. Air Assault Regiment, som bemander hovedkvarteret her i Lashkar Gah og stiller med de britiske styrker i halvåret fra april til oktober. Her er en erfaren mand, som mener, at kun tidligere udenrigskorrespondenter bør kunne blive redaktører.

I selskabet er også to amerikanske reservister. Den ene er certificeret bedemand med eget krematorium; han er også TV-fotograf. Den anden er noget med marketing og kan fotografere. Desuden er de nære venner, og har taget deres gamle uniform på for et halvt år. De rejser som en slags vagabonder fra tilfældigt sted til det næste tilfældige sted, afhængig af plads på helikopterne, for at lave video og fotos til NATOs netside. I går sad de fem-seks timer i eftermiddagsheden og ventede på helikopter. De kunne høre helikopteren larme i luften, da den vendte om med tekniske problemer. Men de er alligevel i stand til at vandre tilbage til os andre strandede med fjogede bemærkninger på læben. Det perlende humør skyldes ikke, at de spiser mærkelige svampe, forsikrer de.

Hvis lejrkulleren bliver for slem, kan man gå i motionsrum og slå til en boksebold, eller gå til frisøren. Fire dollar for en klipning. Det er tyve kroner. Vil man bruge penge, kan man gå i den britiske militære forretning, NAAFI, som betyder Navy, Army and Airforces Institute. Det er en 86 år gammel organisation med den britiske dronning som protektor, omsætning på over to milliarder og med det store formål at tilbyde britiske soldater kloden rundt varer og underholdning trods alle farer og vanskeligheder.

Lige netop her i Lashkar Gah består udvalget dog hovedsageligt af nogle T-shirts, nogle poser peanuts, lidt tandpasta, tomme hylder og mandeblade med letpåklædte damer. Boghylden rummer en håndfuld agentromaner af ældre dato.
Men solen skinner. Ikke en sky på himlen i går, i dag eller i morgen. Temperatur op i nærheden af 50. Man skal derfor glæde sig over de vigtige ting, som at der kommer strøm om aftenen, så der er aircondition i teltet, som vi har fået lov at bo i sammen med de danske forbindelsesofficerer her i lejren. Det har reddet os.
Seneste nyt er, at vores fængslende ophold bliver forlænget yderligere et døgn.
Man bliver vist nødt til at ty til en af de gamle agentromaner fra NAAFI shoppen alligevel.