»I Europa kan pigerne have sex med alle og staten tage dine børn«

Hver dag bliver 395 syriske babyer født i Tyrkiet, og trods »lukkede grænser« ankommer nye flygtninge dagligt i stort tal. Syrerne elsker Tyrkiet, mens tyrkerne kalder syrerne »dovne, beskidte og farlige«. Om ti år er Tyrkiets demografi i syrernes hænder, mener migrationsprofessor. Berlingske er i »Lille Syrien« i Istanbul.

En gang var Fatih – også kendt som »Lille Syrien« – et af Istanbuls billige og fattige kvarterer, men de mange syrere, der er kommet til bydelen, har presset priserne op. Firas Abdullah

I frisørsalonen, der ligger et stenkast fra den store Fatih Moske i Istanbul, har ejeren, Berat, fundet en løsning, han mener, fungerer for alle:

»Tyrkere her, og arabere der – ingen problem!« smiler den skaldede mand på gebrokkent engelsk og peger på en linje, der deler salonen i to.