I en farlig og rodet verden giver diktatoren pludselig mening

En gammel kending vender tilbage – diktatoren. Blandt ugens vindere er præsident Assad og præsident Lukasjenko.

Syriens præsident Assad fik i sidste weekend tale- og charmetid på BBC. Foto: EPA/SANA Fold sammen
Læs mere
Foto: SANA HANDOUT
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Præsident Bush kaldte ham sin »favoritforfatter«, han inviterede ham til Det Hvide Hus, lod sig fotografere med ham og beordrede sine ministre til at læse hans bog.

»Bogen bekræfter alt, hvad jeg står for og alt, hvad jeg kæmper for,« sagde præsidenten.

Bogen hed »The Case for Democracy«. Forfatteren hed Natan Sharansky, der var en sovjetisk dissident, som i 1986 blev løsladt fra kommunistisk fangenskab og udvandrede til Israel. Han gik ind i politik og slog sig op på en idé om vestligt demokrati som den nødvendige forudsætning for alting. Der ville aldrig blive fred i Mellemøsten uden ægte demokrati, og frihed var ikke bare det bedste guld, frihed var også en absolut fordring, som Vesten aldrig skulle gå på kompromis med.

Det var hans filosofi, og det var den filosofi, som nærede præsident Bush og premierminister Tony Blair i 00erne. Hvis der var en tidens mand, så hed han Natan Sharansky.

World 2.0

Men ikke alle var lige betagede af Natan Sharansky. En af hans modstandere var hans egen partifælle og premierminister i Israel, Ariel Sharon. Som Newsweek skrev i 2005: »Sharon har kun foragt for hans ideer. Sharon er en livslang realpolitiker, han giver ikke en døjt for Sharanskys og Bushs ideer om demokratiske forvandlinger. Han betragter den slags som farlig eventyrtænkning.«

Men frihedsdagsordenen havde sin tid. Afghanistan, Irak, Nigeria og det arabiske forår blev alle fremhævet som præmie­eksempler på, at frihed ikke kunne betvinges, at der i alle mennesker alle steder bor en demokrat, som vil ud. Omvendt blev ubodfærdige diktaturstater som Iran, Cuba, Hviderusland og Zimbabwe betragtet som ondskaben selv. Nu skulle den gamle, real­politiske koldkrigsverden opdateres til en ny og idealistisk version, en World 2.0.

Men noget gik galt.

I Egypten tog feltmarskal al-Sisi magten, i borgerkrigen i Libyen ligner general Khalifa Haftar en stærk-mand, og i Nigeria kan den tidligere militærdiktator, general Buhari, blive ny præsident. USA forhandler med Iran og normaliserer forholdet til Cuba, i sidste måned blev Zimbabwes Mugabe valgt som formand for African Union, Syriens diktator Assad charmerede i sidste weekend i et interview på BBC, og amerikanerne lyder nu meget mindre anti-Assad.

Og gav fredsforhandlingerne i Minsk ikke Europas sidste diktator, Hvideruslands Lukasjenko, et gevaldigt imageløft?

Boomerang

Det er ikke nødvendigvis udtryk for, at diktatorernes verdensorden har sejret, men snarere, at idealisternes frihed som absolut fordring har slået fejl – af to grunde. Den ene er, at den absolutte fordring om frihed ikke nødvendigvis er i Vestens interesse. Den anden er, at fordringen ofte viser sig at være i modstandernes interesse.

Egypten er et godt eksempel på det første.

Både præsident Bush og præsident Obama var ivrige støtter af de demokratiske kræfter i landet, USA medvirkede til at skubbe præsident Mubarak ud og gennemføre frie valg, som endte med en sejr til Islamisk Broderskab, og i 2012 blev partiets leder, Mohamed Morsi, valgt som præsident. En sharia-fraktion klemte på for en islamisering, regeringen samarbejdede med Hamas, befolkningen demonstrerede, og i 2013 tog militærchef al-Sisi magten ved et kup. Tro mod idealerne lagde Obama-regeringen ham på is, og republikanske frihedshøge som John McCain talte for hårde sanktioner.

Det fik en statsleder uden de samme fine følelser – præsident Putin – til i denne uge at flyve til Cairo og indgå vidtrækkende aftaler med Egypten, bl.a. om at bygge et egyptisk atomkraftværk, hvilket fik flere kommentatorer til at tale om en »ny, international bromance« mellem Putin og Sisi.

Civilisationer tørner sammen

Det var ikke, fordi USA ikke ville det rigtige – USA ville et demokrati i Egypten og stod fast på idealet – men det fik bare det forkerte resultat, og som det konservative magasin National Interest nu konstaterer:

»Amerikansk idealisme skygger ofte for vores dømmekraft. Vi promoverer demokrati overalt, og vi har en ubetinget aversion mod diktatorer. Men somme tider er der bare ikke et bedre alternativ – og somme tider skaber det flere problemer, end det løser, at vælte et autokratisk regime.«

Boko Haram og Islamisk Stat er eksempler på terrorgrupper, der bruger demokratiseringen som rambuk. Boko Haram er således et barn af demokratiseringen og vestliggørelsen af Nigeria – »Boko Haram« betyder direkte oversat »vestlig uddannelse er forbudt« – ligesom Islamisk Stat er et barn af demokratiseringen af Irak. Ironisk nok gav Islamisk Stat i denne uge et anerkendende nik til USA.

Læs også: Usikkerhed får Nigeria til at udskyde præsidentvalg

Islamisternes tidsskrift Dabiq skrev, at »præsident Bush havde ret, da han sagde, at enten er du med os eller imod os«. Amerikanernes tale om »civilisationernes sammenstød« var også korrekt. Det er nu enten-eller. Alle må vælge side, for civilisationerne tørner tydeligvis sammen.

Det er blevet konsekvensen af friheds­idealet – en farligere og mere rodet verden, hvor venner bliver til fjender eller venner med fjender, siger kritikerne. Og pludselig forekommer den gamle og gråmelerede – ofte selvmodsigende og idealløse – realpolitik ikke så tosset. Pludselig giver det mening at nedskalere retorikken over for Assad og sanktionerne over for Iran, og pludselig giver det mening at klemme på for en valgsejr til en gammel militærdiktator i Nigeria og satse hele banken på general Haftar i Libyen. Og pludselig giver det så meget mening, at en tidligere idealist som Tony Blair melder sig som uformel rådgiver for præsident Sisi – og at Natan Sharansky ryger i udsalgskassen.

Hans magnum opus, »The Case for Democracy,« kan nu købes kun let brugt for én cent hos Amazon.

Læs også: Richard Perle: Vesten har valgt de forkerte venner i Mellemøsten