»I dag melder folk sig kun som krigere, fordi de ikke har andre muligheder. Resten forsøger at flygte«

To forskere har interviewet afhoppede krigere fra Islamisk Stat, og resultatet er en rapport, som fortæller om penge, sex og blodtørst, og som indikerer, at det selvudråbte kalifat knager alvorligt i fugerne.

De blodige kampe mellem de mange væbnede grupper og præsident Bashar al-Assads hær har sendt millioner af mennesker på flugt i Syrien. Islamisk Stat er hovedfjenden, og på det seneste er livet i det selvudråbte kalifat blevet så slemt, at krigerne selv er begyndt at flygte derfra. Foto: Amer Almohibany Fold sammen
Læs mere

Det er en verden fuld af vold og frygt og med en konstant basrytme af dommedag.

Og det er ikke et manuskript til en ny »Mad Max«-film eller et citat fra filosoffen Thomas Hobbes. Derimod er det hverdagen i kalifatet, som 13 afhoppere beskriver den.

Deres beskrivelse fremgår af en 24 sider lang artikel i det amerikanske tidsskrift »Perspectives on Terrorism«. En amerikansk og en tyrkisk professor har under vanskelige vilkår talt med afhopperne i Tyrkiet og sammenholdt deres oplysninger med, hvad vi i øvrigt ved om kalifatet, og resultatet er opsigtsvækkende.

Beskrivelserne giver et sjældent indblik ind i en verden, som er mere lukket end Nordkorea, og vi får en ide om både kalifatets styrke og især svaghed – og om at kalifatet måske er i færd med at udhule sig selv indefra.

Berlingske har læst den 15.000 ord lange rapport og ser her på, hvad vi kan lære om Islamisk Stats motiver, magt og ikke mindst skrøbelighed.

Frygt

Gennem propaganda har kalifatet hævdet, at dets krigere er drevet af idealisme og den sande tro. Men det er ifølge afhopperne usandt. Flertallet af krigerne er ikke vild­øjede pilgrimme, men unge mænd rekrutteret fra de besatte områder – og de kæmper fordi de ikke tør andet, og fordi det er den eneste måde at tjene penge på, for Islamisk Stat kontrollerer hele økonomien.

Flere afhoppere fortæller, hvordan Islamisk Stat gennem informanter har et stasi-agtigt register over beboerne og deres svagheder og sympatier, og de bruger oplysningerne til at få dem til at makke ret og til at afpresse dem.

En afhopper fortæller, at han oprindeligt sympatiserede med en anden milits, og kalifatkrigerne hængte ham op i håndjern, hvor han skreg af smerte over at skulle bære sin egen vægt i timer ad gangen. Torturen stod på i 13 dage. Han reddede sit liv ved at give bødlerne »sin bil, sin riffel og alle de informationer, som de bad om« og melde sig som kriger.

Nye krigere skal gennemgå et sharia-kursus, som varer ti dage, og hvor lærerne er eksperter i indoktrinering. Forfatterne til rapporten sammenligner flere steder indoktrineringen med den, som finder sted i kulter og bander. Krigerne får indprentet, at de ubetinget skal »lytte og adlyde«, at den rabiate salafisme er den rette vej, og at martyrium er som at vinde i lotteriet.

»Ved den tredje klasse proklamerede jeg, at jeg var klar til at blive selvmordsbomber, fordi jeg var så påvirket af lærerens undervisning ... der var 300 studerende som mig,« fortæller en afhopper i rapporten.

Sex

Men frygt og indoktrinering gør det ikke alene. Der skal også mere konkrete ydelser til, og det er givetvis et element, som vestlige strateger har overset:

Krigerne giver ikke kun sig selv til Islamisk Stat, men Islamisk Stat giver også noget til dem. Og hvis man skal tro afhopperne, handler det især om to størrelser – penge og sex. En kriger får 200 dollar om måneden plus alle fornødenheder betalt, og det er en fyrstelig gage – »bedre end den løn, som en højtrangerende dommer i Syrien normalt får,« skriver forfatterne.

Islamisk Stat »gav mig et gratis hus, møbler, alt i huset – selv penge til at købe slavepiger,« siger en afhopper.

Sex som incitament lyder som en historie fra Daily Mail, men for mange ludfattige unge mænd i den arabiske verden er motivet reelt. De må ikke have sex, før de har en kone, de kan ikke få en kone, før de tjener penge, og der er ingen steder, hvor de kan få arbejde.

Islamisk Stat løser klemmen. Som forfatterne skriver: Belønningen for en kriger er således ikke kun 80 jomfruer i paradis efter martyrium, men også »sex her og nu med en hustru, som han kan gifte sig med«, fordi Islamisk Stat betaler ham løn og en bryllups­bonus på 2.000 dollar, og Islamisk Stat forsyner ham også med en hustru.

Det kvindelige moralpoliti, Hizbah, driver et topstyret ægteskabsbureau, fremgår det, og lokale kvinder er alt andet end begejstrede for at blive giftet væk til en kalifatkriger. Men de gør det alligevel, fordi de ikke tør andet, og fordi Islamisk Stat sidder på hele økonomien, og sådan et ægteskab giver familien økonomisk sikkerhed, hedder det i rapporten.

Og hvis krigeren er til mere, kan han på et marked i guvernørpaladset Raqqa købe sexslaver for mellem 1.000 og 3.000 dollar, fortæller en afhopper i rapporten.

Bestialitet

Kalifatets velkendte bestialitet er tydeligvis et mægtigt våben – men også et tveægget våben, som rapporten indikerer.

Både beboerne og modstandere ved, at Islamisk Stat slår ihjel for et forkert ord, og det udnytter gruppen. Ved slaget ved den irakiske luftbase al-Tabqa overgav 700 irakiske soldater sig.

»250 af dem blev taget til de nærliggende byer og henrettet foran befolkningen for at sprede frygt, og resten blev henrettet på slagmarken … Menneskeblodet fra henrettelserne løb som en flod,« siger en afhopper, som optog henrettelserne på sin mobiltelefon og viser dem til interviewerne.

Bestialiteten skaber ikke kun frygt, men også – håber Islamisk Stat – et skæbnefællesskab. Det binder krigerne sammen, fordi de har blod på hænderne. Flere afhoppere fortæller således, at en kursist på et sharia-kursus skal begå »en barbarisk voldshandling«, inden han kan blive kriger.

»Når en kursist er klar til at blive kriger, skal han skære hovedet af en fange – for at vise, at han er klar«, siger en afhopper.

Men hvis man skal tro afhopperne er den samme brutalitet med til at udhule kalifatet indefra, for afhopperne nævner konsekvent to grunde til, at de ikke vil være med længere:

Den ene er rædselsregimet af frygt og grusomhed, og den anden er kalifatledernes dobbeltmoral, og de to elementer hænger sammen: Kalifatlederne slår ned på enhver nok så lille moralsk forseelse, og de gør det med en psykopatisk grusomhed.

En afhopper fortæller om fanger, som bliver sat fri, men når de lykkelige forlader fangenskab, falder de ned i en stor brønd, som de ikke kan komme op af. Der ligger i forvejen 300 lig og rådner, og »det lugter forfærdeligt«, siger afhopperen.

Men lederne af kalifatet – bødlerne – lever ikke selv op til, hvad de straffer andre for. De begår voldtægt en masse, de ryger, overholder ikke bedereglerne, gifter sig med krigsenker mod de religiøse forskrifter og er korrupte, siger afhopperne, som hævder, at der blandt beboerne i kalifatet er en udbredt krigstræthed og en følelse af bristede illusioner.

»I dag melder folk sig kun som krigere, fordi de ikke har andre muligheder. Resten forsøger at flygte til Tyrkiet, Libanon eller til søs,« siger en afhopper.

Det er set udefra et håbefuldt budskab, for hvis det er sandt, hvis afhopperne vitterligt taler for flertallet – så lyder det som om kalifatets propaganda netop er så skinger for at dække over en fundamental skrøbelighed. Og at historien gentager sig. At revolutionen til syvende og sidst æder sine egne.