I dag begynder opgøret om Scooter

Præsident Bush trygler den amerikanske befolkning om at se fremad i Irak og ikke dvæle ved fortidens fejltagelser.

WASHINGTON:

Men fejltagelserne slipper ham ikke, for de var måske mere end det. Måske byggede de på en løgn, og en af de mulige løgne kommer her til formiddag for retten i Washington.

Præsidentens tidligere toprådgiver, Lewis »Scooter« Libby, der samtidig var stabschef for vicepræsident Dick Cheney, er tiltalt for at have ført et nævningeting og forbundspolitiet FBI i den såkaldte Plamegate-affære bag lyset. Han er tiltalt efter paragraffer, der giver mulighed for op mod 30 års fængsel.

Plamegate handler i bund og grund om Bush-administrationens påstand før Irak-krigen om, at Saddam Hussein havde forsøgt at købe beriget uran i den afrikanske stat Niger med henblik på at bygge en atombombe.

Påstanden viste sig - ligesom en række andre anklager imod Irak - at være forkert. Men flere og flere oplysningerne tyder på, at Bush-administrationen allerede var - eller burde have været - klar over dette, da de fremsatte påstandende. Krigsgrundlaget kan med andre ord have været manipuleret.

En stribe prominente vidner skal vidne i sagen - herunder Dick Cheney.

Læs stort tema om

Plamegate i morgen